- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
630

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Proudhon, Pierre Joseph - Proust, Antonin - Proust, Joseph Louis

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

interessante Confessions d’un révolutionnaire
(1849), Idée générale de la Revolution au XIX.
siècle
(1851) og La Révolution sociale (1852). P.
lod sig ikke blænde af den Boghandlersucces,
disse Bøger repræsenterede. Det var ham fuldt
klart, at Folket ikke var modent for hans sociale
Program, at Demokratiet for lange Tider var
sat ud af Spillet, og at det nærmeste Maal
maatte være ikke Demokrati, men det, han
kaldte Demopædi, Folkets Opdragelse.
Resignationen træder os i Møde i hans næste Bog Du
Principe fédératif
(1852), hvor han udvikler sin
Lære om Statens Opløsning i frivillige
Associationer ell. Føderationer om fælles Formaal.
P. hader Staten. Han er yderliggaaende
Individualist, udvikler Kravet om Decentralisation
til dets yderste Konsekvens og naar derved til,
hvad der er blevet kaldt hans Anarkisme, en
Retning, hvis Ophavsmand han anses for at
være, fordi han med større Styrke end nogen
før ham har kæmpet mod Menneskets
Herredømme over Mennesket. Han er imidlertid
samtidig ingenlunde blind for Kollektivvæsenets
Realitet, hvorfor hans sociologiske Program
ikke blot gaar ud paa Frihed (for
Overherredømme = An-Arkia), men tillige paa en af
ingen ydre Baand paatvungen »Orden«,
etableret gennem en kollektivistisk Mutualisme.
Men Maalet maatte naas gennem; Udvikling;
med Styrke betoner P. Samfundets iboende
organiske Karakter, den naturgivne Kontinuitets
og Solidaritets Nødvendighed. Som Socialist kan
P. ingenlunde regnes, hvad dog ofte sker.

Skuffet over sine politiske Nederlag vendte
P. tilbage til sine videnskabelige Studier, og
disses Resultater ryster han af sig i en Mængde
Skr, dels af økonomisk Art, om Bank-, Børs-,
Skatte- og Jernbanespørgsmaal, dels ogsaa om
religiøse, filos., hist. og litterære Emner. Sin
Verdensopfattelse og sit Syn paa Samfundenes
Udvikling nedlægger han først skitseret i
Philosophie du progrès (1853), senere systematisk
gennemarbejdet i det sociologiske Storværk De
la justice dans la Révolution et dans l’Église

(4 Bd, 1858, senere 6 Bd), en hist. Redegørelse
for, hvorledes Retfærdighedens Idé — den Tap,
om hvilken hans Spekulationer stedse drejer
sig — er blevet realiseret i de verdslige og de
kirkelige Samfund og Institutioner. Det dybt
alvorlige Værk vakte de kat.
Kirkemyndigheders Forbitrelse, P. kom under Tiltale og
dømtes til 4000 frc. i Bøder og endnu engang
3 Aars Frihedsberøvelse; under Appelfristen
unddrog han sig imidlertid denne Straf ved, at
flygte til Bryssel, hvor han bosatte sig med sin
Familie. 1860 blev han amnesteret, men vendte i
alligevel først 1862 tilbage til Paris.
Overanstrengt af Arbejde var det kun med
Opbydelse af sin sidste Kraft, at han naaede
nogenlunde at afslutte sit politiske Testamente
i Bogen De la capacité politique des classes
ouvrières
, der udkom posthumt. P.’s Œuvres
complètes
udkom i 26 Bd 1867—70; hertil
slutter sig 11 Bd Œuvres posthumes. Højst
interessant og meget oplysende for hans Ideers
Udviklingsgang er P.’s Corréspondance, udg. af hans
Vén A. J. Langlois i 14 Bd (1875).

P. er ethvert socialøkonomisk Systems
Skeptiker. Han er ikke blot Rydningsmand. Han
er Nedbryder. Der er noget af Slagsbroderen
i ham; han fryder sig over sine
Kæmpekræfter og forlanger intet bedre end at øve dem.
Men i sin Kampglæde gaar han ofte længere,
end han i Grunden tilsigter. Han forfølger sin
Drøm, det Ideal, han gav Rum i sit store,
trofaste Barnehjerte, langt ud over det Maal, det
nøgterne Ræsonnement stiller. Der mangler
ham nemlig paa praktisk Sans, paa Evne til
Maadehold, paa Forstaaelse af Relativiteter.
Hans Skr er et Arsenal af originalt udformede
Tanker og af sammendynget Viden, hvorfra
Argumenter for de mest diametralt modsatte
Synspunkter kan hentes. P. hører til de mest
ejendommelige og mest fængslende Personligheder
i 19. Aarh.’s fr. Kultur. I levende Live var han
nærmest ensom, i hvert Fald partiløs. Efter
Døden voksede hans Indflydelse; den spores
ganske tydelig i Internationale’s første Periode,
og hans Tanker faar praktisk Udslag under
Kommunen i Paris, hvis »Manifest« af 19. Apr.
1871 direkte er inspireret af P.’s Lære om det
føderalistiske Princip. (Litt.: Hovedværket i
den rige Litt. om P. er K. Diehl, »P. J. P.,
seine Lehre und sein Leben« [3 Bd, Jena
1888—96]; med dyb Sympati bedømmes han af
Arthur Mühlberger, »P. J. P. Lehen
und Werke« [Stuttgart 1898], af Hubert
Bourgin
i det stærkt koncentrerede
Resumé: P., bibliothèque socialiste Nr 5 [Paris
1901] og i Sainte-Beuve, P., sa vie et sa
corréspondance 1838—48
[Paris 1865];
uvelvillig kritisk af Arthur Desjardins, P. J.
P., sa vie, ses œuvres, sa doctrine
[2 Bd, Paris
1896]; jfr ogsaa: V. v. Stockhausen, »Die
Wertlehre P.’s in neuer Darstellung« [Bern
1898]; E. V. Zenker, »Der Anarchismus«
[Jena 1895]; P. Eltzbacher, »Der
Anarchismus« [Berlin 1900]).
(K. V. H.). Sv. N.

Proust [pru], Antonin, fr. Politiker og
Forf. (1832—1905), blev 1864 Medarbejder af
Oppositionsbladene, men dyrkede tillige
litterære og kunsthistoriske Studier; udgav Les
beaux arts en Angleterre
(1862), Chants
populaires de la Grèce
(1866) og Archives de
l’Ouest
(1867—69), en Samling Aktstykker fra
Revolutionstiden. Under Forsvarsregeringen
1870—71 styrede han som Gambetta’s Sekretær
Indenrigsministeriet i Paris og blev senere
Medarbejder af Gambetta’s Blad République
française
. 1876—93 var han Medlem af
Deputeretkammeret og 1882 Minister for de skønne
Kunster i Gambetta’s kortvarige Ministerium
1888 førte han Forsædet i Komiteen for den fr.
Kunstudstilling i Kbhvn og var 1889
Generalkommissær for Kunstafdelingen ved
Verdensudstillingen i Paris. Næste Aar udgav han
L’arl française 1789—1889.
E. E.

Proust [pru], Joseph Louis, fr.
Kemiker (1755—1826). Sine første farmaceutiske
Kundskaber erhvervede han sig i Faderens
Apotek; derefter uddannede han sig videre i
Paris, hvor Rouelle blev hans Lærer i Kemi.
Senere blev han Bestyrer af Apoteket ved
Salpetrièrehospitalet, og her havde han

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0652.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free