Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Protozoa ell. Urdyr - Protracheata - Protuberanser - Proudhon, Pierre Joseph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hos de fleste forekommer tillige
Sammensmeltning af 2 Individer; er den forbigaaende
(Infusorier), kaldes den Konjugation, er den
blivende: Kopulation: i sidste Tilfælde kan der endog
være Tale om Forskel mellem hanlige og
hunlige Individer. Disse Fænomener svarer til
Metazoernes Befrugtning, ogsaa de finere
Forhold under Kernedelingen kan svare nøje til
denne; de kendes ikke hos Flagellaterne. Ofte
er de forbundne med de sædvanlige
Delingsfænomener i et regelmæssigt Generationsskifte.
Om disse Forhold henvises til de enkelte
Afdelinger. Alle P. lever i Vand ell. fugtig Jord,
ell. de er Snyltere. De deles i Flagellater
(Mastigophora), Slimdyr (Sarcodina), Sporozoer
(Sporozoa) og Infusionsdyr (Ciliata).
T. K.
Protracheata [-ke-], se Onychophora.
Protuberanser, se Solen.
Proudhon [pru’då], Pierre Joseph,
fr. Socialfilosof, f. 15. Jan. 1809 i Besançon, d.
19. Jan. 1865 i Paris. P.’s Familie var fattig,
og han lærte i sin Ungdom den bitre Armod at
kende. 19 Aar
gl blev han
Sætter,
gennemrejste saa
Frankrig som
farende
Bogtrykkersvend,
blev senere
Faktor i sin
Fødeby og
erhvervede sig
efterhaanden
udstrakt, men
usammenhængende
Kundskaber i Sprog,
Teologi og
Historie. Som
Besvarelse af en
Prisopgave,
udsat af
Videnskabsselskabet i Besançon, udkom 1840 hans
senere saa berømte Skrift om Ejendomsretten:
Qu’est-ce que la propriété? ou Recherches sur
le Principe du droit et du gouvemement. Ud
fra den Grundopfattelse, at Ejendomsretten er
uretfærdig, fordi den indebærer Ret til at
nyde Frugterne af andres Arbejde,
sammenfatter P. sin Kritik i det udfordrende Slagord:
»Ejendom er Tyveri«, — la propriété c’est le
vol. Bogen er imidlertid ingenlunde et Indlæg
for Kommunismen; Forfatteren fordømmer
nemlig ikke blot den private Ejendomsret, der
muliggør de svages Udbytning af de stærke,
men han vil heller ikke vide af Kommunismen,
da den, i Lighedens Navn, tilsteder, at den
stærke plyndres af de svage. Standpunktet er
saaledes helt negativt. Først senere kastede P.
sig over Studiet »af Samfundsøkonomi og
Socialisme, samtidig som han af Karl Marx blev
gjort bekendt med Hegel’s og Feuerbach’s
Filosofi, der paavirkede ham dybt. 1843—47 var
han ansat i et stort Firma i Lyon, hvor han
praktisk satte sig ind i Handelsvirksomhed og
skærpede sit Blik for det reale, økonomiske
Livs Forhold. Saaledes forberedt udgiver han
(1846) sit socialøkonomiske Hovedværk i 2 Bd
Système des contradictions économiques ou
Philosophie de la misère. Han finder, at den
politiske Økonomi er et Bundt selvmodsigende
Hypoteser, og at den i St f. den almene
Velstand har organiseret Forrettigheder og
Rigdom for de faa, Elendighed for de mange;
Kommunismen er dog ingen Hjælp herimod,
mener P., idet han underkaster dens
Postulater og Hypoteser en ætsende Kritik. P.
udvikler heri sin Værdilære: Værdi har to Sider,
dels Nytteværdi, dels Bytteværdi; jo fl.
Nytteværdier der frembringes, des lavere bliver
paagældende Vares Bytte værdi; de to Værdier
bevæger sig modsat, og dette er Forklaringen paa
Handelskriserne og den ulige Formuefordeling.
Dette Værk, som altid vil bevare kulturfilosofisk
og sociologisk Interesse, fik tillige Bet. ved at
fremkalde ikke blot Bastiat’s posthume
Hovedværk Harmonies économiques, men ogsaa K.
Marx’ bekendte Brochure’ Misère de la
Philosophie, hvori Spirerne til Marxismens
teoretiske Lærebygning er nedlagte. Først
Februarrevolutionen kalder P.’s positive Forslag frem,
og i en Rk. Brochurer: Solution du problème
social, Organisation du crédit et de la
circulation, Le droit au travail og Résumé de la
question sociale; Banque d’échange, alle fra 1848,
agiterer han for sine Planer. Han vil have
Pengevæsenet og Renten (Kapitalprofitten), men
derimod ikke den privatøkonomiske
Produktionsmaade og den fri Konkurrence afskaffet;
paa den anden Side ønsker han Retten til det
»fulde Arbejdsudbytte« og Adgangen til fri
Kredit indført. Dette Maal mente P. maatte kunne
realiseres ved Oprettelsen af en
Bankorganisation — hans bekendte banque d’échange
(Ombytningsbank), senere kaldt banque du peuple
(Folkets Bank) —, hvorved det skulde blive
muligt at udveksle alle Varer mod
Byttekuponer (bons de circulation), for hvilke atter
hvilken som helst Genstand af samme
Værdiansættelse kunde faas. Desuden — og heri er P.’s
Bankprojekt forsk. fra Owen’s Labour Exchange
— skulde disse Banker yde vederlagsfri Laan
(gratuité du crédit). Sit System kaldte P.
Mutualisme. Han gjorde ogsaa et Forsøg paa
praktisk at gennemføre sin Bankplan.
Forberedelserne til i Paris at etablere en første Bank var
allerede i god Gænge, da en Dom paa 3 Aars
Fængsel tvang ham til at opgive sit
Forehavende (Febr 1849). I Revolutionsaaret havde
P. nemlig udfoldet en betydelig politisk
Virksomhed. Juni 1848 var han af Dept Seine bleven
valgt til Medlem af Nationalforsamlingen, og
samtidig havde han grundlagt et eget Blad, som
under skiftende Titler (Le représentant du
Peuple 1848, Le Peuple 1848—49, La voix du
Peuple 1849—50) fik en Udbredelse, der
undertiden krævede Oplag paa 50000 à 70000
Eksemplarer, og som mægtig bidrog til at skaffe hans
Ideer Indgang, men som til Gengæld ved sit
uforbeholdne Sprog indbragte ham en Række
Domme. Disse øgede blot P.’s Handlekraft og
Hensynsløshed; selv fra Fængselet fortsatte han
sin journalistiske Virksomhed og kørte desuden
op med sit kraftigste Skyts i de tre, allerede
ved Titlerne karakteriserede Skrifter: de højst
 |
| P. J. Proudhon. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
