- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
651

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Præcisionsmaal - Præcisionsrør - Præcisionsstyring - Præcisionsvaaben - Præcisionsvægt - Prædestination

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Dette P. er imidlertid uheldigt at anvende, naar
ikke rh og rs er tilnærmelsesvis lige store. For
danske Geværer af ældre og nyere Model
haves flg. Værdier (i m) af R, der viser
Skudsikkerheden paa forskellige Afstande for disse
Vaaben:
GeværAfstand, m
2505001000
Musket, Model 18281,60
Tapriffel, Model 18480,351,03
Gevær 18890,100,210,46


Hvorledes ved et moderne Gevær
Skudsikkerheden varierer med Afstanden, ses af
nedenstaaende Værdier (i m) af R:
Afstand, m2504008001200
Gevær 18890,100,170,350,57


Det ses heraf, at P. vokser i et stærkere
Forhold end Afstanden.
(E. P.). C. Q.

Præcisionsrør eller kalibrerede Rør
er Rør af Staal ell. andet Metal, der efter
Fremstillingen er underkastede en Trækning
med det Formaal at præcisere Diameter og
Vægtykkelse.
E. Su.

Præcisionsstyring, se Dampmaskine,
S. 490.

Præcisionsvaaben, moderne, riflede
Haandskydevaaben, mest til militært Brug, med stor
Skudsikkerhed (se Præcisionsmaal).

Præcisionsvægt, se Vægte.

Prædestination (lat.) betyder i Alm. Guds
Forudbestemmelse af de enkelte
Menneskers Skæbne. Overalt, hvor Tanken om Gud
som den absolutte er naaet, vil en saadan
Forestilling nemt fremkomme. Hos Israel er den
religiøse Bevidsthed baaret af Troen paa, at
Gud fra Beg. af har udvalgt det mellem alle
Folkene som sit Ejendomsfolk. Ogsaa den
kristne Menighed opfatter sig som udvalgt af Gud
fra Evighed, Ef. 1, 4; og denne Tro paa at
være udvalgt i Kristus tilegnes af den enkelte
Kristne, som herved finder sin Frelsesvished
garanteret, Rom. 8, 29. 30 (»Deres Navne er
skrevne i Livets Bog«, Fil. 4, 3. Apok. 3, 5).
Der er saaledes ingen Tvivl om, at vi her staar
over for en ægte religiøs Forestilling; den
anvendes særlig af Paulus for at fremhæve Frelsen
som ufortjent: denne grunder sig ikke paa
Menneskets Virken og Gerninger, men paa
Guds fri Naadevalg. Det er i den Belysning, at
Udviklingen i Rom. IX—XI maa ses. Der er
her imidlertid givet en videre teologisk
Udvikling af, hvorledes Gud baade udvælger og
forkaster, og det kan herunder af og til synes,
som om han bliver opfattet som den rent
vilkaarlige Almagt. Heroverfor maa der dog
peges paa, at Maalet er angivet, Rom. 11, 32,
som det, at Gud indeslutter alle under
Ulydighed, for at han kan forbarme sig over alle.

I den kirkelige Dogmatik er
Udvælgelsestanken nærmest fremstillet som en spekulativ
Forudbestemmelseslære. Dens Ophavsmand er
Augustin. Ifølge ham udgør hele
Menneskeheden efter Syndefaldet en Fordærvelsens
Masse, der fortjener at gaa fortabt. Ifølge
sin fri Naade har Gud dog af denne Masse
fra Evighed af udvalgt et vist Antal
Mennesker til Frelse; som en uimodstaaelig
Naturkraft virker Ordet da paa dem, naar de
hører det, hvorimod det preller af paa de
ikke-forudbestemte. Medens den kat. Kirke gav
den menneskelige Fortjeneste en ret vid
Anerkendelse, blev Augustin’s Betragtning, endog i
skærpet Form, optaget af Reformatorerne. Uden
Hensyn til Syndefaldet blev nu Tanken om
Menneskets absolutte Afhængighed af Gud
gennemført. I den reformerte Teologi blev
Forudbestemmelsen ligefrem lagt til Grund for hele
Læreudviklingen. Zwingli tænker i det hele
deterministisk, og Calvin giver den endelige
Formulering af Dogmet. Han lærer en absolut P.,
hvorefter Gud fra Evighed af har bestemt, hvad
der skal ske med hvert enkelt Menneske. Ikke
alle skabes under lige Vilkaar, men for nogle
er det evige Liv, for andre den evige
Fordømmelse bestemt. Ligesom Gud drager den ene
Part, saa forhærder han den anden. Og dette
sker ikke ifølge en Forudviden fra Guds Side,
men altene i Kraft af hans absolutte Villie. For
saa vidt som dette kunde synes uretfærdigt,
svarer Calvin, at det dog er ved sin egen
Brøde, at Mennesket falder. Men ogsaa Melanchton
og Luther (i Skriftet De servo arbitrio)
begynder som afgjorte Tilhængere af den absolutte
P. Melanchton opgiver vel senere denne
Mening; om Luther kan det vel kun siges, at den
senere traadte tilbage hos ham. I den lutherske
Teologi har nemlig Retfærdiggørelseslæren
stadig været Grunddogmet; paa Læren om
Udvælgelsen er der ikke blevet lagt nogen afgørende
Vægt. Først senere opstilles en særegen Teori
om dette Punkt, som gaar ud paa at adskille
mellem den guddommelige Forudviden og
Forudbestemmelse; der skelnes mellem en dobbelt
Villie hos Gud; det er nemlig Guds Grundvillie
at frelse alle, men idet han forudser, hvem der
vil tro, indskrænker han sin virksomme
Udvælgelse til disse.

De uløselige Vanskeligheder ved denne Lære
ligger for Dagen og er heller ikke blevne
glemte af den hist. Kritik. Den fuldt
gennemførte P. vil betyde, at Skylden henføres fra
Mennesket til Gud som Aarsag. Men heller
ikke en Halvhed som den lutherske Kirkelære
kan tilfredsstille. Foruden Vanskeligheden ved
at skelne mellem Guds Forudviden og
Forudbestemmelse taler det mod denne Teori, at hele
Hovedvægten i Virkeligheden lægges paa den
menneskelige Side. I nyere Tid har
Schleiermacher opstillet en ejendommelig Lære, som
gaar ud paa, at Udvælgelsen kun skal angaa
Helheden af Menneskene og ikke de enkelte,
samtidig med, at der dog henvises til en alm.
Frelse som P.’s sidste Maal. Men den religiøse
Interesse spørger ikke om Helhedens, men om
de Enkeltes Skæbne. Kritikken over for
Kirkelæren maa nærmest fremhæve, at det er en
urigtig Erkendelsesmetode, som her er bragt i
Anvendelse. Hvad der er et personligt, religiøst
Spørgsmaal, er gjort til et metafysisk,
spekulativt. Det er berettiget for den enkelte
Troende at føre sin Frelse tilbage til den
guddommelige Naadesvillie som sidste Grund, men det
er uberettiget at gøre denne Villie til et
Forklaringsprincip for Historien. Hvis det sidste
gøres, da maa man forklare, saavel de Ondes

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0673.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free