Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Racine, Jean og Louis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvor han skulde uddannes til gejstlig. Her
studerede R. nok Teologi; men en Præst blev der
aldrig af ham, om end man fik skaffet ham et
Par bénéfices, som han beholdt i adskillige Aar.
Fra Slutn. af
1662 levede han
atter i Paris og
fortsatte sin
digteriske
Virksomhed, blev
personlig
bekendt med
Boileau og
Molière og fik
1664 sin første
Tragedie, La
Thébaïde,
opført paa
Palais-Royal’s Teater.
Kort efter
forsvarede han
den profane
Poesi og
Skuespilkunsten
mod Nicole og
en anden Jansenist i 2 meget spydige
Epistler. Men uagtet han følte sig sikker paa
sig selv og havde brudt med sit gl. aandelige
Hjem, havde dette dog afsat Mærker hos ham,
som gennemtrænger hans Digtning, ogsaa den
verdslige, til Port-Royal atter helt kalder ham.
Imidlertid fortsatte R. det muntre Samliv med
de allerede nævnte litterære Stormænd, og især
Boileau fik med sin kloge, noget nøgterne
Kritik megen Indflydelse paa den bløde og nervøst
følsomme R. Denne bragte sit andet Stykke,
Alexandre le Grand, paa Skuepladsen 1665.
Allerede nu mærkedes tydelig Spliden mellem
den ny Stjernes Beundrere og den gl. Pierre
Corneille’s trofaste, f. Eks. Mme de Sévigné,
som vedblev at bedømme R. skarpt, — en
Kritik, han tog sig meget nær. Alexandre bragte
ham ogsaa i spændt Forhold til Molière, da
han først havde ladet dennes Trup opføre
Tragedien, men siden lod det konkurrerende
Teater, Hôtel de Bourgogne, ligeledes spille
den. De to Digtere blev dog senere igen
forsonede, men Molière’s Skuespillere fik ikke
mere R.’s Stykker paa deres Repertoire. 1667
fulgte Andromaque, hvis Titelrolle spilledes af
R.’s Elskerinde, Mlle Du Parc; derefter
Britannicus (1669), Bérénice (1670), Bajazet (1672),
Mithridate (1673), Iphigénie en Aulide (1674) og
Phèdre (1677). Imellem alle disse Tragedier
træfies desuden en enkelt Komedie, den
morsomme Les Plaideurs (1668) efter Aristofanes’
Hvepser. De fleste af disse Værker var i alt
væsentligt store Sejre for Digteren, og om end
ondskabsfulde Rivaler — som Pradon — og
Kritikere undertiden gjorde ham Livet surt,
kunde han trøste sig med Versailles-Hoffets, ja
selve Majestætens Anerkendelse, ved Kenderes
intelligente Bifald og ved følende Hjerters
Taarestrømme. Iphigénie nød den Ære at blive
spillet først for Kongen i Versailles, og Ludvig
XIV’s Yndest gjorde ogsaa sit til, at R. optoges
i det fr. Akademi 1673. Endnu et vigtigt
Moment fra denne Periode af hans Liv: siden 1670
havde der bestaaet et Elskovsforhold mellem
Digteren og den talentfulde Skuespillerinde
Mlle Champmeslé, som udførte Hovedrollerne i
hans Tragedier.
Men kort Tid efter Phèdre’s Opførelse
besluttede R. at opgive sit hidtil førte Liv og sin
Skuespildigtning. Han var nu 38 Aar, havde
faaet nok af Lidenskaber og Berømmelse (samt
Ærgrelser, — just Phèdre var bleven stærkt
angreben), og hans første Ungdoms alvorlige
Tanker meldte sig paa ny: han vendte sig atter
til Port-Royal, hvis første Mænd, Nicole og
Arnauld, kom ham venlig i Møde, og allerede 1677
giftede han sig med Datteren af en hæderlig
Borgerfamilie. R.’s Liv gik fra nu af væsentlig
op i at være god Kristen og god Familiefader.
Fra 1677 var han (ligesom Vennen Boileau)
bleven udnævnt til kgl. Historiograf; siden fik han
tillige et Par andre Hofembeder, og — hvad jo
havde meget at betyde — Mme de Maintenon
satte stor Pris paa ham. Det var ogsaa hende,
der bevægede ham til paa ny at digte
Tragedier, men med bibelske Emner, nemlig
Esther, opført 1689 af de kvindelige Elever i
den af Mme de Maintenon stiftede
Opdragelsesanstalt Saint-Cyr, og Athalie, vistnok R.’s
betydeligste Værk, fuldendt 1690 og ligeledes spillet
i Saint-Cyr (1691); begge er ledsaget af Korsange.
R.’s sidste Aar forbitredes ham ved Kongens
Unaade. Ludvig XIV var meget ildesindet mod
Jansenisterne, med hvem Digteren følte en saa
stærk Sympati, og ikke blot lagde R. denne
uforbeholdent for Dagen, men han stødte ogsaa
Eneherskeren ved at indsende et Forslag til
Forbedring af Folkets Kaar. At han havde tabt
Kongens Gunst, var vistnok en medvirkende
Aarsag til hans dødelige Sygdom. Han begravedes
efter eget Ønske paa Kirkegaarden ved
Port-Royal, men 1711 førtes hans Lig til Kirken
St-Étienne-du-Mont i Paris.
Foruden til de i det foregaaende nævnte
Værker er R. Forfatter til nogle mindre Digte,
navnlig nogle Cantiques spirituels (1694) og en
smuk akademisk Mindetale over P. Corneille;
af hans historiske Forfatterskab er kun levnet
et Par Brudstykker. Det er ved sine Tragedier,
med Phèdre og Athalie i Spidsen, at R. har
vundet sin høje Stilling i den fr. Litteratur som
Corneille’s Arvtager og Fuldenderen af den
nyklassiske Dramaform, denne havde anslaaet.
Han har ikke Corneille’s Kraft og retoriske Patos;
men han er ganske anderledes fin og smagfuld,
forstaar anderledes at røre, er en større
Menneskekender, især af Kvindenaturen, og hans
erotiske Dialektik er bleven højlig beundret. Det
psykologiske er for ham Hovedsagen, og hans
Stykker besidder derfor en højst enkel og
sammentrængt Handling, regelmæssig byggede som de
er med »de tre Enheder«, de behørige
»fortrolige« og Klassicismens øvrige Teaterapparat.
Han er som Dramatiker den fuldgyldige
Repræsentant for Louis-Quatorze-Stilen i den fr.
Aandskultur, med dens Hovedfaktorer: det
akademiske, det galant hofmandsmæssige — thi
hans Grækere hører alle hjemme i Versailles —
og det kat. religiøse. Hans poetiske Diktion og
Versbygning er overordentlig elegante. Fuldt
ud vurdere Mesteren har vel i det hele kun
 |
| J. Racine. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
