- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
624

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - protestantisk Union - Protestantisme

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

for den 1609 stiftede kat. Liga (under Kurfyrst
Maximilian af Bayern) at sætte sine Krav
igennem og opløste sig til sidst 1621.
(J. P. B.). A. Th. J.

Protestantisme. P. er Fællesbetegnelsen for
de Kirkesamfund, der ved Reformationen i 16.
Aarh. udskilte sig fra Romerkirken. Navnet
skriver sig fra den Protest, som de evangeliske
Stænder nedlagde mod Resultatet af Rigsdagen
i Speyer 1529, idet Rigsdagsafskeden gik ud
paa, at de Stænder, som hidtil havde holdt sig
til Worms-Ediktet, ogsaa fremdeles skulde
holde sig dertil, medens de andre ikke maatte
indføre fl. Forandringer og ikke nægte nogen
at holde Messe. Denne Protest, som blev
nedlagt 19. Apr. 1529 og fulgtes af en Appellation til
Kejseren, til et alm. ell. tysk Koncilium og til
enhver upartisk kristelig Dommer, var i
Virkeligheden en Protest mod, at nogen i Trossager
skulde være forpligtet til at bøje sig for
Flertallets Afgørelse, den var et kraftigt Slag mod
al Samvittighedstvang, en aabenlys
Proklamering af »Samvittighedsfrihed«, ɔ:
Samvittighedens ubetingede Ret til at hævde sig over alle
ydre Tvangsbud. Modistanderne gav nu
Reformationens Forkæmpere Navnet »Protestanter«,
og Navnet har holdt sig, skønt Reformationens
Mænd foretrak at kalde sig »de Evangeliske«,
og skønt Udtrykket P. kun betegner noget
negativt. I en Karakteristik af P. er det
imidlertid naturligt at begynde med denne negative
Side. Reformationen begyndte faktisk baade
hos Luther og Zwingli som en Protest mod
den Frelses vej, Datidens kat. Kirke anviste.
Luther protesterede dels mod, at et Menneske
skulde eje ell. kunne erhverve noget, der paa
nogen Maade gjorde ham fortjent til Guds
Naade,, og dels mod, at Kirken skulde sidde
inde med anden Autoritet end Guds Ord i den
hellige Skrift. Om denne dobbelte Protest er
stadig alle evangeliske Kirkesamfund enige.
Men det er en Forvrængelse, naar man især
fra kat. Side har villet gøre dette Negative til
det eneste ell. dog hovedsagelige Kendemærke
for P. Luther opstillede en positiv Lære, og
havde han ikke gjort det, vilde han aldrig være
bleven Reformator ell. overhovedet have faaet
mere end øjeblikkelig aandelig Indflydelse.
Han lærte dels, at et Menneske retfærdiggøres,
ɔ: vinder sine Synders Forladelse og dermed
Adgang til Guds Rige, ved Troen paa Jesus
Kristus, dels at Guds Ord i den hellige Skrift
er eneste Sandhedskilde i alle Guds Riges
Forhold og eneste Autoritet i Kirkens Liv og
Arbejde. Og ogsaa om dette Positive er alle
evangeliske Kirkesamfund den Dag i Dag enige. I
den nærmere Udformning af disse bærende
Grundanskuelser gør der sig imidlertid allerede
i Reformationstiden og endnu mere senere
Forskelle gældende, og disse Forskelle fører til
Dannelsen af flere og flere evangeliske
Kirkesamfund. Den evangelisk-lutherske Kirke
hævder saaledes bl. a. en vis Frihed til at anvende
Kirkeordninger, naar disse ikke strider mod
den hellige Skrift, medens f. Eks. den
reformerte Kirke sædvanlig kun ønsker saadanne
Kirkeordninger, som ligefrem kan udledes af
det Ny Testamente. Dannelsen af de mange
Sekter inden for P. maa forklares ud fra
Tilbøjelighed til at afskaffe visse Misbrug inden
for de eksisterende evangeliske Kirkesamfund
ell. til at fremhæve visse evangeliske Sandheder,
som maaske ikke traadte saa stærkt frem i de
bestaaende Kirker. Fra kat. Side har man altid
prist Romerkirkens udvortes Enhed i Lære og
i Organisation og peget paa Splittelsen inden
for P. som Vidnesbyrd om Frafald fra den
rette Kirke. Her over for maa det paa den ene
Side hævdes, at Enheden i Lære paa romersk
Grund slet ikke er saa stor, men at der
gennem Tiderne er sket Udvikling og Ændringer,
samt at Fællesskabet i Lære og i Organisation
i fremtrædende Grad skyldes Anvendelsen af
udvortes Magtmidler, f. Eks. den saakaldte
Modernist-Ed (se Modernismen); paa den
anden Side, at Oprettelsen af forsk. evang.
Kirkesamfund er en simpel Konsekvens af det evang.
Trosprincip, der stiller den Enkelte frit og
under eget Ansvar over for Gud, og at den
tilsyneladende Splittethed inderst inde udviser
en Enhed af stor aandelig Kraft, netop den
Enhed, som bestaar i P.’s nøje Forbindelse med
den ældste Menighed. Hvor stærk Enheden
inden for P. er, har vist sig i en Rk. højst
ejendommelige Samlingsbestræbelser i den sidste
halve Snes Aar, navnlig efter den store Krig.
Den anglikanske Kirke begyndte allerede for
en lille Menneskealder siden at samle sine
Biskopper fra alle Verdensdele til de saakaldte
ILambeth-Møder i Lambeth Palace i London
under Forsæde af Ærkebiskoppen af
Canterbury. Fra disse Møder er efterhaanden udgaaet
stærke Unionsforsøg, baade over for de to kat.
Kirkeafdelinger og over for visse evangeliske.
Grundlaget for Union skulde være
Bispedømmet med den apostolske Succession, som
Anglikanerne paastod at eje. Rom har dog afvist
ethvert Unionsforsøg, og allerede 1896
benægtede Leo XIII, at Anglikanerne havde
Successionen. 1923 gik den romersk-katolske
Kardinal Mercier med til at føre nogle Samtaler
om Fællesskab med anglikanske Kirkemænd,
men Samtalerne førte ikke til noget positivt
Resultat, og Ærkebiskoppen af Canterbury blev
stavrkt angrebet fra flere Sider inden for P.,
fordi han havde billiget Samtalernes
Afholdelse. Anglikanerne har ligeledes forhandlet
med den græsk-katolske Kirke, og
Repræsentanter for denne har godkendt den eng.
Succession. Dernæst har den anglikanske Kirke
forhandlet med den svenske, undersøgt og
godkendt de sv. Biskoppers apostolske Succession
og 1920 demonstreret Fællesskabet mellem den
engelske og den svenske Kirke ved at lade to
engelske Bisper medvirke ved en sv.
Bispeordination. Anglikanerne haaber paa Fællesskab
ogsaa med Norges og Danmarks Kirker ved at
genindføre den apostolske Succession i disse
Kirker, hvilket skulde ske ved f. Eks. svenske
Biskoppers Medvirken ved norske og danske
Bispeordinationer, men dette har mødt bestemt
Afvisning fra norsk og dansk Side. Endelig har
Anglikanerne søgt Tilnærmelse til de engelske
Frikirker. — En anden Enhedsbestræbelse er
den, der som Kendingsmærke og Grundlag har
Faith and Order, nærmere bestemt: et vist

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0646.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free