- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
612

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Prosobranchia - Prosobranchiata - Prosodi

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Plads paa højre Side af Hovedet ell. Nakken.
Ofte er det uden direkte Forbindelse med
Sædlederen, men Sæden ledes da fra den hanlige
Kønsaabning, ad en aaben fimrende Rende ud
til dets Spids; imidlertid kan Furen hos andre
have lukket sig sammen til en Kanal. Kun hos
ganske enkelte (f. Eks. Albueskællet) befrugtes
Æggene først, efter at de er aflagte. Æggene
aflægges kun sjældent enkeltvis; som Regel
derimod i Skikkelse af en Gruppe hornagtige
Kapsler, som er fæstede til fremmede Genstande.
Hver af disse Kapsler svarer dog nu ikke til
et enkelt Æg, men omslutter flere, ja indtil
flere Hundrede Æg, der ligger i en
Æggehvidemasse; af dette store Antal gaar dog den
allerstørste Part til Grunde og tjener de faa
overlevende til Næring. Æggets Kløvning er total;
den spæde Larve er forsynet med det
karakteristiske Fimresejl og forlader hos en Del
Former Kapslen for at føre et fritsvømmende
Liv; hos et stort Antal forbliver den dog saa
længe i Kapslen, at den naar den fuldstændige
Snegleskikkelse, i hvilken den er ude af Stand
til at svømme omkr.; det sidste gælder navnlig
Ferskvands- og Landformerne. Yngelpleje
findes hos nogle enkelte, af skandinaviske f. Eks.
hos Sumpsneglen (se Paludina) og hos en
Strandsnegl (Littorina rudis), hos hvilke
Æggene udvikles i Æggelederen. P. lever
hovedsagelig i Havet; en Del Slægter optræder i det
ferske Vand, ja endog paa Landjorden, let
kendelige fra de sammesteds levende
Lungesnegle ved Besiddelsen af et Laag. De ernærer
sig hovedsagelig som Rovdyr ell. Aadselædere;
men der findes dog ogsaa planteædende
Former. Medens de fleste er i Stand til at bevæge
sig forholdsvis hurtig, er der andre, f. Eks.
visse paa Koraller levende Former, der synes
stedse at blive siddende paa samme Sted; i
Tidens Løb former de deres yngste Omvrid
noget efter Korallen: en anden, Rhizochilus
antipathum
Stp., fæster sig ved en mægtig
Opsvulmning af Mundingsranden, der endog
fuldstændig afspærrer selve Mundingen, uløselig
til Grenene af de Sortkoraller, paa hvilke den
som yngre krøb om; den eneste Forbindelse,
Dyret har med Omverdenen, sker gennem den
omdannede rørformede Skaltud; fastsiddende er
ogsaa Ormesneglene. En mærkelig Form er den
i Koraller borende Magilus, hvis Skal kun i
en yngre Alder er oprullet, men senere har
Skikkelse af et uregelmæssigt bøjet Kalkrør.
Endelig maa nævnes, at der kendes nogle faa,
paa og i Pighude snyltende Slægter; de første,
der i det ydre ikke er særlig omdannede, sidder
fast paa Værtens Legeme, med Snablen sænket
ind i dennes Kropvæg; af saadanne Former
findes i Norden paa Søpindsvin den lille, gule
Stylifer. De inde i Værten levende Snyltere er
derimod saa omdannede, at man vanskelig
erkender deres Sneglenatur, hvis man da ikke
faar fat i den spæde Yngel, der viser sig at
være typiske skalbærende Fimrelarver; af
disse Former er den skalløse, ormdannede
Entoconcha, der lever i en Søpølse i Middelhavet,
en af de mest kendte; en lgn., meget stor Form
er nylig fundet i Nordhavet ligeledes i en
Søpølse.

P. Gr. a. deres anselige Størrelse har mange
P. Bet. som Næringsmiddel: af nordiske Arter
sælges saaledes baade Strandsnegl (Littorina
littorea
L.) og Konk (Buccinum undatum L.)
paa Torvene i London og Paris, medens talrige
andre, saasom Strombus, Trochus og Murex,
finder en udstrakt Anvendelse i varmere
Jordstrøg.

I deres geol. Optræden er P. repræsenterede
bl. de ældste Forsteninger, der findes; i
Tidernes Løb, men navnlig efter Juratiden, tiltager
de stærkt i Antal og Formrigdom; enkelte
nulevende Arter kendes omtr. fra Midten af
Tertiærtiden, henimod hvis Slutning Faunaen
mangesteds har stor Lighed med Nutidens og
overmaade mange Arter (indtil 95 %) fælles med
denne.

P.’s Gruppe er den største inden for Sneglene,
idet den omfatter i det mindste 14000 levende
og fossile Arter. Den deles i fl.
Underafdelinger, som er grundede paa anatomiske
Forskelligheder, saasom Gællernes Tal og Uddannelse,
Tungeraspens forsk. Tandbevæbning,
Nervesystemets ell. Hjertets Bygning; Skallens
Forskelligheder kan derimod ikke benyttes til en
saadan Hovedinddeling. Illustr. se Snegle.
(Litt.: Bronn, »Die Klass. und Ordnung. d.
Thierreichs« [Bd 3, II, 1896—1907]; A. H.
Cooke, Molluscs; Cambridge natural hist. [Bd III,
London 1895]; Ray Lankester, A Treatise
on Zoology
, Part V [London 1906]; A. Lang,
»Lehrbuch d. ver gl. Anatomie wirbell. Thiere.
Abt. Mollusca« [Jena 1900]; P. Fischer,
Manuel de Conchyliologie [Paris 1887]; G. O.
Sars
, Mollusca regionis arcticæ Norvegiæ
[Kria 1878]; Korschelt og Heider,
»Vergleichende Entwicklungsgeschichte« [III H.,
Jena 1893]; Zittel, »Grundzüge der
Paläontologie« [München 1923]).
(R. H. S.). C. M. S.

Prosobranchiata [-ki-], se Prosobranchia.

Prosodi (gr. προσωδία, egl. Medsang ell.
Betoning) betegner opr. den gr. Accent, der var
af musikalsk Beskaffenhed, men Ordet bruges
af de gr. Grammatikere ogsaa om
Accenttegnene og om andre Skrifttegn til Støtte for
Læsningen (Aandetegn og Tegn for Længde og
Korthed), samt om de dertil svarende
Ejendommeligheder i Udtalen. Ordet betegner
dernæst hos de Gamle ogsaa Reglerne om
Sprogets Udtale, for saa vidt den beror paa
Stavelsernes Betoning og Kvantitet. — Da Grækerne
(og Romerne) byggede deres Vers efter Hensyn
til, om Stavelserne var lange ell. korte (ikke,
som vi, efter Hensyn til, om de er betonede
ell. ikke), er det, for at kunne læse de Gamles
Vers rigtig og for af kunne skrive korrekte
Vers paa Latin og Græsk, nødvendigt at kende
Stavelsernes Kvantitet, ɔ: at vide, hvilke
Stavelser der er lange, og hvilke der er korte.
Da dette, navnlig i Latin, ikke altid umiddelbart
kan ses af Skriften, maa det læres ved Hjælp
af Regler; og i moderne Talebrug forstaar man
ved P. gerne Indbegrebet af disse Regler
(tillige med Sprogets Udtale, for saa vidt den er
givet ved disse Regler). P. bliver altsaa en
Indledning til den antikke Metrik og (for os
moderne, for hvem de gamle Sprog er »døde«) en
nødvendig Forudsætning for Forstaaelsen (og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0634.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free