Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rantzau, Daniel - Rantzau, Henrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rantzau [’ran(t)så^u], Daniel, dansk
Feltherre, f. 1529, faldet 11. Novbr 1569, hørte til en
yngre Linie af den berømmelige holstenske Æt
R. (se ovf.). Hans Fader, Godske R. til Vilstrup,
Nienhof og Vamdrup, var ivrig Protestant og
sendte R. til
Wittenberg,
hvor han blev
undervist af
Luther og
Melanchton. Han
studerede flittig,
navnlig Sprog;
foruden Dansk
og Tysk talte
og skrev han
Latin, Italiensk
og Fransk. 1547
ledsagede han
sin Herre,
Hertug Adolf af
Gottorp, til
Kejser Karl V’s
Hof, hvor han
omgikkes
Datidens mest fremragende Mænd og lærte den
fine Verdenstone. Senere tog han Tjeneste i de
kejserlige Hære og tjente sig op fra Frivillig til
Høvedsmand for en Fænnike Fodknægte. Efter
omtr. 7 Aars Fraværelse vendte R. hjem og
blev Hertug Adolf’s Befalingsmand paa Slottet
Peine i Nordtyskland, hvorfra han skulde lede
Hvervningerne til det Tog, som Hertug Adolf
i al Hemmelighed planlagde mod Ditmarsken.
Planen blev dog røbet, og Angrebet blev senere
foretaget af Kongen af Danmark og Hertugerne
Hans og Adolf i Forening under Befaling af
Johan R. R. drog med som Fører for en
Fænnike og blev saaret under Stormen paa
Meldorf. Det fortælles, at Knægtene ønskede
ham forfremmet til Oberst, men at Kongen og
Hertugerne ikke vilde have, at R.’erne skulde
fylde alle de højere Kommandoposter. Efter
Ditmarskerkrigen vendte R. tilbage til sin
Stilling som Befalingsmand paa Peine, og siden
ledsagede han Hertug Adolf paa en mislykket
Frierrejse til Dronning Elisabeth, efter
Hjemkomsten trolovede han sig med Cathrine von
Damme. 1562 traadte han i dansk Tjeneste som
Oberst og fik Befaling af Frederik II til at
hverve saa mange Ryttere og Knægte, han
kunde overkomme. I det første Aar af den
nordiske Syvaarskrig førte han som Oberst et
Fodregiment paa 8000 Mand, men 1565 fik han 36
Aar gl Overkommandoen over Hæren, særlig
over Rytteriet, medens Frants Brockenhuus
(s. d.) førte Fodfolket. Pengemangel og Mytteri
i Hæren hindrede længe hans Virksomhed; han
kom for sent til at undsætte Varberg Slot, som
Erik IV belejrede. Medens han prøvede paa at
tage det tilbage, fik han Underretning om, at
en mere end dobbelt overlegen sv. Hær under
Jakob Hästsko nærmede sig langs Ätran. R.
afbrød resolut Belejringen, gik den overlegne
Fjende i Møde og tilføjede ham 20. Oktbr 1565
paa Axtorna Hede i Köinge Sogn et
fuldstændigt Nederlag (Slaget kaldes stundom Slaget ved
Svarterå). R.’s glimrende Rytterindhug
afgjorde Slaget, Svenskerne mistede alt deres Skyts,
48 Kanoner. Den følgende Sommer gjorde han
Indfald i Vestergötland, brændte Falköping,
Skara og Lidköping og førte sin Hær, trods alle
sv. Baghold, velbeholden tilbage til Båhus.
Senere lykkedes det at fange begge de svenske
Hærførere Charles de Mornay og Jakob
Hästsko. Oktbr 1567 samlede R. 6000 Mand ved
Halmstad for med dem at foretage det Indfald
i Østergötland, som fremfor alt har gjort hans
Navn udødeligt. Ad snævre Skovveje, gennem
Klippekløfter og over Moradser naaede han 1.
Novbr Jönköping; herfra drog han ved en
forvoven March gennemi Holaveden langs Vetterns
vestlige Bred ind i Østergötland, hvor hans
Ankomst vakte stor Bestyrtelse. De sv. Hære,
som gik mod ham, blev let splittede, naar R.’s
Krigsraab »Her! Her! Danmark!« lød hen over
Sletten. R. tog længe Hovedkvarter i Linköping
og hærgede derfra baade Norr- og
Söderköping. Fik han blot en Forstærkning af 600
Ryttere og 2000 Knægte, dristede han sig til at
drage mod Sthlm; men den fik han ikke, og
da Sygdom og Kugler stadig forringede hans
Hob, maatte han Jan. 1568 tænke paa
Tilbagetog. Forinden foretog han dog 14. Jan. et
glimrende Overfald paa den bag Motala-Strømmen
ved Norrbyhus lejrede sv. Hær, befriede alle
sine Fanger og tog bl. a. Krigskassen med 12000
Rdl. 24. Jan. begyndte han Tilbagetoget ad den
østre Hulvej og førte under Farer, Savn og
Anstrengelser, der endog overgik dem paa
Optoget, sin Hær tilbage til den Skaanske Grænse.
Paa Nedmarchen fangede han begge de
svenske Anførere, han havde mod sig, Hogenskild
Bjelke og Sten Banér. Oktbr 1569 begyndte R.
at belejre Varberg; 11. Novbr var han ude i
Belejringsbatterierne og steg op paa en Klippe
for at iagttage Ildens Virkning; medens han
stod der, kom en Kugle og bortrev den øverste
Del af hans Hoved, saa han døde paa Stedet.
Hans Lig blev ført gennem Danmark, ledsaget
af 2 Faner Ryttere, ved Holstens Grænse
modtog Hertug Adolf det i Spidsen for det
holstenske Ridderskab og førte det til Slægtens
Gravsted i Westensee. R. skildres som en høj,
rank, kraftig bygget Mand med langagtigt,
magert Ansigt; Mund og Hage næsten skjulte af
tæt Skæg. (Litt.: Axel Larsen, »D. R.«
[Kbhvn 1898]).
(A. L.). L. L.
 |
| D. Rantzau. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
