Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Præstekraver - Præstelus - Præstelønningskasse - Præstepenge - præstere - Præsteseminarium - Præstestand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nær ved de her omtalte, i Nordamerika
saaledes Æ. semipalmata Bp., kun lidet forsk. fra
P., vidt udbredt desuden Æ. vacifera L., kaldet
Kill-deer efter dens Skrig, i Sydamerika Æ.
falklandiæ, medens andre Arter findes i
Australien og paa Ny Zealand.
O. H.
Præstelus (bot.), se Snærre.
Præstelønningskasse. I hvert Pastorat
findes en P., der bestyres af Menighedsraadet, og
hvori indgaar Indtægten af
Præstegaardsavlingen, Afløsningssummerne for Højtidsoffer samt
Offer og Akcidenser o. a. saakaldte
Hjemmemidler. Heraf afholdes Udgiften til
Præstegaardens Vedligeholdelse og en i hvert enkelt
Tilfælde nærmere fastsat Del af Præstens Løn,
medens Resten udredes af Præsteembedernes
Fællesfond under Stiftsøvrighedens Bestyrelse,
jfr Præstelønningslov af 30. Juni 1922 § 63.
V. H.
Præstepenge (se D. L. 2—12—5 og for
Kjøbenhavn Pl. 21. Septbr 1814) udgør i Danmark
en Del af Præsternes særlige Indtægter i
Købstæderne. I Kbhvn, hvor P. efter Pl. 1814
sloges sammen med Degne- og Klokkerpenge,
skulde Skatten udredes efter de Summer, hvorfor
de enkelte Husfædre tegnede sig, dog at den
saaledes tilvejebragte Fortegnelse skulde
revideres af en for hvert Sogn nedsat særlig
Kommission. Praksis bevirkede, at de nævnte
Kommissioner paalignede P. som en Art Formue-
og Lejlighedsskat, til Dels efter forsk.
Principper i de enkelte Sogne. Den nuv. Ordning
beror paa L. af 14. Apr. 1904 i Forbindelse
med den efter L. af 28. Juni 1920 hjemlede
Tillægsligning. Beløbet, der opkræves af Kbhvn’s
Kommune, udgjorde i Gennemsnit for Femaaret
1914—15 til 1918—19 c. 372000 Kr, i 1920—21
1105000 og i 1921—22 1457000 Kr.
C. T.
præstere (lat.), yde; Præstation, Ydelse.
Præsteseminarium, d. s. s.
Pastoralseminarium.
Præstestand. I de fleste Religioner udgør
Præsterne en særlig Stand (Gejstlighed i
Modsætning til Lægmandene) som de, der paa
Statens Vegne fuldbyrder de religiøse Pligter
over for Guddommen. I Kristendommen, der
forkaster Troen paa National- og
Statsguddomme, fastslaar Troen paa een almægtig Gud og
dermed ogsaa det alm. Præstedømme, er der
egl. ikke Plads for en Præstestand, men da
Kristendommen blev Statsreligion, blev
Præsterne betragtede som en Stand, og snart kom
de til at staa som en Stand over de andre
Stænder (se Hierarki). Naar P. i Middelalderen
var den første politiske Stand, saa gælder det
egl kun Bisperne og de højere Prælater, som
handlede paa det lavere Præsteskabs Vegne;
den havde sit særlige Overhoved i Paven, og i
Ideen, og for en stor Del af Europa ogsaa i
Virkeligheden, havde den sin særlige
Værneherre i den rom. Kejser. De første danske
Bispedømmer oprettedes af Paven og
stadfæstedes af Kejseren, og ogsaa uden for
Kejserriget bad man i Middelalderen i
Kirkebønnen for »kejserlig Majestæt«; ikke uden Grund
beraabte de danske Prælater sig 1527 og 1530
paa Kirkelov og Kejserlov ved Siden af
Landsloven, de kgl. Haandfæstninger og Recesser.
Knud den Hellige gav Bisperne Rang og Sæde
over de verdslige Fornemme eller Hertuger,
»fordi han ikke vilde lade Besidderne af et
saa stort Navn blive iblandt de Private, men
meget mere øge deres Anseelse ved
Æresfortrin« (Sakse). Herved lagdes Grunden til en
gejstlig Adelsstand som første Rigsstand, da
Folkeforsamlingerne i 13. Aarh. udviklede sig
til Stænderforsamlinger. I Rigsraadet havde
Bisperne og nogle af de højere Prælater
(Priorerne i Antvorskov og Dalum, Abbederne i
Sorø, Ringsted og Esrom. Provsterne i
Roskilde, Børglum, Viborg og Dalby) de
indflydelsesrigeste og fasteste Pladser, og under en
Tronledighed kunde en Biskop (Joachim Rønnow)
kalde sig Konge i sit Stift som Formand for
Provinsens andre Rigsraaden Ved
Reformationen ophørte Præsterne med at være en særlig
Rigsstand, de blev kgl. Embedsmænd og fik lige
saa lidt Plads i Rigets Repræsentation som de
øvrige Embedsmænd. I 17. Aarh. kom Præsterne
atter til at udgøre en særlig Rigsstand, ligesom
de var det i Sverige; det skete derimod ikke i
Hertugdømmerne, hvor Prælaterne optraadte
som Dignitarer, paa Landdagene udelukkende
som verdslige Bestyrere ell. Indehavere af
kirkelige Ejendomme. I Slutn. af 16. Aarh.
indkaldtes undertiden Repræsentanter for P. for
at raadslaa om, Skatteansættelser og 1584 for at
hylde Tronfølgeren, og da regnedes til P.
ogsaa Indehaverne af Domkapitlernes Prælaturer
og Universitetsprofessorer, men 1608 indkaldte
Christian IV P. til Tronfølgervalget; det var
første Gang efter Reformationen, at den
danske P. i Lighed med den sv. udøvede en
virkelig politisk Ret. Fra nu af og indtil 1661 er
der ingen Rigsdag, hvor P. savnes som den
næste efter Adelen og den første af de Ufri
(Borgere og Bønder), men da det kun var
Udskrivninger af Krigsskatter, der forelagdes
Rigsdagene, blev dens Deltagelse af mindre
Betydning, den fik aldrig Lejlighed til og følte sig
heller næppe kaldet til at udtale sig om
kirkelige Anliggender. P. optræder sidste Gang som
Rigsstand, da den (10. Jan. 1661) underskrev
Arveenevoldsakten. Mindet om dens politiske
Selvstændighed forplantedes en Tid lang i
Skatteinddelingen og i enkelte retslige Forhold,
men Lovgivningen kender kun to Stænder,
adelig og borgerlig. Naar det 1834 bestemtes, at to
Gejstlige og een Universitetslærer ved Kongens
Valg skulde have Sæde i
Stænderforsamlingerne, var dette politiske Kald grundet paa de
aandelige Interessers Tarv, som Standen tjente.
I Sveriges Stænderforsamlinger i nyere Tid
har P. spillet en stor Rolle. Præsterne var
Førere for de ufri Stænder, og i 17. Aarh. var de
sin Tids »Folketribuner«. I Tidsrummet
1830—40 gav P. de vigtigste Bidrag til
Forhandlingerne. Med Grundloven af 1866 ophørte P. at
være en særlig Rigsstand, men gennem
Kirkemøderne udøver den stadig en stor Indflydelse
paa Kirkens Styrelse. I Finlands Landdag
udgjorde P., hvortil ogsaa
Universitetsprofessorerne hørte, indtil 1915 den anden Stand;
sammen med Bondestanden stod den som
Konservatismens Bærer. (Litt.: Engelstoft,
»Om Gejstligheden som Rigsstand i Danmark
efter Reformationen« i »Historisk Tidsskrift«, 2.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
