- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
728

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Purusha - Purva-Mimamsa - Pus

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Purusha er i den indiske Mytologi
Betegnelse for et kæmpemæssigt Urvæsen, i hvilket
Skaberkraften først legemliggjorde sig, og som
skildres i den berømte P.-Sūkta (P.-Hymne
i Rigveda X, 90); Dette Urvæsen var hele
Universet og en Del deraf Jorden; fra de enkelte
Dele af hans Legeme udsprang de 4 Kaster,
Brahmānerne fra hans Mund, Kshatriya’erne
fra hans Arme. Vaiçya’erne fra hans Ben og
Çudra’erne fra hans Fødder (det ældste Sted i
den ind. Litt., hvor vi hører Kasterne nævne).
I den panteistiske Filosofi er P. identisk med
Skaberguden, Prajāpati, ell. med hele
Universet, senere ligefrem med Brahman ell. Vishṇu,
som Personligheden i den absolutte
Guddom (saaledes i Bhagavadgītā, hvor Krishṇa
fremstilles som Legemliggørelsen af
Guddommens Personlighed). Medens Ordet P. ellers i
den alm. Sprogbrug betyder Person (ogsaa i
grammatisk Forstand), Menneske eller specielt
den mandlige Person, har det i den dualistiske
Filosofi (Sānkhya-Læren) en særlig Bet.
som Betegnelse for Sjælen i Modsætning til
Materien. (Litt.: Muir, Original Sanskrit Texts,
Bd I og V. jfr Brahman og indisk
Filosofi).
D. A.

Pūrva-Mīmaṃsā. Mīmaṃsā (egl. =
Undersøgelse) er Fællesbenævnelse for to indiske
filosofiske Systemer, som antages at være
opstaaede omtr. ved vor Tidsregnings Beg. (se
indisk Filosofi). Det bruges dog hyppigst
om Jaimini’s System (P.-M., »første
[Mīmāmsā«, ell. Karma-Mīmāmsā,
»Gernings-Mīmāmsā«) alene. Dette Systems Formaal er
at opstille eksegetiske Grundsætninger for
Forstaaelsen af Pligten (dharma), særlig hvad
de veḍiske Offerhandlinger angaar.
Grundskriftet (Jaimini-Sūtra) i 12 Bøger blev først
kommenteret af Çabara Svāmin og denne igen
c. 700 af den berømte Kumārila, til hvis
Kommentarer senere en Række yngre er
komne. Mimāmsā-Systemet gaar ud fra Veda eller
»Ordet« som Aabenbaring, som noget evigt,
uskabt og i sig selv bestaaende. De ældre
Haandbøger i Offerritualet (Kalpa-Sūtra og
Gṛhya-Sūtra) har ingen selvstændig
Autoritet, men behandles med Kritik. Ved
Behandlingen, der træder tydeligst frem i
Kommentarerne, opstilles ved de enkelte Emner 5
Punkter: 1) Fremstilling af Emnet, der skal
behandles, 2) Problemet, 3) Diskussion af
utilfredsstillende Løsninger, 4) den rigtige Løsning og 5)
Emnets Stilling i det hele. Mīmāmsā er altsaa
ikke noget alm. filosofisk System, skønt det kan
komme til at berøre »filosofiske« Emner, men
da det giver de alm. formelle Principper for
Tekstforklaring: som spiller en stor Rolle i al
indisk Videnskab, egner det sig til at danne
Indledningen til mere positive Videnskaber;
særlig anvendes dets Metode i Retsvidenskaben
(Dharmaçāstra), som baade ved sit
Indhold (Dharma) og ved den Behandling, den
kræver (Tekstforklaring), staar Mīmāmsā’s egl.
Genstand nær. — Da Anskuelserne om Guderne
her ingen Rolle spiller, idet Ofrets Virkning kun
afhang af dets rette Udførelse, var Dyrkerne
af Mīmāmsā tilbøjelige til at behandle Guderne
som blotte Navne og blev til Dels erklærede
for Ateister. Om det andet Mīmāmsā-System, se
Vedānta. (Litt.: Colebrooke, Essays
on the Religion and Philosophy of the Hindus

[2. Udg., Leipzig 1858]: P. Deussen, »Allg.
Geschichte der Philosophie«, I, Bd 3, S. 389
[1908]).
D. A.

Pus (Materie), en Vædske, der afsondres
ved visse Former af Betændelse, hvad enten
denne er lokaliseret til Huden, til Overflader af
Slimhinder, er dybere lejret i Vævene som en
afgrænset Absces (s. d.) eller danner en dyb
diffust udbredt Flegmone (s. d.).

Man adskiller fra gammel Tid det gode P.
(P. bonum et laudabile) fra det daarlige, onde
P. (P. malum, putridt; P., Ichor, s. d.), af hvilke
P. bonum er hvidgult, tyktflydende,
flødelignende og fadtlugtende, medens P. malum er
brunrødt, mere tyndtflydende, ofte tilblandet
Vævsfnug og Klumper, samt hyppigt
ildelugtende.

Betegnelserne bonum og malum hidrører fra,
at den første af disse Former af P. hyppigst
forekommer ved Betændelsesprocesser af mere
godartet Natur og med større Tendens til
Helbredelse, medens P. malum oftest iagttages ved
Betændelser med langvarigt og ondartet Forløb.
Nogen skarp Adskillelse af de to P.-Former
lader sig dog ikke konsekvent gennemføre.

P. bonum bestaar af en farveløs eller let
gulligklar Vædske, Serum, hvori er suspenderet
overordentlig talrige Celler (Pusceller), der
er identiske med Blodets hvide Blodlegemer
(Leucocyter), og ved de sædvanlige Former af
Betændelse saa godt som alle hører til den
neutrofile, polymorfkernede Form af Leukocyter.
Andre Leukocytformer og Lymfocyter findes
som Regel i meget ringe Antal.

Endvidere indeholder P. bonum ikke sjælden
et mindre Antal Celler ell. Cellerester af forsk.
Art, hidrørende fra de Væv, i hvilke
Betændelsen har sit Sæde. Endelig findes ved
Betændelser, fremkaldte af Bakterier ofte meget store
Mængder af disse. P. malum adskiller sig
hovedsagelig fra P. bonum ved at indeholde
større Mængder af hen faldne Vævsrester, ligesom
Leukocyterne er mindre vel bevarede. Dets ilde
Lugt og Cellernes stærke Henfald skyldes ofte
Indvirkning af Forraadnelsesbakterier.

Den voldsomme Ophobning af Leukocyter i
Saarvædsken, der betinger Pusdannelsen,
fremkommer ved, at der p. Gr. a. den
betændelsesvækkende Faktors Indvirkning foregaar en
meget stærk Udvandring (Emigration) af
Leukocyter fra de fine Blodkar. Da en saadan
Udvandring imidlertid, som paavist af
Cohnheim, foregaar ved en enhver akut
Betændelse (s. d.), er Betændelser, ved hvilke der
produceres P. (purulente ell.
suppurative Betændelser) — hvad
Leukocytudvandringen angaar — ikke kvalitativt, men kun
kvantitativt forsk. fra andre Former af akut
Betændelse.

Den hyppigste og betydningsfuldeste Aarsag
til suppurative Betændelser (Suppuration)
er Infektion med Bakterier, bl. hvilke nogle
som Stafylokokker, Streptokokker,
Meningokokker, Gonokokker saa hyppigt er i Stand til
at fremkalde Betændelser af denne Art, at de

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0752.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free