Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Radering - Raderkunst - Raderlud - Radernaal - Radesyge - Radetskij, Fedor Fedorowitsch - Radetzky, Johan Joseph Wenzel Anton Frants Karl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
allerede Marc Anton raderet, men Parmigianino
er den første, der anvender denne Teknik i
større Udstrækning; de mange af ham
paavirkede Kunstnere, saavel i Italien som i
Frankrig, benytter den derefter hyppigt. I 17. Aarh.
dreves Raderkunsten til Fuldkommenhed af de
ypperste holl. Malere, fremfor alle af
Rembrandt, men ogsaa af A. van Ostade, Paulus
Potter, Jacob Ruysdael, Swanevelt, Waterloo,
Jan Both o. m. fl. I Frankrig indtager Claude
Lorrain den første Plads som Raderer. I
Italien har i 17. Aarh. udmærkede Kunstnere som
Guido Reni, Guercino, G. B. Castiglione, Stef.
della Bella o. m. a. dyrket Raderkunsten,
senere bl. a. Tiepolo og Canaletto. Blandt sp.
Baderere bør nævnes Goya, hvis Bet. for den
nyere Raderkunst har været mægtig. I
Frankrig har saavel i 18. som i 19. Aarh. en Række
Kunstnere udført fortrinlige Raderinger,
saaledes bl. de Ældre Boucher og Fragonard, senere
Delacroix, Meryon, Rousseau, Daubigny, Corot,
Millet, Bracquemond, Legros, Manet, Degas o.
s. v. England har i 19. Aarh. frembragt mange
gode Raderere, saaledes Seymour Haden,
Whistler, Muirhead Bone, Brangwynn. Bl. de
tyske i samme Tidsrum maa nævnes Klinger
og Liebermann, bl. de ældre norske J. C. Dahl,
bl. de nyere E. Munch. Sveriges mest
fremstaaende er Zorn og Carl Larsson. I Danmark
har adskillige af de ældre Landskabskunstnere
efterladt gode Raderinger, saaledes Købke,
Kølle, Lundbye, P. C. Skovgaard, Kyhn.
Endvidere nævnes Frølich, Carl Bloch, H. N.
Hansen, Fri. Schwartz, Ilsted, N. Skovgaard,
Willumsen, senere O. Hartmann, Poul
Christiansen, Johs. Larsen, Ernst Hansen m. fl. (Litt.:
Foruden de almindelige Oversigtsværker, der er
nævnte under Art. »Kobberstik«, kan anføres
»Vervielfält. Kunst d. Gegenwart«, III [»Die
Radierung«, Wien 1892]; G. Pauli,
»Inkunabeln der deutschen und niederländischen
Radierung« [Berlin 1908]; C. Glaser, »Die
Graphik der Neuzeit« [Berlin 1922]; F.
Wedmore, Etching in England [London 1895]; E.
Bock, »Die deutsche Graphik« [München
1922]: Sig. Müller, »Om nogle sjældne
danske Raderinger« [»Bogvennen«, 1907—10]; F. C.
Krohn, »Beskrivende Fortegnelse over
danske Kobberstik, Raderinger m. m.« [Kbhvn
1889]; J. Aagaard, »Raderekunstens
Teknik« [Kbhvn 1894]; H. Struck, (»Die Kunst d.
Radierens« [Berlin 1908]; A. Tallberg, »Om
Etsningar och andra Konstblad« [Sthlm. 1917]).
L. S.
Raderkunst, se Radering.
Raderlud, Radervand, til Borttagelse af
Blækpletter ell. Skrift bestemt Vædske
bestaaende af en svag Opløsning af Klorkalk eller Eau
de Javelle, undertiden af Natriumfosfat. Til
Fjernelse af det Klor, der efter Anvendelsen
af R. bliver tilbage og svækker Papiret eller
Tøjet, anvendes en Opløsning af
Natriumthiosulfat ell. Natriumsulfit.
K. M.
Radernaal er Navnet paa det vigtigste af
de Redskaber, der bruges ved Udøvelsen af
Raderkunsten (se Radering), og bestaar af en
Staalnaal, indfattet i et Træskaft af Længde og
Førlighed som et alm. Blyant. Til
Frembringelsen af de allerfineste Streger, især ved
Koldnaalsarbejdet, bruges ofte en R. med
Diamantspids.
(S. M.). L. S.
Radesyge (norsk) benævnedes i 18. Aarh. en
særlig i Vestnorge endemisk forekommende
kronisk Sygdomsform, som dog ved senere
Undersøgelser viste sig ikke at være nogen egen
Sygdom, men hovedsagelig miskendte og forsømte
Tilfælde af gammel, tertiær Syfilis, maaske
ogsaa kroniske Ulcerationer af skrofuløs, lupøs
ell. anden Natur. Ordet stammer fra Plattysk
rate = rote (»Raaddenhed«, »Forraadnelse«).
(E. P-n). C. Rch.
Radetskij [ra’dætskij], Fedor
Fedorowitsch, Greve, russ. General (1820—90), opr.
Ingeniørofficer; særlig kendt for sin Deltagelse
i den russ.-tyrk. Krig 1877—78, hvor han 9.
Jan. 1878 tvang den tyrk. Schipka-Hær til
Overgivelse og kort efter besatte Adrianopel.
(B. P. B.). E. C.
Radetzky [ra’dætski.] Johan Joseph
Wenzel Anton Frants Karl, Greve,
østerr. Feltmarskal (1766—1858). Han indtraadte
i Rytteriet 1784 og udmærkede sig i Krigen
mod Tyrkerne
1788—91, ved
Rhinen (1794)
og i Italien,
hvor han ved
Marengo (1800)
var Adjutant
hos Melas. Som
Generalmajor
kæmpede han
med
Udmærkelse 1805 i Italien
og 1809 i
Østerrig særlig ved
Aspern og
Wagram, ansattes
1813 som
Generalstabschef, i
hvilken Stilling
han under
Felttogene 1813—15
var Schwarzenberg til overordentlig Støtte. 1831
blev R. kommanderende General i Italien og
indlagde sig stor Fortjeneste ved sin Omsorg
for Hærens Uddannelse og for
Forsvarsvæsenets Forberedelse i det hele taget. Hans
Anstrengelser belønnedes under Kampene
1848—49. Vel maatte R. efter en haardnakket
Gadekamp rømme Milano, men han sejrede kort
efter fl. Gange, saaledes ogsaa ved Custozza,
besatte paa ny Milano og tvang Sardinien til
Vaabenstilstand. 1849 gik han over Ticino, slog
den sardinske Hær afgørende ved Novara, og
erobrede Venedig, saaledes at det østerr.
Overherredømme i Italien var sikret. Han blev
derefter Generalguvernør og styrede Regeringen
i Italien med fast og sikker Haand, indtil han
1857 trak sig tilbage. 1836 var han blevet
udnævnt til Feltmarskal. (Litt.: Trubetzkoi,
Campagnes du comte R., dans le nord de l’Italie
en 1848 et 1849 [Leipzig 1860];
»Denkwürdigkeiten nach R.« i »Mitteilungen des K. u. K.
Kriegsarchivs«, Bd I [Wien 1887]).
(B. P. B.). E. C.
 |
| J. J. W. A. F. K. Radetzky. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
