- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
850

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Radiotelegrafi

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Højfrekvenskreds; disse Svingninger induceres derfra
gennem de viste Traadruller over i Antennen, hvoraf
en Del er vist med tynde Linier til højre i
Figuren. Ved saadanne koblede Kredse vil der, som
nævnt, opstaa 2 Svingninger med forsk.
Svingningstal, hvilket bevirker, at Energien svinger
ell vandrer frem og tilbage mellem de to
Kredse (smlg. Fig. 7), saa Antennen udstraaler
Energien stødvis, hvilket i høj Grad
formindsker Følsomheden og Afstemmeligheden.
Gnistsystemerne har modvirket dette uheldige
Forhold ved at anvende de saakaldte
»Tonegnister«. Ved særlige Konstruktioner af
Gnistbanen opnaas, at Gnisterne slukkes saa hurtigt,
at man kan anvende 500—1000 Gnister pr Sek.;
Navnet hidrører fra, at dette i Modtageren
høres som en Tone.

Den hurtige Gnistslukning i de til »Tonegnist«
benyttede Gnistbaner kan tilvejebringes paa fl.
Maader. Her skal nævnes M. Wien’s delte
Seriegnistbane, Fig. 20, hvor Virkningen beror
paa en Deling af Gnisten i fl. mindre, ganske
korte Gnister, hvorved en hurtig Afkøling og
Afionisation af Gnisten lettes, saaledes at
Gnistbanen i Løbet af meget kort Tid efter
Udladningens Ophør gaar over i den uledende Tilstand.
Gnisten vil derfor slukkes i det Øjeblik, hele
Svingningsenergien har forladt Primærkredsen
og befinder sig i Antennen. Derved sættes
Primærkredsen ud af Virksomhed, og Antennen
svinger videre med sit eget Svingningstal og sin
egen Dæmpning, ganske som om
Primærkredsen ikke eksisterede, se Fig. 8 og 21. En ganske
lgn. Virkning kan opnaas ved Anvendelse af en
roterende Gnistbane, hvor Gnistdannelsen
finder Sted mellem et Par fastsiddende Elektroder
og nogle regelmæssig fordelte »Knaster« paa et
roterende Gnisthjul (Marconi).

Tonegniststationer anvendes i stor
Udstrækning bl. a. i Handelsmarinen, men vil
formentlig i Tidens Løb blive fortrængt af C.
W.-Sendere. Til Nødsendere vil man dog vistnok i lang
Tid foretrække Gnistsystemet.

Selv om Tonegnistsystemet hetyder et meget
stort Fremskridt i Forhold til det opr.
Knaldgnistsystem, hæfter der dog stadig en Del
væsentlige Mangler ved selv de bedste
Gnistsystemer. Af disse skal nævnes: Stationernes ringe
Afstemmelighed, der bevirker, at kun faa
Stationer kan arbejde uafhængig af hverandre
inden for samme Omraade. Bølgernes forholdsvis
ringe »Rækkeevne«, der hænger sammen med,
at de ikke er vedvarende (se senere). Det er
vanskeligt at bygge meget store Gnistsendere,
der virker paa fuldt tilfredsstillende Maade.
Gnistsystemet egner sig ikke til Hurtigtelegrafi
og er uanvendeligt til traadløs Telefoni. Disse
Mangler hænger sammen med de udsendte
Bølgers Karakter, deres Diskontinuitet, og
Manglerne forsvinder ved Anvendelse af vedvarende,
kontinuerlige Bølger. En Mellemting mellem
Gnistsendere og C. W.-Sendere danner de
Sendere, der arbejder med styrede Gnister
(Timed Spark), men dette System har aldrig
fundet nogen større Anvendelse.

Den første Generator for
vedvarende kontinuerlige
,
elektromagnetiske Svingninger skyldes Valdemar
Poulsen, der 1902 opfandt Buegeneratoren og
i Løbet af de flg. Aar (1902—09) udviklede den
til praktisk Brugbarhed. Udgangspunktet var en
af William Duddell (1899) tilfældig gjort
Iagttagelse, nemlig at en alm. med Jævnstrøm født
Buelampe, parallel med hvilken er indskudt en
Selvinduktion L og en Kapacitet C, se Fig. 22,
under visse Forhold synger med en Tone, hvis
Svingtal n ligger i Nærheden af n = 1/2 π √LC.

Buens Syngen skyldes, at der opstaar
Vekselstrømme i den af Buen (B), Selvinduktionen
(L) og Kondensatoren (C) dannede
Svingningskreds. Duddell konstaterede, at dette
ejendommelige Forhold hang sammen med, at Buens
Karakteristik er faldende. Ved Karakteristik
forstaar man den Kurve, der fremstiller
sammenhørende Værdier af Strøm (i) i og Spænding (v)
over en Leder. For en metallisk Leder er
Karakteristikken en ret Linie gennem
Begyndelsespunktet, se Fig. 23. For Buen har
Karakteristikken derimod det ved Kurve apb i Fig. 24
viste Forløb. Karakteristikken er faldende, d.
v. s., at Buespændingen aftager, naar
Buestrømmen vokser.

For smaa Variationer af Strøm og Spænding
i Nærheden af den ved Punktet p
repræsenterede Tilstand optræder Buen, som om den
havde en »negativ« Modstand, —r1, hvis
numeriske Værdi er given ved r1 = tgφ. Er
Modstanden i Resten af Buekredsen lig med R,
saa vil der opstaa Svingninger i Buekredsen,
hvis R = r1, altsaa hvis Summen af Buens
negative og Buekredsens (positive) Modstand er
negativ ell. lig med Nul. Er Summen derimod
positiv, vil Buen være stabil og brænde med
konstant Strøm og Spænding. Duddellbuen
kunde dog kun frembringe ganske svage
Svingninger med lavt Svingningstal. Poulsen iagttog nu,
at Svingningernes Intensitet steg betydelig, og
at man samtidig kunde gaa op til meget højere
Svingningstal, naar man lod Buen brænde: 1)
i en stærk brintholdig Atmosfære (f. Eks. i en
Spritflamme, se Fig. 22, men endnu bedre i et
lukket Kammer, der er fyldt med Brint,
Belysningsgas e. l.). 2) i et stærkt transversalt
magnetisk Felt. Som Regel dannes den positive
Elektrode (Anoden) af vandkølet Kobber, medens
den negative (Katoden) er af Kul, der af
Hensyn til Sliddets regelmæssige Fordeling holdes
i langsom Rotation. Man kan dog ogsaa benytte
Kul til den positive Elektrode og en roterende,
vandkølet Kobberelektrode som Katode.

En Buegenerator af ældre Type er vist i Fig.
25, medens Fig. 26 viser en nyere 500 KW
Buegenerator. Den største hidtil byggede
Buegeneratorer til c. 3500 KW.

Tidligere indskød man som Regel Buen
direkte i Antennen, se Fig. 27, og
Telegraferingen blev tilvejebragt gennem en lille Ændring i
Længden af den udsendte Bølge, frembragt ved,
at man ved Hjælp af Nøglen (N) ell. en
automatisk Sender (AS) kortsluttede og atter aabnede
nogle faa Vindinger af den i Antennen anbragte
Traadrulle. Der telegraferes nu ofte paa anden
Maade, og man anvender hyppig en
Mellemkreds ell. særlig Buekreds, der kobles til

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0878.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free