- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
890

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rakkestad - Rakle - Rakletræer - Rákóczy - Rákóczy-Marchen - Rakonitz

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Bro og videre til Oslo samt en om Trømborg
Kirke til Trøgstad. Ligeledes gaar derfra 2
Hovedveje i sydlig Retnings en nogenlunde langs
Jernbanen til Sarpsborg og en gennem
Degernes til Fredrikshald. Herredet er ogsaa godt
forsynet med Bygdeveje.

I Herredet er fundet mange Oldtidslevninger,
særlig i Hovedsognets nordlige Del og i Os
Sogn. I Nærheden af Gaarden Sævis i Os findes
ganske betydelige Levninger af en gammel
Bygdeborg, »Sævisslottet«. R. har i ældre Dage
temmelig ofte været Skueplads for krigerske
Begivenheder. (Litt.: »Norges Land og Folk«:
A. N. Kiær, »Smaalenenes Amt« [Oslo 1885];
T. H. Toftdahl og C. M. Krosby, »R.
Herred 1814—1914« [Fredrikshald 1914]).
Antagen Formue 1922 var 20,1 Mill. Kr og
Indtægt 3392800 Kr.
(P. N.). M. H.

Rakle (bot.) kaldes en Klase ell. et Aks med
særkønnede, nøgne ell. med meget lille, enkelt
Bloster udstyrede Blomster. I Reglen falder disse
samlede af efter Modningen ell. (for
Hanraklernes Vedkommende) Afblomstringen. Hos mange
Pile og Popler er Hunraklerne Klaser; hos Æl,
Hassel o. a. er Hanraklerne, hos Æl tillige
Hunraklerne sammensatte Stande, bestaaende af
smaa, sammentrængte Kvaste; hos Valnød, Pors
o. a. er Raklerne enkelte Aks. I alle R. er
Højbladene, især Støtte-(Dæk-)bladene forholdsvis
stærkt udviklede og kaldes Rakleskæl.
(V. A. P.). A. M.

Rakletræer (Amentaceæ), tidligere
Ordensnavn for Træer og Buske, der nu henføres til 3
Ordener: Pileordenen, Bøgeordenen og
Valnødordenen, og som alle udmærker sig ved, at
deres Blomster sidder i Rakler.
A. M.

Rákóczy [’ra.ko.t∫i], en ungarsk Adelsslægt,
hvis mandlige Linie uddøde 1756 med en Søn
af nedennævnte Frants II R. Følgende
Medlemmer af Slægten fremhæves:

1) Sigmund R. (d. 1608) blev Febr 1607
valgt til Fyrste i Transsilvanien, men nedlagde
allerede i Marts 1608 sin Værdighed og døde
s. A. Decbr).

2) Georg I R. (1591—1648), Søn af foreg.,
blev 1630 Fyrste i Transsilvanien og fortsatte
som saadan sin Forgænger, Bethlen Gabor’s
fjendtlige Politik mod Østerrig, som han bragte
i stor Forlegenhed ved at slutte Forbund (1643)
med Svenskerne, der under Torstenson havde
tilføjet de kejserlige Tropper svære Nederlag.
Efter ogsaa at have allieret sig med Frankrig
trængte han 1645 frem mod Presburg, og kun
ved tyrkisk Mægling opnaaede Østerrig en
Vaabenstilstand, der efterfulgtes af Freden i Linz
(Septbr s. A.), hvorved Ungarn fik
Religionsfrihed og R. selv store Forleninger og Godser,
ligesom han blev udnævnt til tysk Rigsfyrste.
3 Aar efter døde han. (Litt.: Szilagy,
»Georg I R. im Dreiszigjähringen Krieg«
[Ungarische Revue, 1883] og »R. Gyorgy 1591—1648«
[1888]; H. Rosengren, »Karl X Gustaf före
tronbestigningen« [1913]).

3) Georg II R. (1615—60), foreg.’s Søn og
Efterfølger, fik ved tyrk. Hjælp Overhøjhed
over Moldau og Valakiet; men da han mod
Sultanens Ønske sluttede Forbund mod Karl X
Gustaf af Sverige, da denne angreb Polen, blev
han afsat som Fyrste i Transsilvanien (1657)
og døde under Kamp mod Tyrkerne og sin af
disse hjulpne Afløser i Fyrsteværdigheden.
(Litt.: Szilagy, »R. Gyorgy« [1891]).

4) Frants II R. (1676—1736), Sønnesøn af
foreg. Hans Fader, Frants I R., der ikke blev
Fyrste i Transsilvanien og ikke har haft
politisk Bet., døde 3 Maaneder efter Sønnens
Fødsel, og den unge R. blev da bragt til Wien og
opdraget der i den kat. Tro. Af Kejseren fik
han, efter at han havde ægtet en tysk
Fyrstedatter, sin Families ungarske Godser tilbage,
men sluttede sig ikke desto mindre til det mod
Østerrig fjendtlige Parti bl. Ungarerne og blev
derfor fængslet, men undkom og gik til Polen,
hvorfra han 1703 vendte tilbage for at stille sig
i Spidsen for den store ung. Opstand, der dette
Aar udbrød. Med skiftende Held bekæmpede
han i 5 Aar de kejserlige Tropper og naaede
ogsaa at blive Fyrste i Transsilvanien, men
efter 1708 at have lidt et afgørende Nederlag ved
Trencsen maatte han flygte til Polen og gik
derfra, da hans Landsmænd 1711 sluttede Fred
med Østerrig, til Frankrig, hvor han fik Løfte
om en Pension af Ludvig XIV. Senere drog han
til Tyrkiet, hvor han, da han ikke vilde
anerkende Forliget af 1711 og derfor var udelukket
fra den samtidig med dette udstede alm.
Amnesti, tilbragte Resten af sit Liv, de sidste 17
Aar i Rodosto i Lilleasien (ved
Marmara-Havet); her døde han 8. Apr. 1736. Hans Lig
førtes 1906 med Frants Josef’s Billigelse til
Ungarn. R.’s Minde har al Tid været stærkt
fremdraget i ung. nationale Kredse, og den ungarske
Nationalmelodi, R.-Marchen, er opkaldt efter
ham. (Litt.: Frants II R. efterlod sig i
Manuskript Mémoires sur les révolutions de Hongrie
[udg. i Haag 1738) og en Selvbiografi paa
Latin: Principis Francisci R. confessiones [udg. i
Pest 1876]; [Horn], »Franz R., ein
historischer Charakterbild« [Leipzig 1854];
Krones, »Geschichte Ungarns im Zeitalter R.’s II«
[Wien 1870]; Fiedler, »Aktenstücke zur
Geschichte Franz II R.’s« [Wien 1871]; Thaly og
Simony, Archivum Rakoczianum [Pest 1873
fl.]; v. Hengelmüller, »Franz R., u. sein
Kampf für Ungarns Freiheit, 1703—11«, I
[1913]).
(C. F.). H. J-n.

Rákóczy-Marchen [’ra.ko.tsi-], en ungarsk
March, der siges at være komponeret 1705 af
Zigeuneren Michael Barna, Hofmusikus hos
Frants II Rakoczy; i hvert Fald var den et
Yndlingsmusik stykke i hans Hær. Senere
spilledes den af Barna’s Barnebarn, Violinistinden
Czinka Panna i de Misfornøjedes Lejr og
hævedes til ung. Nationalmelodi; Kanniken Karl
Vaczek nedskrev den i Slutn. af 18. Aarh. 1809
spilledes den under Adelens Oprør mod
Napoleon’s Tropper, og bragtes i sin nuv. Skikkelse
af Venceslas Ruziczkat (d. 1823). Gabr. Matray
offentliggjorde den 1825. Da Berlioz 1841
skulde foretage en Rejse til Ungarn,
instrumenterede han den for stort Orkester og indlagde
den senere i sin »Damnation de Faust«. Ogsaa
Liszt har instrumenteret den. Under
Revolutionen 1848—49 var, den forbudt, men endnu
er den ildfulde March Ungarernes Opsang.
S. L.

Rakonitz, d. s. s. Rakovnik.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0920.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free