- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
652

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Prædestination - Prædialservitutter - prædicere - Prædikament - Prædikant - Prædikat - Prædikativ - Prædiken - Prædikerens Bog - Prædikestol

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

som de Godes Skæbne, og m. H. t. de sidste,
om det er Guds Villie ell. Menneskets Villie,
som er den første og egl. Frelsesgrund; men
her staar man over for det umulige. En rigtig
Begrænsning af Opgaven vil imidlertid undgaa
alle disse Vanskeligheder.
F. C. K.

Prædialservitutter (servitútes prædiorum)
benævnes i rom. Ret de Servitutter, der i dansk
Formueret betegnes som (reelle) Servitutter.
Se Servitutter.
C. W. W.

prædicere (nylat.), forudsige.
Prædikation, Forudsigelse.

Prædikament (nylat.), tillagt Egenskab;
hvad der siges om en.

Prædikant (af lat. prædicare, forkynde), i
al Alm. en Mand, der forkynder noget, særlig
dog en gejstlig Mand, der forkynder Evangeliet.
A. Th. J.

Prædikat, se Omsagn. — Ogsaa d. s. s.
Titel.

Prædikativ, se Omsagn.

Prædiken (af lat. prædicare, forkynde),
Betegnelse for den kristelige Forkyndelse af
Evangeliet i Menighedens Forsamling. Til Grund for
P. som dens »Tekst« ligger altid et Skriftafsnit
ell. Skriftsted, og at udvikle og anvende dette
Skriftafsnit paa opbyggelig Maade for
Menigheden er Prædikantens Opgave. Undtagelsesvis
kan et Afsnit af Katekismen danne Teksten. I
saa Fald kaldes P. en Katekismusprædiken.
Efter P.’s forsk. Karakter kan den atter
benævnes en etisk ell. dogmatisk P.,
Opvækkelsesprædiken, Missionsprædiken, o. s. v. De
nærmere Regler for P.’s Udarbejdelse giver
Homiletikken. I formel Henseende skelner
man mellem to Hovedgrupper P., de syntetiske
og de homiletiske. De første samler sig om et
bestemt Tema, saaledes at Tekstens
Tankeindhold grupperer sig i bestemte Led, der følger
med indre logisk Nødvendighed af og efter
hverandre med en orienterende Indledning og
rekapitulerende Slutning. Ang. de homiletiske
P., se Homili. P. hører, som nævnt, egl. kun
hjemme inden for Kristendommen; dog findes
den ogsaa hos Jøderne, og Analogier til den
kan spores inden for Hedenskabet. Den kristne
P. voksede, saa at sige, ud fra den jød.
Synagogetjeneste, jfr Luk. 4, 16 ff., og Jesus førte
selv sine Disciple ind paa at prædike, først og
fremmest ved selv at prædike. P. har da ogsaa
stedse været det Middel, hvorved
Kristendommen har skaffet sig Adgang til Folkeslagene
saavel som til de enkelte Mennesker. I P.’s
Historie staar efter Jesu Tid Apostlenes, og
da. navnlig Paulus’ P. som de store Forbilleder
for Kirkens Forkyndelse, fordi det objektive
Guds Ord her bæres frem af særlig rigt
benaadede Personligheder. Efter Apostlenes Dage
gaar det stærkt tilbage med Kirkens P. Den
opnaar en relativ Blomstringsperiode i Østen,
navnlig i formel Henseende, under Indflydelse
af den klassiske Retorik, omkr. ved Aar 400,
og ligeledes i Vesten ved Slutn. af Oldtiden,
men synker atter i Løbet af Middelalderen,
saaledes at den faktisk ikke var en fast
Bestanddel af den rom.-kat. Gudstjeneste. Op mod
Middelalderens Slutn. var P. ofte helt trængt
til Side. Reformationen skabte med eet Slag P.
en Hovedplads ved Gudstjenesten, og denne
Plads har P. siden, trods megen Vekslen i
Form og Karakter, stadig bevaret i begge de
protestantiske Kirkeafdelinger. Se ogsaa
Liturgi.
A. Th. J.

Prædikerens Bog, hebr. Qohélet, gr.
Ekklesiastes (»Medlem af en Forsamling«), et af
de yngre Skr i det gl. Test. Navnet P.’s B.
skyldes Luther, der opfatter det Uforstaaelige
»Qohelet« saaledes i Tilslutning til Hieronymus’
»conciomator«. Traditionen tillægger Salomo
Skriftet, fordi den Talende foregiver at være
Qohelet, David’s Søn, som har været Konge
i Jerusalem. Dette er dog en rent litterær Form,
der i øvrigt kun opretholdes i de første
Kapitler. Bogen indtager ved sin ræsonnerende og
pessimistiske Karakter en Særstilling i det gl.
Test.: den synes paavirket af hellenisk Aand,
hvilket ogsaa spores i Sproget, der i øvrigt er
stærkt aramæisk farvet. Sandsynligvis stammer
det fra 3. Aarh. f. Kr., er i hvert Fald næppe
ældre. Indholdet af Skriftet, der i sin Form
har en noget planløs Opbygning, er, at alt er
Tomhed. Mennesket faar intet Udbytte af sin
Virken, thi det er afmægtigt. Livsnydelsen, som
Rigdom og Magt skænker, giver intet varigt
Livsindhold, fordi Mennesket ikke er Herre
over den. Alt er fastsat uden om Mennesket af
Skæbnen, der er Udtryk for Guds vilkaarlige
Villie. Derfor har den Vise intet Fortrin for
Taahen, den Retskafne intet for den Onde; der
er intet at stille op mod Uretten, fordi hver
enkelt staar alene. Den praktiske Konsekvens
af disse Betragtninger er, at Mennesket bør
resignere. Det maa vide, at det er i Guds Haand,
og derfor skal det bøje sig for ham, opfylde
sine kultiske Pligter og holde hans Bud. Man
skal adlyde Kongen, i det hele vise
Forsigtighed og ikke vove sig for langt ud; men heller
ikke lade noget uforsømt, der kan give
Udbytte i Livet, derfor være virksom og tage
Glæden, naar man kan. Bogen ender med en
Efterskrift, der paa ny opfordrer til at frygte
Gud, som er Dommer over alt. — P. B.’s
særlige Karakter gjorde, at den kun efter megen
Diskussion optoges i Kanon paa Synoden i
Jamnia (c. 100 e. Kr.). Siden har den været
Genstand for meget forsk. Domme. I nyere Tid
har man søgt at paavise, hvilken gr. filosofisk
Retning Forf. er paavirket af. Denne
Paavirkning kan dog næppe henføres til en enkelt
bestemt Retning, og i hele sit Grundsyn er Skr.
afgjort jødisk. (Litt.: L. Levy, »Das Buch
Qoheleth« [1912]; E. Podechard,
L’Ecclésiaste [Études bibliques, 1912]; Johs.
Pedersen
, »Gammeltestamentlig Skepticisme«
[»Edda«, 1915]).
J. P.

Prædikestol (hertil en Tavle). I oldkristelige
Kirker fandtes ingen egl. P., men Ambo’er,
hvorfra Evangelier og Epistler oplæstes, og
hvorfra Biskoppen stundom for
Bekvemmeligheds og Tydeligheds Skyld kunde holde sin
biskoppelige Prædiken, som ellers lød ex
cathedra
. I den ældre Middelalder tjente
Lectoriet, Pulpituret mellem Kor og Skib, jævnligt
som P., og selv i Italien, hvor P. tidligst
optræder som særligt Inventarstykke, har
»Stolen« antaget adskilligt af Lectoriets Præg; den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0674.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free