Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Prokesch v. Osten, Anton - Proklama - Proklamation - proklamere - Prokles - proklitisk - Proklorit - Proklos - Prokne - Prokonnesus - Prokonsul - Prokop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1830 blev han adlet med Tilnavnet »von Osten«
(hed tidligere kun P.) og brugtes siden alene i
diplomatiske Hverv: 1833 som
Fredsunderhandler mellem Mehemed Ali og Sultanen, 1834—49
som Sendemand i Athen og 1849—53 i Berlin;
var derefter 2 Aar ved Forbundsdagen i
Frankfurt som dens første Medlem og 1855—71 i
Konstantinopel som »Internuntius«. I Mellemtiden
var han 1845 bleven Friherre og 1850
Geheimeraad og blev ved sin Afgang 1871 ophøjet til
Greve; 1863 fik han Titel Felttøjmester. Af hans
Skr, der vidner om grundigt Kendskab og
forstandigt Skøn om østerlandske Forhold, samt
om ret frisindede Meninger, bør nævnes:
»Erinnerungen aus Aegypten und Kleinasien« (3 Bd
1829—31), »Reise ins heilige Land« (1832),
»Denkwürdigkeiten aus dem Orient« (3 Bd,
1837), »Geschichte des Abfalls der Griechen«
(1845), undertrykt af Censuren 1852, paa ny
udgivet i udvidet Skikkelse, 6 Bd, 1867—68,
samt »Kleine Schriften« (7 Bd, 1842—44). 1881
udkom hans Brevveksling med Fr. v. Gentz og
Fyrst Metternich og 1896 hans Breve fra
Aarene 1849—55.
E. E.
Proklama (lat.). Herved forstaas en offentlig
udstedt Opfordring til at gøre Krav gældende
mod en bestemt Person ell. Formuemasse inden
en vis Frist med den Virkning, at Kravet enten
helt fortabes (præklusivt P., se Præklusion),
eller i alt Fald, at den paagældende
Formuemasse deles mellem de mødende (anmeldte)
uden Hensyn til de uanmeldte Krav. Af
sidstnævnte Karakter er Indkaldelsen af
Fordringshaverne i Konkursboer og af Arvinger i
Dødsboer.
A. D. B.
Proklamation (lat.), Kundgørelse ved særlig
eksceptionelle Lejligheder, f. Eks. naar den
lovlige Regering retter en offentlig formanende
ell. beroligende Henvendelse til Landets
Borgere i Anledning af politiske Uroligheder, ell.
omvendt naar et Parti, som har sat sig op mod
den bestaaende Regering, i offentlig
Redegørelse søger at forsvare sin Færd og vinde
Tilslutning.
(C. V. N.). K. B.
proklamere (lat.), forkynde.
Prokles, Tvillingbroder til Eurystenes. I
Fællesskab grundlagde de Sparta og herskede
i Forening. Fra dem nedstammede efter Sagnet
de to Kongelinier Proklider og Eurystenider.
H. A. K.
proklitisk (gr.) kaldes i Grammatikken et
Ord, der slutter sig nøje til det efterfølgende
paa en saadan Maade, at det selv udtales ganske
tonløst og kan betragtes som sammenvokset med
det flg. til eet Ord (modsat enklitisk). Dette
er navnlig Tilfældet med Præpositioner o. l.
Smaaord samt med den bestemte og den
ubestemte Artikel. M. H. t. Skrivemaaden hersker
der i Dansk ofte Vaklen, idet det p. Ord
undertiden skrives som et selvstændigt Ord, men
undertiden skrives sammen med det flg. (idet,
undertiden, engang).
H. H. R.
Proklorit, se Klorit.
Proklos, gr. Filosof (410—85 e. Kr.), var
født i Konstantinopel af lykiske Forældre, men
kom som ung til Athen, hvor han efter Syrianos
Mev Forstander for den nyplatoniske Skole;
fl. af hans talrige Skr er bevaret, deriblandt
navnlig nogle af hans Kommentarer til platoniske
Dialoger, som er fremgaaet af hans
Undervisning. Paa Grundlag af den fra Jamblichos
nedarvede eksegetiske Metode og ved Hjælp af en
fremragende dialektisk Evne udviklede P. det
nyplatoniske System til Fuldkommenhed; ikke
blot hele Oldtidens Videnskab, men alle Tidens
forsk. religiøse Forestillingskredse blev her
forenet til et i Tænkningens Historie enestaaende
nuanceret og fast System, hvori den
menneskelige Sjæls Vandring i Verden, Renselse fra
Materiens Besmittelse og Tilbagevenden til Gud
er Hovedmotivet. Græsk i sit inderste Væsen er
denne Filosofi, trods al orientalsk Paavirkning,
fordi Mennesket først efter Arbejde af yderste
Evne naar til den ekstatiske Skuen af det
Højeste, som er Maalet, og Platoniker er P. i
hele sin Opfattelse af Verdensaltets Karakter og
af den enkeltes Forhold til Erkendelsen af det
Gode.
W. N.
Prokne (gr.), Datter af Kong Pandion i
Athen, Søster til Filomele (s. d.).
Prokonnesus, se Marmara-Havet.
Prokonsul kaldtes hos Romerne en
Embedsmand, der fungerede i en Konsuls Sted. Da de
to aarlig valgte Konsuler ofte, efterhaanden
som Riget udviklede sig, var ude af Stand til
at overkomme alle de Forretninger, som
paahvilede dem, baade i Hovedstaden og omkr. i
Rigets forsk. Dele, hændte det jævnlig, at
Senatet efter Embedsaarets Udløb forlængede
Funktionstiden for en Konsul, navnlig naar han stod
som Fører for en Hær ved Grænsen ell. i
fjendtligt Land, og ingen af de nyvalgte Konsuler
p. Gr. a. Afstanden ell. p. Gr. a. andre
Forretninger var i Stand til at afløse ham straks ved
Aarets Begyndelse. Efterhaanden blev det da
Skik, at Konsulerne hele deres egl. Embedsaar
varetog Forretningerne i Hovedstaden og først
efter Aarets Udløb som P. fik en militær
Kommando, og det i Reglen saaledes, at de fik
overladt Bestyrelsen af en Provins, hvor de kunde
raade med næsten uindskrænket Myndighed.
Paa samme Maade som de forhenværende
Konsuler blev P., blev ogsaa forhenværende
Prætorer Proprætorer, men de Provinser, som de
fik at styre, var sædvanlig mindre end P.’s.
I Reglen fungerede man et Aar paa denne
Maade, men under særlige Omstændigheder
kunde Statholderskabet udstrækkes over flere
Aar. Paa den Maade var f. Eks. Cæsar i 9 Aar
P. i Gallien. I Kejsertiden kaldtes alle
Statholdere i de senatoriske Provinser P., selv om de
kun havde været Prætorer.
H. H. R.
Prokop, 1) P. Veliký (den Store), ogsaa
kaldet den kronragede, Hussitternes berømte
Hærfører, f. omtr. 1380, d. 1434. P. havde
studeret i Prag og rejste derefter rundt i Europa,
hvorefter han traadte ind i den gejstlige Stand.
Ved Udbrudet af Hussitterkrigene stillede han
sig under Ziska’s Banner, og efter dennes Død
blev han Taboritternes Fører i Fred og Krig,
skønt han aldrig selv vilde bære Vaaben. P.
var en kraftig bygget mellemstor Mand med
store glødende Øjne i et brunt vejrbidt Ansigt.
Med Vid og Kraft prædikede han Herrens Krige
og gennemildnede sine Tilhørere; naar han
kunde faa Frihed for Troen, var han rede til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
