Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pyroxengruppen - Pyroxenit - Pyroxylin - Pyrrha - Pyrrhiche - Pyrrhichios - Pyrrhoarsenit - Pyrrhocorus - Pyrrhon fra Elis - Pyrrhos - Pyrrhosiderit - Pyrrhossejr - Pyrrhotin - Pyrrhula - Pyrrol - Pyrros - Pyrschning - Pyrus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Masser med smuk rosenrød ell. brunrød Farve;
den findes bl. a. ved Pajsberg og Nordmark i
Sverige og ved Jekaterinburg i Ural, paa
hvilket sidste Sted den brydes som Prydsten (til
Bordplader, Vaser o. a.). En kalkholdig Varietet
af dette Mineral er Bustamit fra Mexiko,
en zinkholdig er Fowlerit fra Franklin i
New Jersey. — Endvidere hører til denne
Afdeling den sjældne Babingtonit, som findes
i smukke, grønlig sorte Krystaller ved Arendal;
den bestaar af Metasilikater af Kalk,
Jernforilte, Mangan og Jerntveilte.
(N. V. U.). O. B. B.
Pyroxenit kaldes kornede Eruptivbjergarter,
hvis Hovedbestanddel er et Pyroxenmineral;
disse Bjergarter er magnesiarige Endeled af
Gabbrorækken; de slutter sig nær til Peridotit
og optræder oftest underordnet i Forbindelse
med Gabbro.
(N. V. U.). O. B. B.
Pyroxylin, se Skydebomuld.
Pyrrha [-ra] (gr.), Oldtidsby paa Lesbos
(s. d.).
H. A. K.
Pyrrhiche [-’rike] kaldtes hos Grækerne en
Art Vaabendans, som ogsaa vandt Indpas hos
Romerne. I senere Tid fik den en mere mimisk
og mindre krigersk Karakter og søgte bl. a.
at anskueliggøre Dionysos’ Hændelser.
H. H. R.
Pyrrhichios [py’rikiås] kaldtes i den
gr.-rom. Metrik en Forbindelse af to korte
Stavelser (ikke nogen egl. Versfod).
H. H. R.
Pyrrhoarsenit [-ro-], se Berzeliit.
Pyrrhocorus [-’ro’], se Tæger.
Pyrrhon [-rån] fra Elis, gr. Filosof
(c. 360—270 f. Kr.), indleder den Skepticisme i den
gr. Filosofi, som er Reaktionen mod de store
systematiske og dogmatiske Retninger; han og
hans Disciple betegnes derfor ganske særlig
som Skeptikerne, de søgende. Navnlig under
Indflydelse af Sofisterne, den megariske Skole
og antagelig ogsaa af Demokritos, udviklede P.
sin Lære, som han kun foredrog mundtlig, at
vi kun har vore Fornemmelser at holde os til,
idet det iflg. Forholdets Natur er umuligt at
erkende selve Tingene, som fremkalder
Fornemmelserne. Nogen Dom kan altsaa
overhovedet ikke fældes, og denne Paastand maa
strengt logisk taget vendes ogsaa mod selve
den skeptiske Grundsætning. En naturlig Følge
bliver, at Mennesket forholder sig ligegyldig til
»alle Tilskikkelser og altid bevarer sin
urokkelige Sindsligevægt.
W. N.
Pyrrhos [-rås-], Konge af Epeiros, blev som
Barn fordreven fra sit Rige og maatte søge
Tilflugt hos Demetrios Poliorketes, sammen med
hvem han deltog i Slaget ved Ipsos (301 f. Kr.).
Senere blev han sendt som Gidsel til Ægypten,
hvor han vandt Ptolemaios I’s Venskab, og
denne hjalp ham til Kongemagten i Epeiros
(296). Han kom nu i Strid med Demetrios, som
294 blev Konge i Makedonien. I Fællesskab med
Lysimachos fortrængte han Demetrios (287),
men opnaaede ikke, som han havde ønsket, en
Del af Makedonien, da Lysimachos snart
fortrængte ham. P., hvis urolige Natur ikke lod
ham være uvirksom, fattede da den Plan at
optræde som Beskytter af Grækerne i Italien,
hvor Romerne stadig trængte mere frem. Som
foregiven Ætling af Achilleus følte han det
som et naturligt Kald. Paa Opfordring af
Tarentinerne, der var komne i Krig med Rom, gik
han 280 til Italien med en veludrustet Hær.
Især ved Hjælp af sine Elefanter vandt han en
Sejr over Romerne ved Floden Siris i
Nærheden af Heraklea. Han rykkede derefter frem
imod Rom, som han dog ikke vovede at
angribe. Efter nogle mislykkede
Fredsunderhandlinger, hvorunder P.’s Sekretær Kineas og
Romeren Fabricius spillede en Rolle, aabnedes
Kampen paa ny, og P. sejrede atter ved
Ausculum i Apulien (279), men led saa store Tab, at
han skal have sagt: »Vinder vi endnu een Sejr
over Romerne, saa er det ude med os«. Han
gik derefter til Sicilien, hvor han kæmpede
med Karthagerne, der havde sluttet Forbund
med Rom og angrebet Syrakus. P. blev Herre
over omtr. hele Øen; men da den gr.
Befolkning blev misfornøjet med hans Herredømme,
vendte han tilbage til Italien og fornyede
Kampen med Romerne. Han blev imidlertid
fuldstændig slaaet af disse ved Beneventum (275)
og drog da tilbage til sit Fædreland. Her vendte
han sig straks mod Kong Antigonos Gonatas af
Makedonien og slog ham. Indkaldt af den
landflygtige spartanske Prins Kleonymos drog han
kort efter til Peloponnes for at angribe Sparta,
men forsømte det rette Øjeblik. Endelig
forsøgte han et Angreb paa Argos, men faldt under
Stormen (272).
H. H. R.
Pyrrhosiderit [-ro-], d. s. s. Göthit.
Pyrrhossejr, Udtryk hentet fra Udtalelse
af Kong Pyrrhos (s. d.).
Pyrrhotin [-ro-], se Magnetkis.
Pyrrhula [-ru], se Dompap.
Pyrrol, C4H4NH, opstaar ved tør Destillation
af Stenkul ell. af Ben; det dannes ogsaa, naar
en Blanding af Acetylen og Ammoniak ledes
gennem et svagt glødende Bør: 2C2H2+NH3=
C4H4NH+H2. I Reglen fremstilles P. af
Bentjære. Succinimid reduceres i øvrigt af
Zinkstøv ved højere Temperatur til P.
P. danner en farveløs Vædske af
kloroformagtig Lugt; det har Vægtfylde 0,975 og koger
ved 131°. I Luften farves det brunt. Det opløses
ikke i Vand, heller ikke i fortyndede Alkalier;
opvarmes det med fortyndede Syrer, dannes
det saakaldte Pyrrolrødt. P. er
letopløselig i Alkohol og i Æter. En med Saltsyre
befugtet Fyrrespaan farves efterhaanden
karminrød (πυρρός, ildrød) i Pyrroldamp. Med Isatin
og fortyndet Svovlsyre giver P. et mørkeblaat
Bundfald. Salpetersyre ilter P. til Oxalsyre.
(O. C.). R. K.
Pyrros, Achilleus’ Søn, se
Neoptolemos.
Pyrschning [’pyrsj-], se Jagt, S. 760.
Pyrus (Pirus) Tourn., Slægt af
Kernefrugtfamilien, løvfældende, meget sjælden
stedsegrønne Træer ell. Buske af forsk. Ydre.
Bladene er i Knoplejet rullede. De temmelig store
Blomster sidder i faablomstrede Skærme eller
Halvskærme og har smaa og paa Frugten
henvisnede Bægerblade og en i Knoplejet taglagt
Krone. Frugten er ikke haaret og har et
5-rummet Kernehus med pergamentagtige
Vægge og 2 Frø i hvert Rum. Henved 50 Arter,
der falder i to Underslægter: Pæretræ og
Æbletræ.
A. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
