Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - provençalsk Sprog - Provence
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mulhouse. Dog regnes Egnen fra Mulhouse, over
Lyon og Grenoble til den ital. Grænse, deri
indbefattet fr. Schweiz, for et særligt
»frankoprovençalsk« Sprogomraade. Ogsaa Gasconsk
regnedes allerede i Middelalderen alm. for et
særligt Sprog. Nær beslægtet med Provençalsk,
ogsaa i litterær Henseende, er Katalansk.
Sproget i Limoges og Omegn ansaas i
Middelalderen for det reneste, og Limousinsk brugtes
derfor ofte, navnlig i Spanien, i samme Bet. som
Provençalsk. I 19. Aarh. er Sproget i Avignon
og Omegn blevet litterært toneangivende.
De ældste nordfranske Sprogmindesmærker
er ældre end de ældste provençalske. Men i 12.
Aarh. naaede Provençalsk en rigere Blomstring
som digterisk Kultursprog. Da efter
Albigenserkrigene Sydfrankrigs politiske Selvstændighed
efterhaanden gik tabt, blev ogsaa p. S. trængt
tilbage af Nordfransk, der blev fr. Rigssprog,
eneherskende i alle offentlige Dokumenter, iflg.
Forordn. af Frants I 1539. Ogsaa litterært blev
Sydfransk stillet stærkt i Skygge af
Nordfransk, selv om det stadig benyttedes, ofte
meget talentfuldt, i lettere, folkelige
Digtformer, og selv om det stadig taltes af mange
Millioner Mennesker. I 19. Aarh. har p. S.
oplevet en opsigtsvækkende sproglig og litterær
Fornyelse i Felibren (s. d.).
Forskellen mellem Provençalsk og Nordfransk
er særlig fremtrædende paa det lydlige
Omraade. De lat. Vokaler a, é, è, ó, au bevares;
altsaa pratum, tēla, hĕri, flōrem,
causa bliver prat, tela, er, flór. causa (smlg. fr.
pré, toile, fleur, hier, chose); Diftongering
udebliver ofte, hvor den findes paa fr.: pedem, cor
bliver pe, cor (smlg. fr. pied, cuer [cœur]),
ubetonet a i Endelse bevares (fr. e). Triftonger
bevares, medens de reduceres paa fr.: lectum
> lieit, noctem > nueit, o. s. v.; ustemte
Lukkelyd bliver stemte mellem to Vokaler; for
securum, dicam, mutare, ripa faar
man segur, diga, mudar, riba (smlg. fr. sëur,
die, muer, rive); mærk ogsaa Udviklingen af
ct og tr: factum > fach, patrem > paire;
d mellem Vokaler bliver z: laudare, audire
bliver lauzar, auzir (smlg. fr.: louer, ouir).
Ordforraadet er langt mindre paavirket af
Germansk, end Tilfældet er i Fransk. P. Gr. a.
sin litterære Bet. og store Udbredelse blev
Provençalsk tidligere end de andre romanske
Sprog Genstand for teoretisk Behandling. I 13.
Aarh. skrev Raimon Vidal en højt anset og
meget benyttet Lærebog i Poetik og
Grammatik, Las Rasos de trobar, og Uc Faidit en
Grammatik, Donats proensals, der benyttedes en
Del i Italien (»Die beiden ältesten
provençalischen Grammatiken«, udg. v. E. Stengel,
Marburg 1878). Fra 14. Aarh. er overleveret det
store Værk Las Leys d’amors, der behandler
Grammatik, Metrik og Retorik og er skrevet
paa Foranledning af det i Toulouse (1323)
oprettede poet. Akademi (se jeux floraux).
(Litt.: Raynouard, Lexique roman
ou Dictionnaire de la langue des troubadours
[4 Bd, Paris 1838—44]. Dette opr.
grundlæggende Værk er senere suppleret bl. a. af E.
Levy, »Provenzalisches
Supplement-Wörterbuch« [Leipzig 1892 ff., ufuldendt]; J.
Anglade, Grammaire de l’ancien provençal [Paris
1921]; F. Mistral, Lou Tresor dóu Felibrige
ou Dictionnaire provençal-français [2 Bd, Paris
1879—86]; E. Koschwitz, Grammaire
historique de la langue des Félibres [Greifswald
1894]; Savinian, Grammaire provençale
[Paris 1882]; H. Suchier, Le français et le
provençal [Paris 1891]).
J. K. L.
Provence [prå’vã.s] (af lat. provincia),
tidligere Prov. i det sydøstlige Frankrig,
begrænsedes mod V. af Languedoc, mod N. af
Dauphiné, mod Ø. af Piemont og Nizza og med S.
af Middelhavet. Det svarede omtr. til de nuv.
Departementer Bouches-du-Rhône, Basses-Alpes
og Dele af Drôme, Var og Vaucluse. P.’s gamle
Hovedstad var Aix, dens vigtigste By Marseille.
Klimaet er tørt, solrigt (subtropisk Vinterregn).
Befolkningen, Provençalerne, har et stærkt
Særpræg og eget Sprog og Litteratur (se ovf.).
Der dyrkes Oliven, Oranger, Morbær og Vin. —
122 f. Kr. gjorde Romerne det sydøstlige Gallien
til en rom. Prov., der omfattede P., Languedoc
og Dauphiné og kaldtes Provincia Gallica ell.
blot Provincia, og det sidste Navn holdt sig
ogsaa, efter at Prov. ved den ny Inddeling officielt
kaldtes Gallia Narbonensis. Under
Folkevandringen erobrede Vestgoterne Languedoc,
Burgunderne Dauphiné, og Navnet P. indskrænkedes
da til dets nuv. Omfang. 470 tog Vestgoterne P.
fra det vestromerske Rige, men 510 afstod de
det til Østgoternes Konge Theodorik til Tak for
den Hjælp, han havde ydet mod Chlodovech.
Den senere Konge Vitiges overlod 536 Landet
til Frankerkongen Theodebert. I de næste
Aarhundreder satte Saracenerne sig imidlertid last
i en stor Del af P., hvor de trods Karl Martel’s
Sejre holdt sig lige til 10. Aarh. Ved Forliget i
Verdun (843) tilfaldt P. Lothar, men erobredes
863 af Karl den Skaldede af Frankrig. 879 blev
det en Del af det burgundiske Kongerige, der
stiftedes af Grev Boso af Vienne og 933
forenedes med det transjuranske Kongerige til
Riget Arelat (Arles). 1032 gik det op i det
tyskromerske Kejserrige. Den virkelige Magt i P.
havde dog Greverne af Arles, der ogsaa kaldtes
Grever af P. Da disses Mandsstamme uddøde
1110, gik Landet over til Grev Raimund
Berengar af Barcelona, der sikrede sin Besiddelse
ved et Forlig med Greverne af Toulouse (1125).
Under Greverne af Barcelona havde Landet en
Blomstringsperiode, hvor mange Digtere
optraadte. Den sidste af denne Slægt, Raimund
Berengar IV (død 1245), testamenterede P. til
sin yngste Datter Beatrice, og det gik saa over
til hendes Mand, Karl af Anjou, Ludvig den
Helliges Broder, som senere tog Napoli fra
Hohenstauferne. P. delte nu Skæbne med Napoli,
indtil Dronning Johanna I 1382 indsatte sin
Fætter, Ludvig af Anjou, Broder til den fr.
Konge Karl V. til sin Arving. Det lykkedes ham
og hans Efterfølgere at hævde Besiddelsen af
Landet efter en kort Kamp, medens de ikke
var saa heldige i deres Forsøg paa at erobre
Napoli. Den sidste af denne Slægt, Karl III, som
havde maattet kæmpe mod René af Lorraine,
testamenterede Landet (1481) til den franske
Dauphin Karl (VIII), og 1487 anerkendte
Stænderne denne som deres Herre, og P. har siden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
