- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
633

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - provençalsk Litteratur

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

men med Iagttagelse af al mulig Anstand,
modtog Digterens Hyldest, og det berettes, at der
af og til slet ingen erotisk Tilbøjelighed var
med i Spillet fra nogen af Parternes Side, men
at det hele kun var personlig Forfængelighed
og poetisk Fiktion. Dog enten der ligger
virkelig Kærlighed bag Digtningen, eller der kun
fingeres en saadan, saa træffer man paa en højst
detailleret Udmalen af alle Kærlighedens
Stemninger og paa Udtryk for dens vekslende
Glæder og Smerter, medens den ene Udkaarne
prises som et Guds Vidunder, ja næsten selv en
Guddom. Ægte Følelse er unægtelig mest til
Stede i den ældste Tids Sange, men en højt
udviklet Sprog- og Formkunst kan dog ogsaa
give den senere erotiske Poesi Tiltrækning.
Men det var ikke blot Kærlighedsdigte, der
frembragtes: man har (ikke synderlig talrige)
religiøse Sange, som Madonna- og
Korstogssange, fremdeles polit. Digte, Parti- og Krigssange,
Smædesange og Sørgekvad, navnlig over
Beskytteres Død. Formen behandles med fuldendt
Mesterskab og højt udviklet Teknik. Enkelte
Digte er rene Virtuosnumre i Retning af at
overvinde ganske unødvendige og urimelige
Vanskeligheder, f. Eks. de saakaldte Sestiner,
der bestaar af en Række seksliniede Strofer,
hvis Rimord stadig gentages hele Digtet
igennem. At Meningen undertiden blev uklar eller
banal som Følge af den Slags artistisk
Kunstleri, var uundgaaeligt; men det fandt man
næppe stødende, da det stemte godt med selve
Følelsernes og Tankernes konventionelle Form.
De enkelte lyriske Genrer er i den ældre Tid
ikke saa bestemt adskilte som siden hen; dels
Metrum, dels Indhold bestemmer deres
Karakter. Vigtigst af dem er: Chanzon og Vers,
hyppig forvekslede (Chanzonen, Forbillede for den
ital. Canzone, havde baade mandlige og,
kvindelige Rim, et begrænset Strofeantal og en
kunstigere Melodi, medens »Vers«et var mindre
kunstfærdigt og kun havde mandlige Rim),
Sirventes’en, som har Form tilfælles med
Chanzon’en, men hvis Indhold aldrig er erotisk —,
en egen Art deraf er Planh, Klagedigtet —,
fremdeles Tenzon’en, Stridsdigtet, i Dialogform,
Udtryk for en virkelig Strid ell. behandlende
et Stridsspørgsmaal (joc partit); det skyldes
oftest to Forfattere, der søger at overgaa
hinanden i Vid, Lærdom og Kunstfærdighed. Det
kan her bemærkes, at der næppe — som man
tidligere har ment — gaves faste poetiske
Væddekampe, ligesom det er tvivlsomt, hvor meget
der virkelig ligger til Grund for Beretningerne
om de saakaldte »Elskovshoffer« (s. d.) eller
Elskovsdomstole (cours d’amour) hvor en Kreds
af Kvinder afgav sin Kendelse i Tvistigheder
mellem Elskende ell. i omstridte
poetisk-erotiske Principspørgsmaal. Af andre poetiske
Former hos Provençalerne kan anføres Pastorela
(Dialog mellem en Ridder og en Hyrdepige),
Alba (Morgensang; Elskerens Ven, som holder
Vagt, minder om, at Stævnemødet maa
afbrydes ved Morgenens Komme), Balada,
Dansevise, Descort, en Art Vekselsang. — Til de
berømteste Troubadourer hører Vilhelm VII
(ell. IX), Greve af Poitiers (d. 1127);
Marcabrun, Hittebarnet, skarptunget og frygtet;
Joglar’en Cercamon; Jaufré Rudel af
Blaia, af Fyrsteslægt, d. som Korsfarer i det
hellige Land; Raimbaut d’Orange;
Peire Vidal, en Haandværkersøn, kendt for sine
talrige galante Eventyr; Guiraut de
Bornelh
, en af de talentuldeste. Korsfarer i
Richard Løvehjerte’s Følge; Folquet de
Marseille
, der gik i et Cistercienserkloster, blev
Abbed og endelig Biskop, i hvilken Stilling han
forfulgte Albigenserne haardt; Guilhem
Figueira
, som førte et Bohêmeliv i Kipper bl.
den laveste Almue; Raimbaut de
Vaqueiras
, Peire Cardinal, Gaucelm
Faidit
, Arnaut de Maruelh,
Guiraut Riquier (d. 1294, »den sidste
Troubadour«), Peire d’Auvergne, Arnaut
Daniel
. Særlig er at fremhæve Bertran
de Born
, en vældig Kriger og Krigssanger,
d. som Munk (c. 1210), og Bernart de
Ventadorn
(ell. »Ventadour«), en af de mest
begavede og ansete, yndet ved Grevehoffet i
Toulouse og Henrik II’s eng. Kongehof; han
endte ogsaa sine Dage i et Kloster (c. 1200).
Italieneren Sordello, nævnt af Dante,
digtede paa Provençalsk, skønt af fremmed
Nationalitet, — og han var ikke den eneste
Udlænding, som brugte dette Sprog til at digte i.
Den provençalske Troubadourlyrik er ikke en
jævn og naiv Folkedigtning, men en
aristokratisk, raffineret Kunstpoesi, der fandt Beundrere
og Efterlignere i dannede Kredse i alle
europæiske Kulturlande. Medens Nordfrankrig
politisk fik Overvægt over Syden og efterhaanden
tilintetgjorde dettes Selvstændighed, gik de
litterære Strømninger fra Provence til Gengæld
kendelig N. paa og skabte en hel nordfransk
Digterskole, som i Løbet af 13. Aarh. digtede
høviske Kærlighedssange i provençalsk Smag;
dens betydeligste Navne er Kong Tibaut af
Navarra, Blondel og Borgherren af Couci. I
Spanien og Portugal fik den ogsaa stærkt
Indpas og efterlignedes ved Hofferne, fremfor alt
i Katalonien, hvor den sproglige og litterære
Selvstændighed bevaredes, til Bourbon’erne
besteg den sp. Trone. Filip V paabød 1714, at
Spansk skulde benyttes i offentlige
Dokumenter i St f. Katalansk (se katalansk
Litteratur
). For Italien blev den af største Bet.,
først gennem de sicilianske Digtere, der direkte
kopierede Provençalerne, og som atter
middelbart igennem den mellemitalienske Skole blev
Forbilleder for de store Florentinere med
Dante i Spidsen (se Italien, »Litteratur«).
Ogsaa de tyske Minnesangere har faaet
Impulser fra Provence selv og fra Provençalernes
Efterlignere i Nordfrankrig, ligesom
provençalsk Paavirkning kan spores i England og helt
over i den slavisk-græske Verden hinsides
Adriaterhavet. I selve Provence indtraadte der,
efter 12. Aarh.’s litterære Storhedstid, en
stærk Tilbagegang efter Albigenserkrigene, og
c. 1300 standsede den poetiske Produktion.
Men man forsøgte noget senere at kalde den til
Live igen ved et borgerligt Digterlav ell.
Akademi i Toulouse, stiftet 1323 (La sobregaya
companhia dels set trobadors de Toloza
, eller
Consistori de la gaya sciensa [gay saber]), som
kan sammenstilles med de tyske

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0655.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free