- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
855

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Radiotelegrafi

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

høj- og lavfrekvente Strømløb kræver en
omhyggelig Afpasning af de elektriske Forhold for
at virke tilfredsstillende.

Skal Signalerne nedskrives — Form af
Morsetegn — anvendes særlige dertil indrettede
Ensrettere og Lavfrekvensforstærkere, eventuelt i
Forbindelse med særlige Anordninger som
Johnsen og Rahbek’s Relais. Ved Hurtigtelegrafi
maa en Nedskrivning altid finde Sted, og for
kommercielle Radioforbindelser bliver
Hurtigtelegrafi mere og mere alm.

Ved Høremodtagelse (Telefon-Øre) af
Signaler, der overføres ved Hjælp af kontinuerlige
Bølger, maa man anvende en anden
Fremgangsmaade end den ved Tonegnistmodtagning
benyttede. Selve Bølgernes Kontinuitet bevirker,
at man i en alm. Modtager ikke hører nogen
Tone, ja praktisk talt slet intet hører. Poulsen
løste Vanskeligheden ved Hjælp af »Tikkeren«,
der intermitterende knytter Modtagertelefonen
til Modtagerantennen. Løsningen var original
og af en ejendommelig Art, og den var en Tid
den bedste, man havde. Nu er den distanceret
af Elektronrørene, der her anvendes paa flg.
Maade: Svingningstallet af de ankommende
Bølger er lig med n; ved Hjælp af et
Elektronrør fremstiller man en lille, lokal
Højfrekvensgenerator, der giver Svingningstallet n1, hvor
n1 ikke er meget forsk. fra n. Begge disse
Svingninger, den udefra kommende og den
lokalt frembragte, lader man paavirke det egl.
Modtagerorgan. Der opstaar da »Stød« i dette,
ganske paa samme Maade som to hørlige Toner,
hvis Tonehøjde ligger i Nærheden af hinanden,
kan give Stød (Fig. 44). Stødenes Frekvens
(ell. Tonehøjde) er lig med Forskellen mellem
de to højfrekvente Svingningers Frekvens og er
altsaa (nn1). Er denne Forskel f. Eks. 800,
saa hører man i Modtagertelefonen en Tone
med 800 Svingninger pr Sek., medens baade n
og n1 er saa høje, at de ligger uden for det
hørliges Omraade. Denne Fremgangsmaade
kaldes Stød-, Interferens-, ell.
Heterodynmodtagning. Den giver af sig selv,
navnlig ved korte Bølger, en betydelig
Forstyrrelsesfrihed. Regnes saaledes, at Telefonen i
den benyttede Modtager kun gengiver
Frekvenser op til 3000, saa vil en Modtager, der er
indstillet paa en 600 m’s Bølge, kun reagere
for Bølgelængder, der ligger mellem 596
og 604 m. En Heterodynmodtager for en
6000 m’s Bølge vil under samme Forhold
paavirkes af Bølger mellem 5680 og 6390 m.
Modtagning af meget korte Bølger — under 300
m — volder visse Vanskeligheder, bl. a. fordi
den Højfrekvensforstærkning, der kan opnaas
ved et enkelt Rør, bliver forholdsvis ringe.
Dette hænger sammen med, at der ved disse
høje Frekvenser dels er stor Tilbøjelighed til
tilfældig stærk Tilbagekobling og dermed til
»Syngning«, dels at Gitterspændingen p. Gr. a.
Gitterets og Gittertilledningens Kapacitet
bliver relativ ringe. Disse Vanskeligheder kan
delvis undgaas ved Neutrodyn-Metoden, hvor
man ved en induktiv Tilbagekobling fra
Pladeløbet til Gitteret søger at kompensere den
direkte kapacitive Kobling mellem Plade og
Gitter. En anden Maade at omgaa
Vanskelighederne paa, er ved Anvendelse af
Super-Hete-rodyn-Metoden, i hvilken man benytter en
lokalt i Modtageren frembragt Mellemfrekvens,
hvis Stødfrekvens med den ankommende Bølge
har en passende Frekvens. Denne
Stødfrekvenssvingning, der vil være i Besiddelse af (»bære«)
den ankommende Bølges Ejendommeligheder,
forstærkes og detekteres derefter paa sædvanlig
Maade ell. den paavirkes af og frembringer Stød
med en ny lokalt frembragt Svingning
(almindelig Heterodynmodtagning (Eks.: Ankommende
Bølge 300 m [Frekvens 1000000],
Mellemfrekvensens Bølgelængde 333,3 m [Frekvens 900000].
Stødenes Bølgelængde 3000 m [Frekvens 100000]).

Tidligere benyttede man som Regel samme
Antenne til Afsending og Modtagning, skiftevis
til det ene og det andet. Og det gør man ofte
endnu for smaa Stationers Vedk. Derimod har
man nu ganske forladt denne Metode ved de
moderne, store og langtrækkende
Radiostationer. Her maa man, for paa tilfredsstillende
Maade at kunne afvikle Trafikken, være i Stand
til at telegrafere samtidig i begge Retninger.

En moderne Storstation bestaar i
Virkeligheden som Regel af 3 adskilte Anlæg forbundne
ved de nødvendige Telegraf- og
Telefonledninger. Ordningen kan f. Eks. være flg.: 1)
Senderstationen med Højfrekvensgeneratoren — der
anvendes nu altid kotinuerlige Svingninger —
og Sendeantennen. Det er langt den dyreste Del
af Anlægget. Der findes her ingen Telegrafister,
men kun det til Maskinernes Pasning fornødne
Betjeningspersonale. 2) Modtagerstationen med
Modtagerantennen, der er meget lille og
beskeden i Sammenligning med Senderstationens. Der
er nemlig ingen større Fordele ved at anvende
en meget stor Modtagerantenne; ganske vist
bliver de modtagne Signalers Styrke større,
men det samme gælder de atmosfæriske
Forstyrrelser. Er Signalerne for svage, forstærker
man. Her sker Indstilling og Betjening af selve;
Modtagerapparaterne. 3) Telegrafkontoret, hvor
Telegrafisterne befinder sig.
Sendertelegrafisterne styrer selve Udsendelsen af de elektriske
Bølger fra Senderstationen ved Hjælp af alm.
Telegrafnøgler ell. automatiske Hurtigsendere
og over en alm. Telegrafledning fra
Telegrafkontoret ud til Senderstationen.
Modtagertelegrafisterne modtager over Telegraf- ell.
Telefonledninger de af Modtagerstationen opfangede
Signaler, der ved Hurtigtelegrafi skrives med
Morseskrift af særlig dertil indrettede
Skriveapparater.

Telegrafkontoret lægges bedst i en Storbys
Telegrafstation, Sender- og Modtagerstationerne
derimod bedst ude paa Landet og helst i ikke
for ringe Afstand fra hinanden.
Modtagerstationen lægges bedst i nogen Afstand fra en Storbys
mange elektriske Anlæg, der kan virke
forstyrrende.

Gennem Forstærkerne er man, som foran
nævnt, bleven sat i Stand til at anvende forsk.
Former af Modtagerantenner, der i og for sig
kun har ringe »Opfanger«- ell.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0885.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free