Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Præstegaarde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Præsterne paa Landet i Danmark til Bolig og
Underholdning. Allerede i Jydske Lov omtales
de som fritagne for Leding, og i fl.
Haandfæst-ninger fra 14. Aarh. tillægges der dem
Skattefrihed. I den kat. Tid tilkom Herligheden over
P. Biskoppen, ved Reformationen overgik den
til Kronen. Ved Gejstlighedens Privilegier af
24. Jan. 1661 § 4 bestemtes det, at enhver Præst
maatte af Kongen tilforhandle sig sin
Præstegaards Bygning, og ved en Frd. af 19. Jan. 1664
fastsattes Betalingen til 100 Rdl. for hver
Gaard. Ved Købet erhvervedes ikke egl.
Ejendomsret, men kun Ret til at besidde Gaarden,
indtil Eftermanden indløste den.
Indløsningssummen var som Regel fastsat til
1000 Kr. Præstegaardsjorder var tiendefri og
har opr. ogsaa været skattefri, men den sidste
Frihed er bortfalden ved Lov om
Hartkornsudjævningen af 20. Juni 1850. Efterhaanden var
Præstegaardene, der i Reglen havde samme
Størrelse som Stedets Bøndergaarde, ved
Bortsalg blevet formindskede en Del, og ved Lov
af 4. Oktbr 1919 blev det bestemt, at
Præstegaardsjorderne ved Ledighed skulde udstykkes
til Husmandsbrug, dog saaledes at
Menighedsraadet kan forlange, at 12 ha middelgod Jord
skal blive tilbage ved Præstegaarden.
Bestyrelsen af Præstegaardene og disses
Vedligeholdelse paahviler nu Menighedsraadene, se Lov
af 30. Juni 1922 § 34 ff. I Købstæderne var det
opr. en Forpligtelse for Kirken at forsyne
Præsterne med Bolig og vedligeholde den paa
Kirkens Bekostning. Hvor der nu er Præsteboliger
i Købstæderne, tilhører de med ganske faa
Undtagelser Embedet og bestyres og
vedligeholdes af Menighedsraadet.
V. H.
De norske Præster havde opr. ikke P.,
men fik sig efterhaanden ud igennem de første
kristne Aarhundreder saadanne anviste af det
ved Testamenter stadig voksende Mensalgods.
Ofte var de dog smaa og lidet indbringende, et
Forhold, som imidlertid lidt efter lidt bedredes,
og mangesteds slog over i det modsatte, idet P.
hyppig var en af Bygdens allerbedste og største
Gaarde. I Reglen laa Kirken paa P.’s Grund,
hvilket i mange Tilfælde foranledigede, at P.’s
Navn gik over paa Sognet ell. Præstegældet.
Undertiden ombyttedes P. med en anden,
Embedet tillagt Gaard. Præsten betragtedes som
Bruger, ikke som Ejer af P., hvorimod
Ejendomsretten i visse Anvendelser udøvedes af
ham i Egenskab af Embedets nærmeste Værge,
i andre Anvendelser derimod af den katolske
Biskop og dennes Efterfølger, den
protestantiske Konge, der igen lod sine hidhørende
Rettigheder gøre gældende gennem sine
administrative Organer, efter 1660 »Kancelliet«, efter
1814 »Kirkedepartementet«. I P.’s økonomiske
Anliggender og især ved Spørgsmaal om deres
Salg optraadte konkurrerende med Kancelliet
ogsaa »Rentekammeret«, en Modsætning, der
efter 1814 atter ophørte (jfr især Lov om det
beneficerede Gods af 20. Aug. 1821). Den
Kongen tilliggende Rettighed til P. benævntes i 17.
og 18. Aarh. med et Udtryk, hvis
begrebsmæssige Indhold dog vedblev at være upræciseret
og til Dels bestridt, hans »Herlighed« over dem.
I Kraft af denne Kongens Ret blev der ogsaa i
Norge (især 1723—24) forhandlet om at sælge
P.’s Huse til Embedets Indehaver, uden at
Foranstaltningen endelig iværksattes. De P.
tilhørende Skove inddroges derimod direkte
under Rentekammerets Tilsyn, og Præsternes Ret
til Aavirke indkrænkedes til Gaardenes
Fornødenhed. Ved de, navnlig efter 1814 meget
hyppige Delinger af Sognekald udlagdes for de
ny Embeder fremdeles P. af det øvrige
Mensalgods, hvor der da ikke, som ogsaa skete og
sker, indkøbtes ny Gaarde for Regning af
»Oplysningsvæsenets Fond« (s. d.). Af dette
bestrides ogsaa Udgifterne ved de nu og da
forekommende Udvidelser af ældre P., Hænder det
omvendt, af en ell. anden Grund, at P.
mangler i et Sognekald, tilstaas der af samme Fond
Præsten en Afsavnsgodtgørelse. Saadan Ret til
P. havde tidligere kun Sognepræster og
residerende Kapellaner; men 1921 blev Retten
udvidet til Kaldskapellaner og Trediepræster i
Landskald, som ikke er sikret Bolig ell.
Huslejegodtgørelse af Kommunen ell. paa anden
Maade (Lønningsloven af 14. Juli 1897 § 29,
ændret ved Lov af 25. Febr 1921). At en hel P.
sælges, er i nyere Tid sjælden, men indtræffer
lejlighedsvis, især i Hensigt at anskaffe ny. Til
Byggearbejder paa P. faar Præsten, foruden
Laan, undertiden ogsaa gratuite Bidrag af
nævnte Fond, sjældnere derimod til selve
Gaardsdriften. I Bebyggelsesøjemed anvendes desuden
et nyere Fond, »Præstegaardsfondet« (s. d.),
opkommet ved Salg af overflødige Dele af store
P., iflg. L. 19. Juni 1882. Mod denne Lov var
der meget stærk Modstand, idet det blev
hævdet, at P. var det enkelte Embedes Ejendom og
opr. skænket til dette Brug af
Menighedsmedlemmer. Efter Lovens Ikrafttræden anlagde en
Del Kommuner Sag mod Staten for at faa
Loven af 1882 kendt ugyldig, for saa vidt den
greb ind i Embedets formentlige Ejendomsret
til P. Ved Højesterets Dom af 19. Novbr 1910
(»Norsk Retstidende«, 1911, S. 106 ff.) blev
denne Paastand forkastet. Derimod fandt
Spørgsmaalet om Ejendomsretten til P. ingen positiv
Afgørelse i denne Dom. Den af Hertzberg
hævdede Opfattelse, at ikke Staten, men
Oplysningsvæsenets Fond ejer P., deles af
Kirkedepartementet, som i de senere Aar ikke plejer
at sælge P., men bortfæster dem paa 99 Aar.
Hvad angaar Præsternes øvrige Retsforhold til
P., Ophævelsen af den Menighederne tidligere
paahvilende Pligt til at vedligeholde visse af
dens Huse, det offentlige Tilsyn med disse o.
s. v., se Lov om gejstlige Embedsgaarde af 14.
Juli 1897. En revideret Udgave af denne
Præstegaardslov udk. 28. Juni 1924. Den indfører den
vigtige Forandring, at P. skal vedligeholdes af det
Offentlige, men Præsterne skal betale saa stor
Afgift for Bolig og Brug af P., at Udgifterne til
Vedligehold deraf dækkes. (Litt.:
Taranger, »Om Ejendomsretten til de norske P.«
[Kria 1896]; E. Hertzberg, »Om
Ejendomsretten til det norske Kirkegods« [Kria 1898];
og herimod atter Taranger i »Norsk
Retstidende« [1902]; Indstilling fra
Lovkommissionen af 1890 til Lov om gejstlige
Embedsgaarde [1890]).
(E. H.). Abs. T.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
