- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
607

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Proportion (i Bygningskunsten)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Forhandlinger om Domkirkebyggeriet i Milano
fremgaar, at det opr. var planlagt at bestemme
Bredden af Kirkens fem Skibe efter ganske
simple Talforhold (1 . 1 . 2 . 1 . 1 .) og Højderne
paa tilsvarende Maade, saa at et Tværsnit
naturligt vilde kunne indlægges i et Net af
Kvadrater. Men da der opstod Betænkeligheder
herved, diskuteredes det, om Kirken skulde
stige ad quadratum ell. ad triangulum, og
Kvadratsystemet blev forkastet til Fordel for frit
Valg mellem »Trianglen ell. den trekantede
Figur«. Forskellen mellem de to sidstnævnte
Udtryk forstaas ikke mere, men Trekantsystemet
fremgaar af en samtidig skematisk Snittegning
af Domkirken, hvis Grundlinie er delt i 12 lige
store Dele, hvorover ligesidede Trekanter
bestemmer Hovedpunkterne i Kirkens Højde.
Gennem Skæringspunkterne er tegnet lodrette
og vandrette Linier, dannende Rektangler. I
Tegningen er Skraaliniernes Hældningsvinkel
60°; var den rene Kvadratur brugt, vilde
Diagonalerne gennem to oven paa hinanden stillede
Kvadrater danne en Vinkel med Grundlinien
paa 63° 26′, altsaa det gyldne Snits P., der er
paavist i Trondhjem o. a. gotiske Bygninger.
Dog er gotisk Proportionering næppe
nogensinde tænkt ensartet og konsekvent til Ende
gennem et helt Bygværk og heller ikke, trods
alle matematiske Hjælpekonstruktioner,
udnyttet systematisk i Detaillerne.

Den ital. Renaissance gik videre. Allerede L.
B. Alberti havde stor Interesse for P. og søgte
saaledes at formulere Regler ogsaa for
Rumdimensioner ved at fastsætte indbyrdes Forhold
mellem Gulvareal og Højde. Gaaende ud fra
Vitruvs Antydninger udformede Teoretikerne til
Spidsfindighed Modulberegningen af de
romerske Søjleordener (smlg. Modul og
Søjleorden). Højrenaissancens Mestre,
Akademikere og Palladianere vedblev at forske efter
Reglerne. Vignola byggede Il Gesu i Kvadratur,
og en Teoretiker fra 18. Aarh., Daviler,
fremhævede, at de største Mestre aldrig fjernede sig
fra de store Proportioner, Forholdene 1 : 2,
1 : 3, 1 : 4, der er grundlæggende for deres
Værkers Skønhedsvirkning. Ikke mindst i
Frankrig dyrkedes Proportionsreglerne. En
Matematiker som Blondel komponerede
Façaden af Porte S. Denis i Paris som et Kvadrat
med 1 : 24 som Modul, bestemmende for
Enkeltderne, ell. rettere, han korrigerede senere
teoretisk sit eget Værk, som i Virkeligheden
ikke har slet saa enkle Forhold.

Barokkens friere Retninger følte sig ikke saa
bundne, hverken til de antikke Forbilleder ell.
til Proportionsreglerne. Betegnende er
Michelangelo’s Ytring: man maa have Passeren i Øjet
og ikke i Haanden. Og selv i det akademiske
Frankrig lød der Protester. Mod Blondel
hævdede Perrault til en vis Grad det subjektive
Skøns Berettigelse, og Akademiet sluttede sig
nærmest til ham. Men selv i den vildeste ital.
og tyske Barok synes der at være udnyttet mat.
Formler, idet Planerne i visse Tilfælde vides at
være konstruerede ved Hjælp af Systemer af
Cirkler ell. Ellipser. Og i 18. Aarh., baade under
Rokokoen og endnu mere under
Nyklassicismen, fulgtes atter Proportionsregler. I et
Slotsfaçade-Udkast opererer Brisieux saaledes med
en Modul 1 : 20 af Façadelængden og fordeler
disse Modul med 4 paa Midtrisalitten, 3 + 3
paa Enderisalitterne og 5 + 5 paa de
mellemliggende Façadedele. Analogier til et saadant
Lærebogseksempel vil nemt kunne paavises.

Efter Empiren har 19. Aarh. i høj Grad
forsømt Problemet, trods enkelte Forskere som
Viollet-le-Duc og Tiersch, og almindeligere
Opmærksomhed har det først vakt i de seneste
Aartier, da Arkitekturen paany har vendt sig i
akademisk-klassisk Retning. Aritmetrisk

Fig. 2. Tværsnitskema for Domkirken i Milano.
Fig. 2. Tværsnitskema for Domkirken i Milano.


Fig. 3. Farnesina i Rom.
Fig. 3. Farnesina i Rom.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0629.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free