Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pus - Puschkin, Aleksander Sergejevitsch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
alm. benævnes pyogene (pusdannende). Men
ogsaa talrige andre Bakterieformer
(Pneumokokker, Tuberkelbaciller, Tyfusbaciller) og
forskellige sygdomsfremkaldende Svampe
(deriblandt Actinomyces, Straalesvampen) er
ligesom de pyogene Bakterier i Stand til at
udskille Giftstoffer (Toxiner), der fremkalder
stærk Udvandring af Leukocyter (smlg.
Chemotaxis) og kan saaledes give Anledning til
Pusdannelse. Suppuration kan ogsaa fremkaldes
af visse Giftstoffer af anden Art (Terpentin,
Krotonolie o. fl. a.).
Johs. F.
Puschkin [’pu∫kin], Aleksander
Sergejevitsch, russisk Digter, født 7. Juni
1799 i Moskva, død 10. Februar 1837 i
Petrograd. P.’s Fader var af gammel
russisk Adel, men
hans Godser
var vanrøgtede
og hans
økonomiske Forhold
slette. Paa
mødrene Side
stammede P.
fra Negeren
Hannibal, der
var blevet
opdraget ved
Peter den Store’s
Hof og endte
som General.
P.’s Udseende
forraadte
tydeligt hans
afrikanske Blod. I
det letlevende,
ydre forfranskede Hjem havde Drengen en
Ven, som blev af stor Betydning for ham og
derigennem for hele det russ. Folk; det var
Barnepigen Arina Rodionovna, hvis Sange og
Eventyr fyldte hans Tankeliv med de samme
Forestillinger, som de bedste i Folket ejede.
Ellers var det kun fr. Aandsliv, han kom i
Berøring med i Hjemmet, idet han i sin Faders
Bibliotek i en meget for ung Alder gjorde
Bekendtskab med 18. Aarh.’s fr. Litteratur. 11
Aar gl blev P. sendt til Lyceet i Tsarskoje Selo,
en Opdragelsesanstalt, som Alexander I i sin
første frisindede Periode havde oprettet efter
vesteuropæisk Mønster. Temmelig hurtig kom
denne Skole i Forfald, Disciplinen slappedes i
høj Grad, og P. forlod Lyceet med daarlige
Kundskaber, men allerede paa Vej til at
udvikle sig til Digter. Franske Vers havde han
skrevet allerede som Dreng, og 15 Aar gl fik
han trykt sine første russ. Digte, der var
umodne, men fulde af Talent, og som skaffede
ham Karamzin’s og Zhukovskij’s Interesse og
Venskab. Særlig Opmærksomhed vakte Digtet
»Minder fra Tsarskoje Selo«. P. fik Ansættelse
i Udenrigsministeriet, men passede sit Arbejde
daarligt og uden Interesse; derimod lagde det
muntre Liv med Hovedstadens fornemme
Ungdom stærkt Beslag paa ham. Dog kom han
ogsaa i Berøring med andre Kredse, idet han
sluttede Venskab med nogle af de Mænd, som
senere blev Ledere af Decemberopstanden. Det
viste sig imidlertid snart, at Stof til en Oprører
ell. politisk Agitator var der ikke i P. — han
var først og fremmest Digter — og hans
politisk virksomme Venner synes heller ikke at
have gjort noget virkeligt Forsøg paa at gøre
ham til deres Medsammensvorne. Hans
Samkvem med dem og forsk. oprørske Digte fra
hans Haand, der cirkulerede i Afskrifter, var
dog nok til at gøre ham mistænkelig i
Regeringens Øjne, og 1820 blev han fjernet fra
Hovedstaden og kommanderet til Tjeneste i
Sydrusland, hvor hans Foresatte havde Ordre
til at føre skarpt Tilsyn med ham. Omtr.
samtidig fremkom P.’s fortællende Digt »Rusian i
Ljudmila«, hvori han behandler et folkeligt
Eventyrstof i en legende, ironisk Tone i Vers,
der med deres farverige, ungdommelige
Friskhed og Ynde vakte Publikums Begejstring og
skaffede P. varm Hyldest fra Romantikernes
Lejr. I de flg. Aar opholdt P. sig hovedsagelig
i Kišinev og Odessa. Som i Petrograd kastede
han sig ogsaa her med Iver ind i Selskabslivet,
der i Syden med dens stærkt blandede
Befolkning havde et broget, nærmest zigøjneragtigt
Præg, og hvor Tonen var meget fri. Paa
Embedsvirksomheden ofrede han saa lidt som
muligt; derimod fik han Tid til at skrive. De
fortællende Digte »Kavkazskij plěnnik« (»Fangen i
Kaukasus«, 1821), »Bachčisarajskij fontan«
(»Kilden i Bachčisaraj«), »Tsygany«
(»Zigøjnerne«, fuldendt 1824) og en Rk. herlige lyriske
Digte blev til i disse Aar. Stor Bet. fik det for
ham, at han paa en Rejse fik Kaukasus’
storslaaede Natur at se, og at han begyndte at
studere Byron, hvis begejstrede Beundrer og
Lærling han en Tid blev. 1824 kom et nyt
Omslag i hans Skæbne. Han havde i et privat
Brev, mere af Kaadhed end af alvorlig
Overbevisning, udtalt en Slags Tilslutning til
Ateismen; Brevet faldt i Øvrighedens Hænder, og
Resultatet blev, at P. blev afskediget af
Statstjenesten og forvist til sin Families Gods,
Michajlovskøje, hvor han blev stillet under
det stedlige Politis Opsyn. Han levede her
i landlig Ensomhed i to Aar, der fik
overordentlig stor Betydning for hans
Udvikling baade som Menneske og som Digter. Hans
Byronbegejstring døde hen, og i Stedet blev
det Shakespeare, som han fordybede sig i,
samtidig med at han læste Goethe, Bibelen og
Koranen og ved sin Færden bl. Bønderne og i
Samtaler med Arina Rodionovna lærte sit Lands
folkelige Digtning at kende. Hans Værker fra
disse Aar, baade de mange mindre Digte, det
historiske Drama »Boris Godunov« (fuldendt
1825) og Beg. af hans Roman paa Vers
»Jevgenij Oněgin« viser hans Talent i dets fulde
Udfoldelse og vidner om, hvor meget han selv
aandeligt var vokset. Decemberopstanden 1825,
dens fuldstændige Skibbrud og Dødsdommen
over Rylejev o. a. af Frihedsbevægelsens
Ledere ramte P. haardt. Selv var han forlængst
kommet til Erkendelse af, at han ikke var kaldet
til Forkæmper for politiske Frihedsideer, og
hans Beslutning om i Fremtiden at holde sig
uden for alle den Slags Bestræbelser var
oprigtig nok, men da Nikolaj I 1826 paa hans
ydmyge Bøn benaadede ham, selv paatog sig for
Fremtiden at være Censor over hans Værker
 |
| A. S. Puschkin. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
