Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest / 674 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pschent - Pschrevalskij - Psefisma - Psefit - Pselaphidæ - Psellos, Michael - Pseudarthrose - Pseudepigrafer - Pseudo- - Pseudoakonitin - Pseudobasilidianere - Pseudobrookit

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

afbildedes ofte prydet med P. P. er en
Dobbeltkrone sammensat af og , af hvilke den
første, der er hvid, symboliserer Herredømmet
over den sydlige Del af Verden, medens den
sidste, der er rød, betegner, at den, der bærer
den, behersker den nordlige Halvdel af
Verden. Da Ægyptens Konger i Virkeligheden ikke
herskede over synderlig mere af Jorden end
Ægypten, og da dette bestaar af to Dele,
Sydægypten (Nil-Dalen) og Nordægypten (Deltaet
og den lige S. derfor liggende nordligste Del
af Nil-Dalen fra Memfis af), er P. Symbol paa
Herredømmet over Øvre- og Nedreægypten,
altsaa hele Ægypten.
V. S.

Pschrevalskij [p∫ræ’va£sk_ij], d. s. s.
Prshevalskij.

Psefisma [gr. ’psé-], Folkebeslutning. I det
antikke Athen maatte der ikke gøres Forslag til
et P., uden at der forelaa en Indstilling fra
Raadet, og P. maatte ikke stride mod Lovene.
De vedtagne P. blev ofte offentliggjorte i Form
af Indskrifter, som opstilledes paa Akropolis,
og hvoraf mange er bevarede.
H. H. R.

Psefit (af gr. ψήφος, lille Sten) er en af
Brogniart 1813 indført Betegnelse for visse
Sten arter. Efter den af Naumann noget
udvidede Definition omfatter P. alle Stenarter,
som bestaar af sammenkittede, grove
Fragmenter (større end Ærter); P. med skarpkantede
Fragmenter er Breccie. med afrundede
Fragmenter Konglomerat.
(N. V. U.). O. B. B.

Pselaphidæ, se Køllebiller.

Psellos, Michael, byzantinsk Forf., født
1018. var først Sagfører og Dommer, senere
kejserlig Sekretær og fik stor politisk
Indflydelse. En Tid var han Prof. i Filosofi i
Konstantinopel, men kom senere igen ind i en
politisk Stilling og var Førsteminister under
Kejser Michael VII (1071—78). Han maa
betegnes som sin Tids første litterære
Personlighed og var inde i omtr. alle Videnskaber.
Han har efterladt sig en stor Mængde Skrifter
af meget broget Indhold, deriblandt forsk.
Studier over Oldtidsfilosoffer, bl. hvilke han satte
størst Pris paa Platon, hvis Overensstemmelse
med Kristendommen han søgte at paavise.
Fremdeles skrev han naturvidenskabelige
Arbejder, teol. Skrifter, dels af eksegetisk
Indhold, dels Stridsskrifter mod Kættere, et
Skrift om Athens Topografi, grammatiske Skr
paa Vers, jur. Værker, en hist. Kronografi, som
behandler Tiden 976—1077 (temmelig partisk);
endelig Digte, Taler og Breve. En Del af hans
Skr findes i 122. Bd af Migne’s »Patrologi«,
Kronografien er udg. af Sathas (London 1899),
men mange af hans Skr er endnu slet ikke
udgivne. (Litt.: Krumbacher, »Gesch. d.
byzantinischen Litt.« [2. Udg., S. 433 ff.).
H. H. R.

Pseudarthrose [(p)sæ^udarr’tro.s_ə) kaldes den
Tilstand, som indtræder, naar et Knoglebrud
ikke heler, idet der ikke kommer en benet
Sammenvoksning af Benenderne. Aarsagen til
den manglende Heling er ofte en stærk
Forskydning af Bruddet, saa at de 2 Brudender
ligger langt fra hinanden, ell. den skyldes, at
der har forskudt sig Bloddele (Muskler, Fascier)
ind mellem Brudenderne. P. kan ogsaa, om
end langt sjældnere, opstaa ved Betændelse i
Knoglen, naar denne medfører, at et Stykke af
Knoglen gaar til Grunde, saa at Knoglens
Kontinuitet derved afbrydes. P. viser sig ved, at
der er en abnorm Bevægelighed paa det syge
Sted af Knoglen. Denne abnorme Bevægelighed
kan være overordentlig stor, men som oftest er
de 2 Knogle ender forbundet med hinanden ved
mere ell. mindre stramt Arvæv, hvorved den
abnorme Bevægelighed formindskes. I
sjældne Tilfælde sker der en Afglatning af de 2
Knogleender og det omgivende Bindevæv
fortætter sig omkr. dem som en Slags Kapsel,
saaledes at der opstaar et falskt Led
(Nearthrose). Generne ved P. er forsk., efter
hvilken Knogle der er lidende og hvor stor
Løsheden er. P. af et Ribben vil saaledes næppe
genere, medens f. Eks. P. af Laarbenet vil
vanskeliggøre ell. umuliggøre Gangen.
Behandlingen bestaar i Bandager ell. nok saa hyppigt
Operation.
V. Sch.

Pseudepigrafer [’(p)sæ^ud-] (gr.: Skrifter,
der er satte i Omløb under et falsk
Forfatternavn). Det forekom i Oldtiden meget hyppig,
at man for at vinde Opmærksomhed for sin
Opfattelse ell. af andre Grunde opgav et ell.
andet kendt Navn som Forf. til sit Skrift. Ethvert
saadant Skrift kan man kalde en P. Imidlertid
har ogsaa Udtrykket en mere begrænset Bet.,
idet man stiller Betegnelsen i Forhold til den
nytestamentlige og atter ganske særlig til den
gammeltestamentlige kanoniske Skriftsamling.
Uden for den gammeltestamentlige Kanon staar
efter protestantisk Opfattelse baade Apokryfer
og P. Men medens man ved Apokryfer
forstaar en bestemt Række Bøger, om hvis
kanoniske Stilling man har været uenig, og som
den kat. Kirke i Modsætning til den
protestantiske har optaget i Kanon, saa forstaas der ved
gammeltestamentlige P. de Skr. som uden at
høre hverken til den egl. Kanon ell. til
Apokryferne har gjort Fordring paa Autoritet ved at
fremkomme under Forfatternavne, hentede fra
det gl. Test. De vigtigste bl. dem er Salomon’s
Salmer. Henok’s Bog, Moses’ Himmelfart, 4.
Esra Bog, Baruk’s Apokalypse, Abraham’s
Apokalypse, de tolv Patriarkers Testamenter,
Jubilæernes Bog og Jesaja’s Martyrium.
Naturligvis findes der ogsaa mange nytestamentlige
P., men her er der ikke, som ved de
gammeltestamentlige, nogen hist. Grund til at skelne
skarpt mellem P. og Apokryfer.
(J. P. B.). A. Th. J.

Pseudo- [’(p)sæ^udo-], i Sammensætninger:
falsk, uægte, uegentlig.

Pseudoakonitin [’(p)sæ^u], se Akonitin.

Pseudobasilidianere [’(p)sæ^u-], en gnostisk
Sekt omkr. ved Aar 200, der erklærede sig for
Tilhængere af Basilides, men som
omdannede hans religionsfilosofiske System og
navnlig fremkom med en udførlig Lære om
Abraxas. Abraxas var for dem den højeste
Guddom. De forfaldt snart til Usædelighed.
A. Th. J.

Pseudobrookit [’(p)sæ^u-bru.-], et sort og
diamantglinsende ell. halvmetallisk Mineral,
som bestaar af Jerntveilte og Titansyre (2Fe₂O₃.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>