Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pædagogik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Modersmaalet, saa et Sprog ad Gangen, først
Landets Nabosprog, saa Latin og Græsk. I sit
Udkast til sine fire Skoler, Moderskolen (ɔ:
Hjemmets), Modersmaalets Skole (Folkeskolen),
Latinskolen og Akademiet har han peget paa en
Enhedsskole, og m. H. t. Skoletugten krævet Lys,
Frihed og Mildhed, i Skolen og indtrængende
talt Legemets Sag. Det var en storstilet human
Opdragelse af hele Folket, der stod som Maalet.
Over for denne høje og ægte humane Idealisme
tager Johan Locke’s »Tanker om
Opdragelsen« sig mere nøgtern ud. »En sund Sjæl i et
sundt Legeme« er hans Valgsprog. Da
Erfaringen er Erkendelsens eneste Kilde, maa al
Undervisning udgaa fra Anskuelse og
Modersmaalet, men Maalet for Opdragelsen er for
øvrigt ikke Kundskab ell. Lærdom, men »en
praktisk, klog og sædelig Mand«, der har lært
noget nyttigt. Han kræver en simpel, ukunstlet
Levevis og Hærdelse, udtaler sig mod legemlig
Revselse og barbarisk Skoletugt, men lægger
maaske for megen Vægt paa Æresfølelsen som
Opdragelsesmiddel.
Ny frugtbringende Tanker var fremkomne,
men Almueskolen i 17. Aarh. var og blev
kummerlig (Trediveaarskrigen), og Latinskolen stod
fremdeles paa Ortodoksiens og Latinens Grund.
Kun Ernst den Fromme’s (død 1675)
Bestræbelse for at føre Comenius’ Ideer ud i Livet
var som en Morgendæmring. Først henimod
Aarhundredets Slutn. traadte en dybere
Længsel efter Livets Virkelighed og folkelig
Oplysning paa Modersmaalets Grund frem og fandt
sit første Udtryk i Pietismen.
18. Aarh. I det protestantiske Tyskland
sluttede Pietismen med Spener, Francke
og Hecker i Spidsen et Forbund med den
realistiske P. Paavirket af Hertug Ernst’s
Skolereform og Spener’s religiøse Inderlighed
oprettede Francke, en praktisk Pædagog af
første Rang, 1687 en Børneskole i Hamburg for
saa paa Aarhundredets Tærskel at begynde sin
store Virksomhed i Halle. En Rk.
Opdragelsesanstalter af vidtrækkende Indflydelse i alle
protestantiske Lande fremblomstrer: 1695 en
Fattigskole, senere Pædagogier,
Vajsenhuse og Lærerseminarier af forsk.
Art. Af Fattigskolen fremspirer
Borgerskolen med Klasser for Piger og Drenge.
Latinskolen oplives ved Indførelse af Realfag, og
Grunden lagdes til Realskolen (Hecker
i Berlin 1747). Som Organisator var Francke
uforlignelig, og som Comenius havde han Blik
for Elementarskolens Forbindelse med hele det
øvrige Skolevæsen, men det ensidige Eftertryk
paa religiøs Følelse og Fromhed medførte en
Fare, der viste sig hos Efterlignerne: alt gik op
i fromme Rørelser, og aandelig Usundhed,
Hovmod og Forskruethed blev Følgen, og truede
ogsaa Skolen i Halle, indtil Nimeyer igen
ophjalp den. Ud fra Pietismen gik Grev
Zinzendorf’s Brødremenighed, i hvilken
Opdragelsen bliver til et ejendommeligt og virksomt
Led i Menighedslivet, og beslægtede med
Pietismen er ogsaa Flattich’s ædle
Bestræbelser for at redde vildfarne Børn.
I ny sociale Former gærede Realismens
Tanker i den senere Realisme. 17. Aarh.’s
engelske Deisme og Erfaringsfilosofi blev paa
fr. Grund til en ætsende, socialt opløsende
Kritik, til Dels ogsaa befrugtet af Naturrettens
Ideer, og senere hos Diderot, la Mettrie og
Holbach til en ateistisk Materialisme, Ideer, der
forberedte den fr. Revolution. I Tyskland
fremtraadte »Oplysningens Tidsalder«, forberedt ved
rationelle Tænkere som Leibniz og Wolf, som
en Protest imod tidligere Tiders Dressur,
Uvidenhed, Overtro og Forskruethed, og Pietismen,
Følelsens Protest mod en abstrakt
Forstandsskolastik, mødte nu igen ved sin Udartning en
Modstrøm fra Forstandens Side i
Rationalismen. Ud fra den og paavirket paa een
Gang af Voltaire og Hecker arbejdede
Frederik den Store ivrig for Oplysning, forstod
Almueskolen som en betydningsfuld Statssag og
gav 1763 sit Reglement for Almueskolen, og
samtidig finder vi lgn. Bestræbelser i Norden.
Men Tiden var endnu ikke moden, ny og
mægtige Impulser maatte til, og disse kom med
Rousseau og senere den fr. Revolution.
Jean Jacques Rousseau fortsætter
paa ny og original Maade den store Linie fra
Montaigne, Comenius og Locke. Natur og
Frihed er hans Grundtanker. Han optræder mod
det kunstlede og forskruede for naturligt,
umiddelbart Liv og vil søge Udgangspunkterne
for Opdragelsen i de menneskelige Evners
naturlige Udviklingsorden: »følg Naturen«. Alt er
godt, som det udgaar fra Naturens Haand, alt
vanslægter under Menneskets. Kultur er
Unatur, men for at Kulturen ikke skal kvæle
Naturen, er Opdragelsen nødvendig, ɔ: en
Opdragelse til det almenmenneskelige i Enhed med
det individuelle. Man maa ikke forhaste
Udviklingen. Som han udvikler det i sit
Opdragelsesskrift: Emile, skal Opdragelsen til det 12.
Aar helst være negativ, man bør sørge for
Barnets fysiske Fornødenheder, skaane dets
Hjerte mod Lasten og dets Forstand mod
Vildfarelse, men ellers lade Barnet tumle sig
i Frihed, gøre sine Erfaringer og modtage
Straffen for Fejlgreb som en naturlig Følge af
Forseelsen. Man maa ikke pirre dets Fantasi,
ikke ræsonnere med det, befale det saa lidt
som muligt og ikke øve unødig Tvang, men
ethvert Afslag skal staa fast. Erfaring, Anskuelse
og Selvvirksomhed maa være dets eneste
Læremestere, ingen abstrakte Studier ell.
Udenadslæren, aldrig Ord uden Sag. Fra det 12. Aar
skal Barnet gøre Overgangen fra Anskuelse til
Begreber. Ved simpel og kølig Meddelelse skal
det nu lære noget nyttigt, men altid ad
Anskuelsens, Erfaringens og Eksperimentets Vej
— det skal selv »opfinde Redskaberne« som
Robinson. Ved det 15. Aar er Emile naaet til
Selvtænkning, han har kun nogle faa
Kundskaber om Naturen og i Geometri og Algebra,
men er en naturlig, frimodig og sanddru Dreng,
der stoler paa sig selv. Og nu ved denne hans
anden Fødsel, ved Stemmens Overgang og
fremspirende Lidenskaber, skal Opdragelsen for
Alvor begynde. Gennem Selvkærlighed kommer
han til at elske andre og skal nu lære sit
Forhold til Menneskene og Samfundet at kende.
Her er Historie, der giver Menneskene selv og
ikke deres Masker, ypperlig. Først nu kan der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
