Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Punica - Puniere - puniske Krige - punisk Sprog - punisk Troskab - punisk Æble
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med 3. Frugten er et Bær med læderagtig Skal;
Frugtkødet dannes af de talrige Frøs ydre
Frøskal. Frøene mangler Frøhvide; Kimbladene er
sammenrullede. 2 Arter. Mest kendt er
Granatæbletræ ell. Granattræ (P.
granatum L., se Fig.), der vokser vildt fra
Balkan-Halvøen til Himalaya, men fra Oldtiden af har været
dyrket og nu i fl. Varieteter er udbredt i alle
subtropiske og tropiske Egne. Det er 5—8 m
højt og har lancetdannede, helrandede og glatte
Blade. Den røde (ell. gule) Frugt
(Granatæble, Punisk Æble) har en forfriskende,
syrlig sød Smag og betinger mest Træets gamle
Kultur. Rodbarken (Granatbark) og i
fremmede Lande Frugtskallen er officinelle; de
indeholder begge store Mængder Garvesyre og
anvendes ogsaa til Garvning. I vore Dage har
Træet nok saa megen Bet. som Prydtræ;
Frugterne er fortrængte af Oranger. Granatæblet
omtales fl. Gange i Bibelen under Navn af
Rimmon. Hos Fønikerne havde det forsk.
religiøs Bet. Det omtales i Odysseen og spillede
i Grækernes og Romernes Gudelære en vis
symbolsk Rolle. Navnet, der hentyder til
Nordafrika, stammer fra en fejlagtig Opfattelse af
Træets Hjemsted der.
A. M.
Puniere (ell. Ponere), d. s. s.
Karthager, se Karthago; punisk, karthagisk.
puniske Krige kaldte Romerne de tre Krige,
som de førte med Karthagerne om
Verdensherredømmet.
1) Den første Krig (264—41 f. Kr.) drejede
sig væsentlig om Herredømmet over Sicilien,
hvoraf Karthago ved Krigens Beg. besad den
større, vestlige Del, medens den østlige Del
tilhørte Syrakus o. a. gr. Stæder. Anledningen til
Krigen var Syrakusanernes Angreb paa
Mamertinerne i Messana, som bad baade Romerne og
Karthagerne om Hjælp, hvorfor de begge
kappedes om at komme i Besiddelse af dette
vigtige Punkt. Kampen førtes især paa Sicilien,
som Romerne efterhaanden erobrede, og
desuden stræbte disse at vinde Herredømmet paa
Søen. Med en nybygget Flaade sejrede Duilius
ved Mylæ (260), men Regulus’ Angreb paa selve
Karthago mislykkedes (255). Senere led
Romerne endnu fl. Uheld, og den dygtige
karthagiske Hærfører Hamilkar, som havde besat
Bjerget Herkte ved Palermo, forstod i lang Tid
at holde dem Stangen. Først Catulus’ Sejr ved
de ægatiske Øer afgjorde Krigen (241).
Karthagerne maatte afstaa hele deres Del af Sicilien
til Romerne.
2) Den anden Krig (218—01) skyldtes den
store Fremgang, Karthagerne efter Tabet af
Sicilien og Sardinien (238) havde i Spanien, især
under Hamilkar’s Søn Hannibal. Dennes Angreb
paa Saguntum bragte Krigen til Udbrud.
Hannibal’s Overgang over Alperne overraskede
fuldstændig (Romerne, hvis Herredømme i
Italien viste sig at staa paa temmelig svage
Fødder. Sejrene ved Po og Trebia (218) gjorde
Hannibal til Herre i Norditalien, hvor Gallerne
sluttede sig til ham, og efter Sejrene ved
Trasimener-Søen (217) og ved Cannæ (216) faldt
ogsaa mange af de syditaliske Folk fra Romerne.
Men disse forstod med stor Energi at skaffe sig
Fremgang paa ny og førte Krigen over til
Sicilien og Spanien. Marcellus erobrede
Syrakus (212), som havde sluttet sig til Karthagerne,
og i Spanien udmærkede Scipio sig, medens
selve Hannibal i Italien blev trængt mere og
mere tilbage. Da endelig Scipio gik over til
Afrika med en Hær (204), maatte ogsaa
Hannibal vende tilbage (203), men blev slaaet af Scipio
ved Zama (202). Karthago maatte afstaa alt
Land uden for Afrika og forpligte sig til ikke
at føre Krig uden Roms Tilladelse.
3) Den tredje Krig (149—46) skyldtes de rom.
Statsmænds og Købmænds Frygt for Karthagos
atter voksende Magt og Rigdom. Romerne
brugte som Paaskud til Krigen Karthagernes
Stridigheder med Numiderkongen Masinissa,
som Følge af hvilke de havde grebet til Vaaben
uden Hensyn til Fredstraktatens Bestemmelse.
Kampen drejede sig især om selve Karthago,
som efter en haardnakket Modstand blev
erobret af den yngre Scipio og fuldstændig ødelagt.
H. H. R.
punisk Sprog (lat. Punica ell. Pœnica
[lingua] kalder man den Mundart af det gl.
fønikiske Sprog, som fordum taledes i Karthago og
i andre af Fønikerne anlagte Stæder paa
Afrikas Nordkyst, særlig i Egne, der hørte til det
nuv. Tunis. Da Karthagerne var i Besiddelse
af en langt højere Civilisation end de indfødte
i de tilstødende Landskaber, lod disse sidste sig
meget paavirke af den karthagiske Kultur, og
unge Mænd af de højere Stænder i disse Lande
kom ofte til Karthago for at blive der en Tid
og tilegne sig den højere Civilisation, som
Karthagerne var i Besiddelse af. P. S. kom herved
snart til at brede sig ud over Nabolandene, ikke
blot i de Egne, som Karthago helt havde
underlagt sig, men ogsaa i Numidien og Libyen.
Særlig synes p. S. at være blevet Talesprog i de
større Byer i disse Lande; men da Romerne
fik Magten, trængte, som let forstaaelige det
lat. Sprog sig frem paa Bekostning af p. S. og
fik Magten i Byerne. Men p. S. holdt sig dog
igennem hele Kejsertiden som Talesprog i
mange Egne, som det fremgaar af Augustinus
o. a. kristne Forfattere fra 5. Aarh. I Karthago
og Omegn er der fundet en Del Indskrifter i
p. S., af hvilke nogle af de ældste og
interessanteste er i Antiksamlingen i Kbhvn. Et højst
interessant Stykke p. S. fra 3. Aarh. f. Kr. findes
i Poenulus af Plautus. De puniske Indskrifter
er ikke altid lette at tyde og oversætte. Det fr.
Institut har udgivet et stort Værk om de
semitiske Indskrifter Corpus Inscriptionum
Semiticarum, hvor alle Indskrifter skal udgives i
Facsimile og med Tydning. Det første Bd,
indeholdende de vigtigste fønikiske
Indskrifter, udkom 1890. Af Fortsættelsen er der
udkommet fl. Hefter med puniske Indskrifter.
Den danske Generalkonsul C. T. Falbe har,
medens han var i Tunis (1822—32), erhvervet
sig store Fortjenester af Udbredelsen af
Kendskab til de puniske Indskrifter fra Karthago og
til Stadens Topografi.
V. S.
punisk Troskab (fides Punica) var hos
Romerne en Betegnelse for Troløshed.
H. H. R.
punisk Æble, se Punica.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
