- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
707

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pulpitis - Pulpitum - Pulpitur - Pulpwood - pulpøs - Pulque - Puls

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Pulpitis, Betændelse i púlpa (»Tandnerven«),
se Tænder.

Pulpitum (lat.), Tribune, Skueplads, Scene.

Pulpitur (af lat. púlpitum, se Pult), et
Galeri ell. et ophøjet og aflukket Rum med
Stolestader i en Kirke. Ordet forekommer i
Dansk fra 17. Aarh.’s Beg.; i Frederiksborg
Slots Inventar af 1650 anvendes det om
Trompeternes Balustrade i Dansesalen. Orgel- og
Sangerpulpitur var ogsaa kendte i Kirkerne
allerede fra Middelalderen. Alm. blev Brugen
af kirkelige P. især i Slutn. af 17. og i 18. Aarh.,
dels aabne P. langs Skibets vestre ell. nordre
Væg, som væsentlig skulde afhjælpe
Pladsmangelen, og hvor de unge Karle havde Sæde,
dels lukkede Herskabspulpiturer, hvor
Rangspersoner kunde bivaane Gudstjenesten bag
Glasruder og Gardiner, forholdsvis lunt i de
uopvarmede Kirker. Visse Købstadskirker blev helt
overfyldte med P., hvoraf de fleste nu atter er
fjernede, og i enkelte ny Kirker fra 18. Aarh.
indgaar P. endogsaa som faste Bestanddele af
Rummets Arkitektur.
C. A. J.

Pulpwood [’pu£wud] (engelsk) er et i
Træhandelen meget brugt Navn for Papirtræ (s. d.).

pulpøs (lat.), kødrig.

Pulque [’pulkə], se Agave.

Puls. Den bedste Definition af P. er givet af
den fr. Fysiolog E. J. Marey (1863) og lyder:
»P. er den Fornemmelse af pludselig Løftning,
som Fingeren mærker, naar den føler paa en
Pulsaare. Aaren, som lader sig sammentrykke,
bliver pludselig haard, hver Gang en
Hjertesystole (Sammentrækning af Hjertekamrene)
forøger Blodtrykket i Pulsaarerne«. P.
fremkaldes altsaa af Hjertets rytmiske
Sammentrækninger, og P.’s Rytme (Antallet af Pulsslag i et
Minut) svarer til Hjertesammentrækningernes.
Hver Sammentrækning af Hjertekamrene
driver Blod ud i Pulsaarerne; herved opstaar en
forbigaaende Forøgelse af Blodtrykket, og denne
Ændring i Trykket fremkalder en Bølge,
Pulsbølgen, der forplanter sig langs Pulsaarernes
elastiske Vægge med en Hastighed af c. 7 m i
Sek., indtil den taber sig ved Pulsaarernes
Overgang i Haarkarrene. Hastigheden, hvormed
Pulsbølgen løber langs Pulsaarernes Vægge, har
intet at gøre med Blodstrømmens Hastighed
inde i Aarerne (om disse Forhold og om P.’s
Afhængighed af Hjertets Sammentrækninger, se
Hjerte).

Naar man taler om P., tænker man som
Regel paa den beskrevne P. i Pulsaarerne, der
fremkaldes ved Hjertekamrenes
Sammentrækninger. Sammentrækningerne af Hjertets
Forkamre fremkalder en P. i de store Blodaarer,
nærmest Hjertet, men denne »Venepuls«, som
løber i modsat Retning af Blodstrømmen i
Blodaarerne, forplanter sig kun et kort Stykke ud
i Blodaarerne. nemlig til den træffer de første
Veneklapper (se Blodaarer). Denne
Venepuls kan derfor kun iagttages paa den
nederste Del af Halsen. I det flg. tales der foreløbig
ikke om denne, men kun om P. i Pulsaarerne.

Der findes P. i alle Pulsaarer, men den kan
kun føles (og undertiden ses) i de overfladiske
Pulsaarer. Man benytter saa godt som altid
Pulsaaren paa Underarmens Tommelfingerside
(Arteria radialis) til Undersøgelse af P. Denne
Pulsaare ligger nemlig overfladisk og har et
fast Underlag i Spolebenets (Radius) Forflade,
mod hvilken den kan sammentrykkes. Man
føler P. ved at anbringe højre Haands Pege-
og Langfinger paa Arteria radialis lige under
Haandleddet og trykke lettere ell. stærkere
(eventuelt bevæge Fingrene lidt frem og tilbage
langs Pulsaaren).

P. kan ogsaa undersøges ved et Apparat
(Sphygmograf), som anbringes paa Arteria
radialis
og skriver P. op i Form af en Kurve
paa en Papirstrimmel, der bevæger sig
gennem Apparatet. En saadan Pulskurve danner
en Bølgelinie. Hver Bølge svarer til et
Pulsslag, men har foruden sin Top en mindre
Forhøjning paa Bølgeliniens nedadgaaende Del (den
dikrote Tak, se Hjerte). P.’s Rytme er
forskellig hos forskellige Dyr, i Gennemsnit f. Eks.
pr Minut c. 40 Pulsslag hos Hesten, c. 70 hos
Svinet, c. 120 hos Katten og c. 150 hos Kaninen.
Hos koldblodede Dyr retter P.’s (og
Hjerteslagets) Hyppighed sig efter den ydre Temp.

Hos Mennesket har Undersøgelse af P. været
benyttet i Lægevidenskaben siden de ældste
Tider og har stadig stor Bet. Lægen ikke blot
tæller P.’s Rytme (Frekvens, Antallet af Slag
pr Minut), men iagttager med Følelsen ogsaa
fl. a. Ejendommeligheder ved Pulsslaget, af
hvilke de vigtigste nævnes i det følgende:

Hos et voksent Menneske i Hvile er P.’s
Rytme i (Gennemsnit 72 Slag i Minuttet. Hos
Nyfødte er Pulsrytmen mellem 110 og 150, hos
10-aarige Børn omkr. 90. Pulsrytmen bliver
hurtigere ved Muskelbevægelser og kan under
hurtigt Løb stige op til 120 (ell. mere). Efter
et Maaltid er Rytmen ogsaa noget forøget,
og Sindsbevægelser kan gøre Pulsen meget
hurtig. Under Sygdomme forandres Pulsrytmen
ofte; mest kendt er det, at den forøges under
Feber. Ved Hjertesygdomme kan P. baade være
hurtigere og langsommere end normalt. Mange
andre Sygdomme har Indflydelse paa Pulsens
Rytme. P. kan have forsk. »Størrelse« efter
Pulsaarernes Fyldningstilstand og Hjertets Kraft:
en stor P. og en lille P. Man taler om en haard
P., naar Pulsaaren vanskeligt sammentrykkes,
fordi Blodtrykket er højt, og omvendt om en
blød P. ved lavt Blodtryk. Naar Pulsbølgen
hurtigt naar sit Toppunkt og hurtigt falder igen,
kaldes det en celer P. (findes ved enkelte
Hjertesygdomme, særlig ved Lidelser af
Aortaklapperne), omvendt, hvis Bølgen stiger og
falder langsomt, kaldes det en tardus P. Hos
Patienter med en celer Puls kan man ofte
iagttage Pulsbølgen i Haarkarrene; dette kaldes
Kapillærpuls. Hvis »den dikrote Tak« paa
Pulskurven er særlig fremtrædende, kaldes P.
dikrot (findes ved enkelte Febersygdomme).

Naar der ikke forløber samme Tid mellem
de enkelte Pulsslag, kaldes P. uregelmæssig
(arytmisk). Undersøgelsen af P.’s
Uregelmæssigheder spiller en stor Rolle for Diagnosen af
en Del Hjertesygdomme, men Uregelmæssighed
af Pulsen betyder langtfra altid, at Hjertet er
lidende. Den nøjere Undersøgelse af
Uregelmæssighedens Art (og derigennem dens
Aarsag) sker ved at optegne Pulskurven med en

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0731.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free