Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rationalisme - rationes decidendi - rationel - Ratisbona - Ratisbonne, Louis Gustave Fortuné - Ratitæ - Ratke - Ratlam - Ratnakara - Ratnavali
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Side som unyttige. Da Retningen dog for en
stor Del havde en kirkelig Position, blev man
stillet over for Spørgsmaalet om, hvorledes man
skulde affinde sig med Bibelens Beretninger om
det overnaturlige (Mirakler, Dæmoner o. s. v.).
Saa vidt muligt søgte man at hjælpe sig med en
naturlig Forklaring, hvorved det overnaturlige
afvistes som kun beroende paa en fejl Opfattelse
af vedk. Fortælling. Ellers hjalp man sig ved at
tale om en Akkommodation (s. d.), en
Tillempning efter Folketroens Forestillinger, som Jesus
og Apostlene skulde have anvendt. Paa den
Maade kom man til at adskille mellem en
grovere og en renere Form for Religionen, man talte
alm. om Kristendommens Perfektibilitet ɔ: dens
Evne til at udvikle sig videre i Retning af, hvad
man forstod ved naturlig Religion. Af R.’s
Teologer kan nævnes Wegscheider, Bretschneider
og Teller, der gav Fremstillinger af den kristne
Lære: som Fortolker fik Paulus i Heidelberg et
vist Navn; som Prædikanter vandt Spalding og
Röhr Berømmelse. Det var imidlertid ikke blot
fra teologisk Side, at R. blev støttet. I
Populærfilosofien fandt den en mægtig Forbundsfælle;
herhen hører f. Eks. Moses Mendelssohn. Men
fornemmelig var det gennem Boghandler
Nicolai’s »Allgemeine deutsche Bibliotek«, at
Populariseringen af de ny Tanker foregik.
En ny Fase i R.’s Historie indlededes med
Kant, der i sin Filosofi gør Ende paa den
naturlige Teologi, men samtidig dog i sin Teologi
fastholder visse af dens Principper. Lige saa
lidt som sin ældre Samtid har han Sans for
Historiens Bet. Idet han i afgjort Modsætning
til Tidens Utilitarisme gør Moralens ophøjede,
selvgyldige Karakter gældende, bliver
Religionen for ham nærmest kun en Støtte for
Moralen. Saaledes kommer han bestandig til at
fastholde Modsætningen mellem Fornuftreligionen
og den positive; kun den første er den sande.
Den videre Reaktion mod R.’s ensidige
Forstandsretning udgaar fornemmelig fra Mænd
som Herder, Hamann, Lavater, Lessing og
Jakobi, og den fuldbyrdes gennem den romantiske
Aandsretning, som snart faar Magten. Det er
især fra Følelsens og Gemyttets Side, ligesom
fra Historiens og Spekulationens Omraader, at
Protesten udgaar. I teologisk Henseende er
Schleiermacher den, der har gjort Ende paa R.
Ogsaa i Danmark har R. haft sin Tid. I
Teologien er Bastholm og H. G. Clausen især dens
Repræsentanter. Den overvindes af Mynster og
Grundtvig. I Norge er dens typiske
Repræsentant F. J. Bech. Reaktionen mod den indledes
praktisk af Hauge, senere af de teologiske
Professorer Hersleb og Stenersen.
Man har ogsaa i nyere Tid talt om R. inden
for Teologien; til Forskel fra den ældre
Retning har man kaldt den for Ny-R. Det er dog
især fra Modstandernes Side, at det er gjort, og
noget egl. sammenfattende Princip for en
saadan Aandsretning kan der ikke paavises.
Meningen hermed har da ogsaa nærmest været den
at finde en Fællesbetegnelse for de religiøse
Opfattelser, som stiller sig i Afstand fra
Ortodoksien. At imidlertid den valgte Betegnelse er
meget uheldig, ligger klart for Dagen. Det
ejendommelige for al R. vil dog blive, at Forstanden
her stilles i Forgrunden som den herskende
Evne. Men at det religiøse Forhold ikke kan
forstaas og bedømmes ud fra et rent
Forstandssynspunkt, det er en Erkendelse, som lige
saa vel vil være at finde hos den liberale som
den ortodokse Teologi i vor Tid (se
Ortodoksi).
F. C. K.
rationes decidendi (lat.), de Retsgrunde,
der har medført Udfaldet af en konkret
Retsafgørelse.
A. D. B.
rationel (lat.), bygget paa Fornuftslutninger,
fornuftmæssig, ledet efter videnskabelige
Grundsætninger; en r. Bedrift, en Bedrift, der ikke
blot ledes vanemæssig efter overleverede
Erfaringer, men efter videnskabelig prøvede
Metoder. Det modsatte af r. er irrationel.
Smlg. rational.
Ratisbona, nylat. Navn for Regensburg.
Ratisbonne [ratiz’bån], Louis Gustave
Fortuné, fr. Forf., f. i Strasbourg 29. Juli
1827, d. i Paris 1900, har oversat Dante’s
Commedia divina i Originalens Versemaal
(1852—59) og selv skrevet Henri Heine (1855),
Versdramaet Héro et Léandre (1859), Digtsamlingerne
Au printemps de la vie (1857), Comédie
enfantine (1860) og Les figures jeunes (1865),
litterærkritiske Arbejder m. m.
S. Ms.
Ratitæ (af ratis, en fladbundet Baad), et
Navn først brugt af Merrem i 1813 for de
Fugle, hvis Brystben mangler Kam, i
Modsætning til Carinatæ (af carina, en Køl).
Merrem’s Inddeling blev kun paaagtet af faa bl.
de senere Forf., før Huxley i 1867 genoptog
den; Navnet bruges nu i talrige Systemer, og
i det indbefattes alle nulevende Strudsfugle og
de uddøde Grupper Dinornithes (Moa) og
Æpyornithes (Rok). Se i øvrigt Strudsfugle.
(Litt.: Merrem, Tentamen systematis
avium i »Abhandl. d. k. Akademie d. Wissensch.«
[Berlin 1813]; Huxley, On the classific. of
Birds i Proc. Zool. soc. [Lond. 1867]).
O. H.
Ratke, se Ratichius.
Ratlam [’rät£əm], indobritisk Vasalstat i det
vestlige Centralindien, 1646 km2 med (1910) 75291
Indb., hvoraf 9512 Muhammedanere, 14930
Sikher, i øvrigt Hinduer. Hovedstaden R., 27957
Indb., driver Handel med Korn og Opium.
M. V.
Ratnakara, en Digter fra Kashmir (9. Aarh.),
Forf. til et stort episk Digt Haravijaya (ɔ:
Hara’s [Çiva’s] Sejr), der hører til den Gruppe
af Kunstdigte i Sanskrit-Litteraturen, som
benævnes Mahākāvya (jfr indisk
Litteratur, S. 310).
D. A.
Ratnavali (ɔ: Perlehalsbaandet), et
Sanskrit-Drama fra 7. Aarh. Som Forf. angives den
berømte Kong Çrīharsha, men den virkelige
Forf. har rimeligvis været en ell. anden Digter
ved hans Hof (maaske Bāṇa). Stykkets Emne
er et fra den indiske Sagnlitteratur velkendt
Motiv, nemlig en Konges Kærlighed til sin
Dronnings Terne, der til sidst viser sig at være en
Prinsesse, som ved et Uheld (et Skibbrud) er
kommen til at indtage en saa ringe Stilling; det
giver os et Billede af hin Tids Hof- og
Haremsliv og har sit Forbillede i Kālidāsa’s bekendte
Drama »Kongen og Danserinden«. R. er
udgivet i Böhtlingk’s
Sanskrit-Chrestomathie og i Bombay 1895 og senere smst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
