Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rask, Rasmus Kristian - Raška - Raskning - Raskolniker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fandt stor Opmuntring ell. Understøttelse til at
sysle videre med. Allerede 1814 var han bleven
Underbibliotekar ved Universitetsbiblioteket, en
Stilling, som han beholdt ogsaa under sin lange
Fraværelse, fra 1818 med Titel af Prof. Efter
hans Hjemkomst bevilgedes der ham foreløbig
en mindre, aarlig Understøttelse, og denne blev
fast, da han 1826 — efter at have afslaaet en
Kaldelse til Edinburgh som Bibliotekar —
udnævntes til ekstraordinær Prof. i
Litteraturhistorien med særligt Hensyn til den asiatiske
Litteratur; men dette Hverv svarede ingenlunde
til hans Ønsker, og Lønnen var saa ringe, at
han stadig var henvist til at bøde derpaa ved
alm. Informationer. 1829 blev han Bibliotekar
ved Universitetsbiblioteket, og endelig 1831 Prof.
i de orientalske Sprog; men han var da allerede
saa svag, at han med Rette selv mente, at det
var for silde.
Bl. umiddelbare Frugter af Rejsen kan særlig
fremhæves den vigtige Afh. »Om Zendsprogets
og Zendavestas Ælde og Ægthed« (trykt 1826),
hvori han bl. a. ogsaa giver epokegørende
Bidrag til Tydningen af de persiske
Kileindskrifter. For øvrigt offentliggjorde han
Grammatikker for en Rk. forsk. Sprog for paa dem at
anvende dels det efter hans Overbevisning rigtige
grammatiske System, dels danske Kunstord,
saaledes en frisisk (1825), italiensk (1827), dansk
(paa Engelsk, 1830), lappisk og engelsk samt en
»Kortfattet Vejledning til det oldnordiske ell.
gamle islandske Sprog« (1832), foruden at han
havde forberedt mange andre. Som den første
Formand for det nordiske Oldskriftselskab
(1825—27) udførte han et stort Arbejde, skrev
selv det meste af dets Tidsskrift »Hermod«
(1825—26) og besørgede selv Teksten til
adskillige af dets Udgaver af Sagaer. Hvad der i
særlig Grad optog ham, var Kampen for hans
Reform af den danske Retskrivning, som han
udførlig har fremstillet i sit »Forsøg til en
videnskabelig dansk Retskrivningslære« (1826). Den
Iver og Stædighed, hvormed han førte denne
Kamp, bidrog væsentlig til mere og mere at
isolere ham, og dette i Forbindelse med anden
Modgang og overanstrengende Arbejde virkede
legemlig og aandelig nedbrydende paa ham. En
lysere Tid syntes at skulle oprinde med hans
sidste Udnævnelse, men en lang Brystsygdom
havde udtømt hans Kræfter, og han døde kun
45 Aar gl. Hans yngre Broder H. K. R. udgav
efter hans Død, desværre ikke altid omhyggelig,
hans »Samlede tildels forhen utrykte
Afhandlinger« (3 Bd, 1834—38, med en udførlig Biografi
forfattet af N. M. Petersen).
I den alm. Bevidsthed staar R. maaske
nærmest som den, der kunde en forbavsende
Mængde Sprog. En saadan Betragtning er dog
ganske overfladisk og misvisende. Han havde
ganske vist set sig om i Sprogenes Verden saa
vidt som kun faa; men han saa paa Sprogene
som den systematiserende Naturforsker paa
Naturgenstandene. Derfor er det ham om at
gøre dels at finde det naturlige System, der er
raadende i det enkelte Sprogs grammatiske
Bygning, dels ved Sammenligning imellem Sprogene
nøjagtig at bestemme deres indbyrdes
Gruppering, deres Slægtskabsforhold og
Slægtskabsgrader. I hvad han ved sit geniale Blik og ofte
med ret mangelfuldt Materiale har udrettet paa
dette Omraade, ikke blot mest indgaaende for
de indoeuropæiske (»jafetiske«) Sprogs, men
ogsaa for andre Sprogætters Vedk., staar han
uovertruffen for sin Tid og er en af dem, der
indleder det store Omslag, som betegnes ved
den sammenlignende Sprogvidenskab. Men først
og sidst hænger hans Hjerte ved Norden og de
nordiske Sprog, særlig Islandsk, der altid
forbliver det centrale i hans Forskning, og hans
største Fortjeneste er maaske Grundlæggelsen
af den nordiske Filologi. Denne R.’s Kærlighed
til Norden og til Modersmaalet har sat sit Præg
paa hele hans Virksomhed, og naar R.’s
Arbejder kun i forholdsvis ringe Grad har grebet
umiddelbart ind i den universelle Videnskabs
Udvikling, men vel i høj Grad middelbart
(gennem J. Grimm, der i høj Grad har bygget paa
R.), da er en væsentlig Grund hertil den, at
han med yderst faa Undtagelser kun vilde
skrive dem paa Dansk; thi, som der staar paa
hans Gravmæle (paa Assistenskirkegaard): »Sit
Fædreland skylder man alt, hvad man kan
udrette«. (Litt.: Ovenn. Biografi af N. M.
Petersen; F. Rønning, »R. K. R.« [Kbhvn
1887]; Wimmer, »R. K. R.« [Kbhvn 1887]; O.
Jespersen, »R. R. i hundredåret efter hans
hovedværk« [Kbhvn 1918]).
Vilh. Th.
Raška [’ra∫ka], jugoslavisk Dept i Sydserbien
med et Areal af 2828 km2 og (1921) 72545 Indb.
ell. 26 pr km2.
N. H. J.
Raskning kaldes ved Brødtilvirkningen den
Proces, ved hvilken den med Gæringsmidlet
først blandede Del af Dejen hæver sig p. Gr. a.
Kulsyreudviklingen (smlg. Brød).
K. M.
Raskolniker bet. frafaldne og er
Fællesnavnet for Sekter, som har skilt sig ud fra den
gr.-russ. Kirke. Deres første Fremtræden var
foranlediget ved Indførelsen af reviderede
Kirkebøger under Patriarken Nikon 1666. De,
som vilde bevare den gl. Tekst, kaldte sig
Starowierzi, ɔ: de Gammeltroende. En af deres
betydeligste Førere var Peter Prokopovitsch.
Bevægelsen greb stærkt om sig, og nationale
Elementer indblandedes i Striden, idet alle
garnmelrussisksindede samlede sig til Opposition
mod Tsar Alexei Michailovitsch’ og Peter den
Store’s Arbejde paa at tilføre Rusland
Paavirkning fra Vesteuropa. R. blev forfulgte paa alle
Maader, og mangfoldige blev henrettede.
Forfølgelsen varede et helt Aarhundrede, indtil R.
1762 fik Tilladelse til at opholde sig uantastede
i det indre af Riget. Inden for de
Gammeltroende opstod der atter fl. Grupper, saaledes
Jedinoverzerne, der anerkender Statskirkens
Præster og kun afviger fra Statskirken i visse
ydre Skikke, og Starovbradzerne, der ikke
vil anerkende Statskirkens Præster. Men snart
dannede der sig helt andre Grupper R.,
som indbyrdes er meget forskellige, saaledes
Skopzerne, der i vild Fanatisme kastrerer sig,
Shakuni (Springerne), Pomoraner og
Duchoborzer. Disse sidste fremtraadte i Midten af 18.
Aarh. i Egnen ved Jekaterinoslav og bredte sig
til Provinserne Tambov, Saratov og Archangel.
Efter at have gennemgaaet en Del Forfølgelse
fik de af Alexander I Lov til at være i Fred, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
