Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rafael, Santi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der føres tilbage til Skitser af R., har dog
næppe noget med Mesteren at gøre, heller ikke
de R. tilskrevne Mosaikker af Planeter i
nysnævnte Kirke (Capella Chigi). Fra 1515 var han
lønnet Direktør for Udgravningerne af antikke
Bygninger og Billedværker i Rom og hentede
under indgaaende Studier mellem Ruinerne, vel
især Titus-Badenes, de Motiver, der senere blev
gjort frugtbringende under Udførelsen af hans
og Disciplenes dekorative Arbejder. Hele dette
Arbejde optog ham stærkt; i sin førende
Stilling som Arkæolog gav han sig til at opmaale
Partier af Rom og søgte at sætte
Restaureringen i System; i en Afh. (Memorial om Roms
Ruiner) viser R. sit vide Blik i Forstaaelsen af de
arkæologiske Opgaver, og hans Metode til
Opmaalingen af Ruinerne har man betegnet som
Grundlæggelsen af den moderne Arkæologi.
Under hele sit Rom-Ophold levede R. i
lykkelige Kaar (i de sidste 3 Aar i det af Bramante
byggede Pal. Caprini), elsket af sine mange
Lærlinge og af den Kreds af ansete Mænd og
Kvinder, hvori han færdedes, blottet for
Forfængelighed, hædret af de Store, ikke mindst
af de Paver, der lagde saa stærkt Beslag paa
hans Kræfter (»den meget rige og af Paven
højt ansete R. da U.« [Calcagarini, 1519]).
Kun et enkelt Forhold kan man tænke sig som
kastende Skygge ind i hans Tilværelse,
Forholdet til Michelangelo og hans Kreds; R. har
sikkert ikke altid kunnet undgaa at lide under,
hvad Konkurrencen med den store, ufredelige
Florentiner medførte, og vel ikke kunnet
undgaa at føle Brodden i Michelangelo’s Spot over
R.’s Tilværelse som Malerfyrste, omgivet af et
Elevhof, nu da han knap fik Stunder til med
Pensel at gennemføre et Billede. Han giftede
sig aldrig, skønt han havde mange »Tilbud« og
fra 1514 var forlovet med en Kardinals
Broderdatter, Maria Bibbiena, men hun døde kort før
Brylluppet (se Mindetavlen over hende efter
R.’s testamentariske Bestemmelse i Pantheon);
Sagnene om hans løse Forbindelser (»la
Fornarina« o. s. v.) er meget svagt hjemlede
(saaledes Vasari’s Beretning om, at R., da han blev
syg og gjorde sit Testamente, først som god
Kristen sendte sin Elskerinde ud af Huset); der
er ikke Hjemmel til for R.’s Vedk. at tale om
mere end et enkelt erotisk Forhold, maaske til
den Kvinde, hvis Portræt »La donna velata« er.
Hans Dødsaarsag var vistnok en Malariafeber,
haH havde paadraget sig ved sine Studier i
Ruinernes Kælderluft, og som hans
overanstrengte Legemstilstand og taabelig
Lægebehandling (stærke Aareladninger) lod ham
bukke under for. Han døde Langfredag Nat Kl. 9
og begravedes, under store Æresbevisninger,
paa Pavens Befaling i Pantheon. — R.’s
Udseende har man tidligere ment fæstnet i det
tidligere omtalte saakaldte Selvportræt i Uffizi;
nu holder man sig til det lille Ungdomsbillede
i Tegningen i Oxfords Ashmolean-Mus.,
Skikkelsen i R.’s Skolen i Athen og
Dobbeltportrættet, det saakaldte »R. og hans Fægtemester« i
Louvre, hvis bageste skæggede Figur, der viser
Overensstemmelse med det ved Aabningen af
R.’s Grav 1833 fundne Kranie, skulde give den
rette R.
Det er en forbavsende Mængde Værker, R.
har faaet fuldendt i Tidsrummet af næppe en
Snes Aar, selv naar man tager det nødvendige
Hensyn til, at han ved mange af sine Arbejder
brugte megen Hjælp af sine Elever.
Det vides, at R. testamenterede efterladte
Arbejder til Eleverne Giulio Romano og Penni.
og at de arbejdede videre med dem og
udnyttede dem i Værker, som senere fik R.’s Navn
(Eks. Frants’ I’s Madonna i Louvre).
Overhovedet har Elevernes Andel i R.’s Værk været
stor og bidraget til at forplumre det
kunsthistoriske og kunstneriske Billede af R. selv.
Kunsthistorien gjorde længe R.’s egenhændige
Omraade overordentlig stort: den populære
Opfattelse, for hvem R. særlig var
Madonna-Maleren med de saa at sige eviggyldige
Idealtyper af ophøjet Formskønhed, inddrog da
under R.’s Kunst en Mængde Værksteds- og
Efterlignelses-Arbejder, der ejede de lettilgængelige
Rafaeliske Skønhedstyper; den formale
Idealisering, som saaledes øvedes af Elever m. v.,
kunde ende i en Manierisme, som man da
gjorde selve R. ansvarlig for. Dette Forhold
har bidraget til en gennem Tiderne stærkt
skiftende Værdsættelse af R.’s Kunst. Nyere
Kunsthistorikere har derfor til Ære for R.’s
sande Kunst foretaget et Rydningsarbejde, hvis
Resultater i Enkeltheder dog ofte er meget
omtvistelige. Fra enkelte Hold har man — ud fra
R.’s egne Kompositions-Grundsætninger, hans
ejendommelige Evne til at se Fænomenerne
rumligt, hans enestaaende Magt til at skabe
Spænding og harmonisk Samspil mellem
Figurerne og deres Gestus og de arkitektoniske
og landskabelige Omgivelser, saa at man aner
saa at sige en geometrisk Løsning bag Liniers
og Fladers Fordeling — ment at kunne
indskrænke Antallet af R.’s egne Værker til omtr.
en fyrretyve større og mindre Arbejder.
Herimod gøres dog gældende, at Kunstforskningen,
naar den har gennemdyrket disse formale Sider
af R.’s Kunst, dens »Matematik«, og
tilstrækkelig mættet sig med dette ny Forskningsstof,
atter med god Appetit vil vende sig mod
andre lige saa gyldige Sider af R.’s Kunst og
finde Kriterier for disse, der med Rette
bevarer under R.’s Navn adskillige andre
hævdvundne Værker, som man fra dette eksklusive
Stade nu skænker Penni o. a. Elever, fordi
disse Arbejder ikke passer ind i den Konstruktion,
man maaler med.
For R. blev Aaret 1514, da han blev
Peterskirkens Bygmester, Vendepunktet i hans
kunstneriske Arbejde. De store Hverv, der fra nu af
lagdes paa ham, optog ham saa stærkt, at han
mere maatte være Dirigenten end den, der
egenhændig spiller paa Instrumentet; i ringe
Grad fik han Stunder til personlig at arbejde
med Malerkunst.
Fra Hjemmet og fra Perugino’s Værksted
f medbragte han Følelsens Uskyld og
Inderlighed; i Firenze aabnedes hans Øje for
Menneskelivets og Naturformernes uendelige Rigdom;
ejendommelig for ham, enestaaende i Kunstens
Historie er den fuldendte Samklang, hvori hos
ham den største Dybde i Tanken, den mest
ophøjede Alvor og Renhed i Livsanskuelsen, den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
