- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
689

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ptolemaios, Klaudios

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

men ikke betydeligste. Hans Hovedfortjeneste
bestaar i at have samlet og videre bearbejdet
til et afsluttet System, hvad han forefandt af
astronomiske Data og Ideer fra sine Forgængere
og da hovedsagelig Hipparch. Men naar man
har ment, at der hos ham fandtes omtalt alt,
hvad der før ham var arbejdet i Astronomien,
er dette ikke Tilfældet, thi Eudoxos’ Teori
nævnes ikke. Heller ikke er den Anskuelse
rigtig, at P.’s Arbejde kun har været
kompilatorisk, at alle de deri indeholdte Observationer
ikke var foretagne af ham selv, men af hans
Forgængere, hvis Arbejder er gaaede tabt.
Senere Studier af P.’s store Værk Μεγαλη
Συνταξις (i Modsætning til Μικρος
αστρονομουμενος) rigtigere Μαθηματικά, har vist, at P. var
mere end en Kompilator, og at han ogsaa har
anstillet Observationer, der er benyttede til
videre Udvikling af den geocentriske Teori for
Himmellegemernes Bevægelse, som bærer
Navnet det Ptolemæiske Verdenssystem.
Forudsætningen for dette System var, at Jorden stod i
Verdens Centrum, samt at alle Vandrestjerner,
hvortil ogsaa Solen og Maanen regnedes,
bevægede sig med jævn Hastighed om denne.
Men for at forklare den iagttagne ujævne
Bevægelse hos Solen havde Hipparch antaget, at
Solen bevægede sig i en ekscentrisk Cirkel i
Forhold til Jorden; dette kunde lige saa godt
forklares ved, at Solen bevægede sig i en
Epicykel, og den første Cirkel (Deferens) havde
Jorden i Centrum. P. slutter sig for Solen til
Hipparch og har i sin Solteori, der er
fremstillet i 3. Bog af Syntaxis, ikke tilføjet noget
væsentlig nyt. Han har kun benyttet nyere
Observationer for at forbedre Elementerne for
Solbanen. For Maanen, hvis Teori er fremstillet
i 4. og 5. Bog af Syntaxis, maatte P., for at
forklare den af ham opdagede anden
Ujævnhed i Maanens Bevægelse, Evektionen, benytte
saavel den ekscentriske Cirkel som Epicykel.
Men i denne sin Teori har han ikke taget
Hensyn til, at denne forlanger, at Maanens Afstand
forandres, og det saa meget, at dens
tilsyneladende Diameter maatte undergaa større
Variationer, hvilket strider med Observationerne.
For Planeterne, hvis Bevægelse er for det meste
direkte, men til sine Tider retrograd, benyttede
P. Epicykel og den ekscentriske Cirkel, men
medens ved de to nedre Planeter Merkur og
Venus der blev antaget, at Centeret af Epicykel
bevægede sig paa den ekscentriske Cirkel med
samme Hastighed som Solen, var denne
Bevægelse langsommere for de øvre Planeter Mars,
Juppiter og Saturn og langsomst for Saturn.
Bevægelsen i Epicykelen blev derimod hurtigere,
jo længere Planeten var fjernet fra Jorden, ved
Saturn var denne Bevægelse kun ubetydelig
langsommere end ved Solen. Paa Grundlag af
Observationerne søgte P. at bestemme
Størrelsen af Radien for Epicykelen og Deferensen
samt dens Ekscentricitet, og han finder, at ved
de øvre Planeter bliver Epicykelen stedse
mindre i Forhold til Deferensen, jo længere
Planeten er fjernet fra Jorden. Planeternes Teori
er fremstillet i 9.—13. Bog af Syntaxis. I 7. og
8. Bog har P. meddelt sin Stjernekatalog paa
1022 Stjerner, henført til 137 e. Kr. Denne
Katalog, der fordeler Stjernerne i 48
Stjernebilleder, har enkelte, som Delambre, antaget for
helt at være Hipparch’s tabte Katalog, af P.
med en Forøgelse af alle Længder med 2° 40′
henført til hans Tid. Tyge Brahe var den første
(Opera II, III), som udtalte denne Anskuelse, og
dette blev gentaget af Flamsteed. C. H. F. Peters
har derimod søgt at bevise, at den ikke er en
direkte Kopi af Hipparch, og Boll har henvist
til, at Hipparch’s Katalog kun indeholder 850
(højst 880) Stjerner, men i saa Fald maatte
de manglende 172 (142) Stjerner være blevne
tilføjede af andre. P. Björnbo har derimod
hævdet, idet han støtter sig til Al-Battani Opus
astronomicum
, at P.’s Katalog er en Kompilation
af Hipparch’s og Menelaos, reduceret til P.’s
Tid med falsk Værdi for Præcessionen (1° i
100 Aar). Efter dette skulde P.’s Stjernekatalog
ikke gælde for nogen bestemt Epoke. J. L. E.
Dreyer har derimod i to Afh. i Monthly
Notices
77 og 78 bevist, at denne Katalog er et
selvstændigt Arbejde af P., og at han har
refereret sine Stjernepositioner til Solen, men for
denne benyttet sine mindre nøjagtige Tabeller.

Foruden disse Ting indeholder Syntaxis et
Afsnit om Formørkelser og deres Forudsigelse,
samt den af P. benyttede Metode for at
bestemme Maanens og Solens Afstand. For
Maanen finder han en Værdi, der nærmede sig
den sande, medens han sætter Solens Afstand
til 20 Gange Maanens, den virkelige Afstand er
derimod 20. 20. Syntaxis blev meget studeret i
Oldtiden og gentagne Gange kommenteret,
saaledes af Theon Alexandrinus, men af denne er
der kun Brudstykker bevaret. En Samling af,
hvad der er bevaret, er c. 1400 paabegyndt paa
Athos og ført videre af Bessarion. Der
mangler nok nogle Stykker, som til Dels kunde
suppleres af Pappos’ Kommentar, der ligger til
Grund for Theon’s Arbejde. Halma’s Udgave
(Paris 1821) er mindre tilfredsstillende og
heller ikke fuldstændig, en ny Udgave er
forberedt af Fr. Hultsch. Paa Arabisk blev
Syntaxis første Gang oversat af El-Haggag b. Jûsuf
b. Matar (786—835) og senere af andre og fik
paa Arabisk Navnet tabrir al magesthi, alm.
kaldet »Almagest«. I Europa blev Syntaxis først
kendt gennem en Overs. til Latin fra Arabisk,
udført i 12. Aarh. af Gerardus Cremonensis,
men denne indeholdt en Del arab. Udtryk, som
ikke er overs. paa Latin. Den blev trykt i
Venedig 1515. En lat. Overs. efter den gr. Tekst,
udført af Georgius Trapezuntius, udkom i
Venedig 1525 og er senere optrykt. Den første gr.
Udg. udkom i Basel 1538 ved J. Camerarius.
Den omhyggeligste gr. Udg. er besørget af J.
L. Heiberg (Leipzig 1898—1903) med Bidrag af
Carlsberg-Fondet. Overs. i et levende Sprog
er givet paa Fransk af Halma (2 Bd, Paris
1813—16) og paa Tysk af Karl Manitius
(Leipzig 1912—13). Den gr. Overleverelse spalter sig
i to, en repræsenteret af tre meget gamle
Haandskrifter, som gaar tilbage til
Nyplatonikerne (Proklos) og en alexandrinsk, som er
bevaret i to yngre og mindre værdifulde
Haandskrifter, men kan kontrolleres ved
alexandrinske Kommentatorer. Udnyttelsen af den arab.
Tekst er endnu ikke paabegyndt.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0713.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free