- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
1007

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Refleks (fysiol.) - Refleksbevægelser - Refleksgalvanometer - Refleksion, Lysets - Refleksion - Refleksionscirkel - Refleksionsinstrument - Refleksionspoesi - Refleksionsprisme - Refleksionsvinkel - refleksiv - Refleksivum - Reflekskrampe - reflektere - Reflektor - Reform - reformatio in pejus - Reformation

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Hos de forsk. Mennesker er Styrken af R.
meget varierende, saaledes har nogle
Individer meget svage, andre meget livlige
Senereflekser, uden at dette er Udtryk for noget
sygeligt.
K. H. K.

Refleksbevægelser, se Refleks.

Refleksgalvanometer, d. s. s.
Spejlgalvanometer, se Galvanometer,
S. 387.

Refleksion, Lysets, se Spejling.

Refleksion (lat.), egl. Tilbagekastning eller
-bøjning; i Alm. Tænkning, særlig hvor denne
fremtræder som skelnende, sammenlignende,
bestemmende og forbindende Forestillinger.
Locke opstillede to Erkendelseskilder: ydre
Erfaring, ɔ: Sansning, og indre Erfaring, ɔ: R.,
hvorved da forstodes Selviagttagelsen af vor
Bevidstheds egne Virksomheder. Beslægtet
dermed er Bet. af Selvbesindelse, under hvilken
Bevidstheden ligesom er højet tilbage i sig
selv; en reflekterende Aand er særlig den, der
grublende fordyber sig i sig selv og gør alle
Iagttagelser og Oplevelser til Genstand for
lange Betragtninger og Overvejelser.
Cl. W.

Refleksionscirkel, se Sekstant.

Refleksionsinstrument, se Sekstant.

Refleksionspoesi er ikke nogen særlig Art
af Poesi, men enten et Udtryk for Tankepoesi
(se Lyrik) ell. for saadanne poetiske
Frembringelser, hvis Tankeindhold ikke poetisk er
magtet og omsat i Stemning.
Cl. W.

Refleksionsprisme, retvinklet ligebenet
Glasprisime, hvori en Lysstraale kan lide
fuldstændig Tilbagekastning (Totalrefleksion, se
Brydning). En Anvendelse af et saadant
Prisme er omtalt under Prismekikkert;
her træder Straalen ind og ud gennem
Hypotenusefladen og reflekteres totalt ved begge
Kateteflader. Hyppigt bruges Prismet ogsaa
saaledes, at Straalen træder ind vinkelret (ell.
næsten vinkelret gennem den ene Kateteflade,
reflekteres totalt ved Hypotenusefladen og igen
træder ud næsten vinkelret gennem den anden
Kateteflade. Saadanne Prismer giver Lyset en
Retningsændring med meget ringe Lystab,
nemlig kun det ringe Refleksionstab ved Straalens
Ind- og Udtræden. Til Belysning af
Kælderrum anvendes, naar man kan skaffe Lys
gennem Loftet, undertiden Ruder, bestaaende af en
Samling saadanne R. i grov Udførelse.
H. M. H.

Refleksionsvinkel, d. s. s.
Udfaldsvinkel, se Spejling.

refleksiv (lat.), tilbagevirkende, tagende
Hensyn til noget forudgaaende.

Refleksivum bruges i Grammatikken dels
om det tilbagevisende Stedord (lat. pronomen
reflexivum
) sig, dels om verbum reflexivum, et
Verbum, der til Objekt har det samme Begreb
som Subjektet, f. Eks. jeg glæder mig,
han glæder sig
. Pronomenet sig (lat. se
o. s. v.) brugtes opr. visende tilbage til
Subjektet i alle tre Personer, og det samme er
Tilfældet med de Former, der i de nordiske
Sprog er opstaaede ved Sammensmeltning af
et Verbum og sik (sig), f. Eks. jeg glædes,
du glædes, han glædes, vi glædes
o. s. v.
O. Jsp.

Reflekskrampe, se Refleks.

reflektere (lat.), tilbagestraale; overtænke,
agte paa. Refleksion, Overvejelse etc.
(se ovf.).

Reflektor, se Kikkert.

Reform (lat.), Omformning, Forbedring,
Forandring (i Lovgivning, Administration etc.).

reformatio in pejus (lat.), en appelleret
Doms Forandring i Appelinstansen til Skade
for den, der appellerer, noget, der dog efter
Nutidens Proceslove i Reglen ikke kan finde
Sted (jfr Appel).
E. T.

Reformation (lat.: Omdannelse) er en
Betegnelse, der ligesom Reformator kan
anvendes i al Alm., hvor gennemgribende
Samfundsændringer finder Sted, men Ordet har sin
særlige Anvendelse som Betegnelse for det store
religiøse Gennembrud i Beg. af 16. Aarh., dette
Gennembrud, som, knyttet først og fremmest
til Luther’s Navn, paa een Gang frigjorde den
religiøse Personlighed fra ydre Autoriteter og
samtidig genindførte den paulinske
Kristendomstype i Kirken og stillede den i Modsætning
til den romerske, og som i Forbindelse med
Renaissancen skabte det Kulturtrin, hvorpaa
den civiliserede Verden endnu staar. R. er i sit
Udspring og i sin Kerne em aandelig
Bevægelse og en religiøs Bevægelse. Hvor
omfattende dens Virkninger end blev i politisk og
kulturel Henseende, og hvor ofte det end
hændte, at Mennesker sluttede sig til den af ret
uaandelige Motiver, Beg. til den skete dog, da
Luther i sin Celle tilkæmpede sig Fred med sin
Gud, og Kraften i den baade ved dens første
Fremtræden og under dens senere Vækst var
Evangeliets Kraft. R. karakteriseres bedst
gennem de to Principper, som blev
Grundprincipperne for den ny Kirkeafdelings
Kristendomsopfattelse, det formale Princip, at den hellige
Skrift er eneste Norm og Regel for Tro og
Lære og Lærens eneste Kilde, og det materiale,
at et Menneske retfærdiggøres, d. v. s. faar
sine Synders Forladelse, ved Troen alene, idet
Troen ikke opfattes som noget intellektuelt, men
som det inderlige Tillidsforhold til Gud og
Selvhengivelsen til ham.

Aarsagen til R. var altsaa et Frembrud af
den gamle evangeliske Tro; men at denne ikke
kunde bestaa inden for de daværende
Kirkerammer, havde atter sine særlige Aarsager. Den
rom. Kirke var som Helhed betragtet gledet
dybt ned i Udvorteshed og Overtro. De store
Piaveskikkelser var forsvundne, paa Skt Peter’s
Stol sad ved Middelalderens Slutning verdslige
Fyrster i kirkelig Dragt, Fyrster, hvis Opgave
fortrinsvis var at øge Pavedømmets politiske
og økonomiske Magt, som ofte var berygtede
for Usædelighed, og som i hvert Fald var ude
af Stand til at være Kirkens aandelige Førere.
Paa de store Konciler i Middelalderens
Slutning var der derfor ogsaa gentagne Gange
udtalt, at det økumeniske Koncilium og ikke
Paven var Kirkens øverste Autoritet, og endnu
en Stund efter, at R. var begyndt, haabede
man fra mange Sider, ogsaa fra R.’s egen
Kreds, at et Koncilium vilde kunne bedre den
religiøse Tilstand. Eksemplerne fra Koncilerne
i Konstanz, Basel og Firenze viste imidlertid
tilstrækkelig tydeligt, at trods al god Villie til

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/1041.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free