- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
649

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Præcession

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

tropiske Aar vil være kortere end Stjerneaaret,
nemlig 0,0142 Dag, men da P. forandrer sig
noget, vil det tropiske Aar aftage 0,5 Sek. i 100
Aar, Stjerneaaret er derimod af uforanderlig
Længde, fraset periodiske Forandringer,
nemlig 365,2564 Dage. En videre Følge af P. er, at
Stjernernes Deklinationer kommer til at
forandre sig. Ved de Stjerner, hvis
Rektascensioner ligger i 1. og 4. Kvadrant, vil
Deklinationerne vokse, ved de i 2. og 3. Kvadrant vil
Deklinationerne aftage. Men da en Stjernes
Synbarhed over og Beliggenhed i Forhold til
et bestemt Steds Horisont afhænger af
Stjernens Deklination, saa vil P. virke til at
forandre Stjernehimlens Udseende for samme
Sted. Stjernebilleder, som tidligere var synlige,
kan komme til at forsvinde, og andre, som nu
altid er under Horisonten, vil blive synlige (se
Korset). Himlens Poler kommer derfor til
at skifte Plads bl. Stjernerne. Saaledes var ι
Draconis c. 4500 f. Kr. 2,4↑8 fjernet fra Polen,
c. 2700 f. Kr. var α Draconis 1,5° fra Polen, og
den var kendt som Polarstjerne hos Ægypterne
og Kineserne, c. 2400 f. Kr, var ι Draconis 2,4°
fra Polen. Den næste Polarstjerne var β Ursæ
min., der c. 1100 f. Kr. var 6° fra Polen og
blev kaldt Nordens Stjerne (se Bjørnen). I
vor Tid er α Ursæ min. Polarstjerne (paa
Hipparchos’ Tid var den 12° fra Polen), og den vil
nærme sig mere og mere til Polen, til den 2105
vil være fjernet 0,5°, hvorpaa den begynder at
fjerne sig, men vil kunne regnes for Polarstjerne
til c. 3500, da Polen nærmer sig stærkt γ
Cephei, som 4600 vil være kun 0,5° fra Polen.
Aar 6000 vil ι og β Cephei være henh. 4,2°
og 4,8° fra Polen, Aar 7400 vil Polen nærme sig
α Cephei (1,8°), Aar 10000 vil α Cygni være
Polarstjerne (7,2°), og omkr. 13000 vil Polen
nærme sig til den nordlige Himmels straalende
Stjerne α Lyræ (Vega). Paa den sydlige
Himmel er for Tiden σ Octantis 48′ fra Polen, men
den fjerner sig 8,5″ i Aaret.

Den nævnte Bevægelse af Jordaksen om
Ekliptikkens Akse er en Følge af Solens og
Maanens Tiltrækning paa den fladtrykte Jord.
Solen vil søge at bringe Jordens Ækvator til
at falde sammen med Ekliptikken eller at stille
Jordaksen lodret paa Ekliptikkens Plan. Og
Virkningen er desto stærkere, jo større Solens
Deklination er. Den er altsaa stærkest ved
Solhvervstiderne og forsvinder i det Øjeblik Solen
er i Ækvator (altsaa ved Jævndøgnstiderne).
Maanen vil stræbe efter at stille Jordaksen
lodret paa Maanebanens Plan, og da Maanen to
Gange i Maaneden passerer Ækvator, vil ved
disse Tider dens Virkning forsvinde. Og p. Gr.
a. sin mindre Afstand vil Maanens Virkning
være 2 1/2 Solens. Men da Maanebanen danner
en Vinkel paa 5° med Ekliptikken, og dens
Knuder bevæger sig V. over Ekliptikken rundt
i 18,6 Aar, kan Hældningen mod Ækvator vokse
til 28°, hvilket indtræffer, naar Maanens
opstigende Knude er i Nærheden af
Foraarsjævndøgnspunktet, medens denne
Hældning 9,3 Aar senere, naar samme Knude er i
Nærheden af Efteraarsjævndøgnspunktet, kun
er 18° (23 1/2° ± 5°). I første Stilling vil
Maanens Virkning være næsten dobbelt saa stor som
i sidste Stilling, og denne vil vise sig deri, at
den bringer Ækvators Pol til snart at være
længere fra, snart nærmere Ekliptikkens Pol
eller anderledes udtrykt snart paa den ene,
snart paa den anden Side af den Cirkel, som
Solens Indvirkning bringer Ækvators Pol til at
beskrive. Desuden bringer den Polen snart
foran, snart efter det Sted, den vilde indtage,
om den gik med jævn Hastighed i denne
Cirkel. Denne bølgeformige Bevægelse kan opløses
i to Bevægelser, en jævnt fremadskridende og en
omdrejende Bevægelse om et jævnt
fremadskridende Punkt. Den første Bevægelse foregaar
aldeles paa samme Maade som den af Solens
Tiltrækning frembragte. Maanens og Solens
Virkning paa den fladtrykte Jord bringer
Ækvators Pol til at beskrive en Lillecirkel omkring
Ekliptikkens Pol. Jævndøgnslinien gaar tilbage.
Dette Fænomen kaldes p. Gr. a. sin Aarsag
Lunisolarpræcessionen. Efter
Newcomb er dens aarlige Beløb = 50,37084″ +
0,00004930″ X (t — 1900) aarlig (Maanens
Virkning = 34,4″, Solens = 16,0″). Den anden
periodiske Bevægelse, der beror paa Maanens
Virkning alene, fører Ækvators Pol i 18,6 Aar i en
Ellipse, hvis store Akse = 18,4″ ligger i
Solhvervskoluren (s. d.), og hvis lille Akse = 13,7″
ligger i Jævndøgnskoluren, og fremkalder
derved smaa periodiske Forandringer i
Ekliptikskraaheden og Jævndøgnspunkternes Stilling;
den kaldes Nutationen.

Hidtil er forudsat, at kun Solen og Maanen
virker tiltrækkende paa den fladtrykte Jord,
men ogsaa Planeterne har Indflydelse, og de
bevirker, at Ekliptikkens Beliggenhed
forrykkes, og derigennem Ekliptikskraaheden
forandres. Derved modificeres
Lunisolarpræcessionen til, hvad man kalder den almindelige
P. ɔ: Stjernernes virkelige Tilvækst i Længde.
Efter Newcomb er dens aarlige Beløb =
50,25641″ + 0,00022229 (t — 1900) aarlig.

Kopernikus har forklaret P. ved en
Bevægelse af Jordaksen omkr. Ekliptikkens Akse,
men han angiver ikke Aarsagen til denne
Bevægelse; denne blev først paapeget af Newton.
Han har givet en approksimativ Beregning af
Solarpræcessionen, derimod har han ikke
behandlet Nutationen; denne blev ogsaa opdaget
gennem Observation af Bradley og meddelt i det
berømte Brev til Earl of Macclesfield (Lond.
1748). 1 1/2 Aar efter Bradley’s Opdagelse
publicerede d’Alembert sit Værk Traité de la
précession des équinoxes
(Paris 1749), hvori han
paaviser Aarsagen til Nutationen og beregner
Præcessionskonstanten skarpere, end Newton
havde gjort. Senere har Euler, Laplace,
Poisson, Poinsot, Serret og Oppolzer beskæftiget sig
med den teoretiske Fremstilling af P. og
Nutationen. Beregning af Præcessionskonstanten er
given af Bessel, Struve, Le Verrier og senest af
Newcomb. Nutationskonstanten = 9,210″ er
udledet af Observationer af bl. a. C. A. F. Peters,
Nyrén, Newcomb og Chandler. (Litt.:
Oppolzer, »Lehrbuch zur Bahnbestimmung der
Kometen und Planeten« I [Leipzig 1882];
Tisserand, Mécanique Céleste II [Paris
1891]; Newcomb, The precessional Constant
[Washington 1898]; Andoyer, Les formules
de la précession
[Bull. astr. XXVIII, 1911]).
J. Fr. S.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0671.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free