- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
1009

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Reformation

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Forskellene mellem de to protestantiske
Kirkeafdelinger henvises til Liturgi, Lutheraner og
Reformerte Kirke.

Tyskland er R.’s egl. Moderland, og
inden for Tyskland atter Kursachsen. Man plejer
at regne 31. Oktbr 1517 som R.’s
Begyndelsesdag. Paa den Dag opslog Luther sine 95 Theses
mod Afladen paa Slotskirkedøren i Wittenberg.
Men saaledes at fastsætte en bestemt Dag som
R.’s første lader sig dog næppe gøre. Dels
havde Luther tidligere iklædt sine Tanker Ord,
dels drømte han aldeles ikke den Dag om
nogen reformatorisk Stordaad, og dels havde
andre før ham angrebet Afladen. Men ganske vist
var der i hans Theser en religiøs Kraft, som
maatte vække Opmærksomhed, og som faktisk
ogsaa med eet Slag gjorde den unge Doktor
og Professor kendt i største Delen af det tyske
Rige. Den litterære Fejde med Eck, som
angreb Theserne, de store Disputatser i
Heidelberg 1518 og Leipzig 1519, og Forhandlingerne
med de tre pavelige Sendebud Prierias, Cajetan
og Miltiz 1518—19 vakte endnu mere Opsigt
og modnede Luther selv, saaledes at han 1520
staar med fuld Klarhed over sine Tanker. Fra
det Aar Stammer ogsaa hans reformatoriske
Hovedskrifter, og den pavelige Bulle s. A. og
navnlig Rigsdagen i Worms Aaret efter
konstaterede tilstrækkelig R.’s kirkelige og
politiske Bet. En Hovedsag var, at Luther fra
første Færd forstod at samle Disciple om sig,
hvorved R.’s Udbredelse sikredes. Men ogsaa
selvstændige Personligheder som Bugenhagen
og fremfor alle Melanchthon stillede sig ved
hans Side og førte R.’s Sag frem, og Riddere
som Sickingen og Hutten hilste R. med
Begejstring. Efterhaanden kom Fyrsterne og de fri
Rigsstæder med, bl. Fyrsterne saaledes
Frederik den Vise’s Efterfølger Johan den
Standhaftige af Kursachsen, Landgrev Filip af
Hessen, (Markgrev Casimir af Brandenburg,
Hertug Ernst af Lüneburg, Fyrst Wolfgang af
Anhalt og den tyske Ordens Stormester Albrecht,
som gjorde sit Ordensland Preussen til
Hertugdømme. Bondeopstanden under Münzer’s
Ledelse blev lykkelig kuet 1525, og som
Modtræk mod de kat. Fyrsters Sammenslutning
dannede de evangeliske Stænder et Forbund i
Torgau 1526. S. A. var der en Rigsdag i Speyer,
hvor Territorialprincippet blev hævdet, og hvor
de evangeliske Staters Eksistens altsaa
godkendtes. En ny Rigsdag i Speyer 1529, hvor
Katolikkerne havde Overvægten, vilde
undertrykke R., hvorfor de Evangeliske protesterede
(af den Grund fik de senere Navnet
Protestanter). Landgrev Filip fik en Samtale i Stand
i Marburg (se Marburger-Artiklerne)
for at faa en Sammenslutning med de
Reformerte, men Forsøget mislykkedes. Imidlertid
havde Reformatorerne med Luther i Spidsen
styrket Reformationsværket i de evangeliske
Lande ved at ordne Liturgien og Gudstjenesten
i det hele samt Skolen og Fattigplejen, men op
over alle R.’s øvrige Kampmidler rager
Luther’s Bibeloversærtelse, hans Prædikener og
hans Salmer. 1530 holdtes Rigsdagen i
Augsburg, hvor de Evangeliske fremlagde deres
Bekendelse for Kejseren. Rigsdagen var ikke
gunstig stemt mod R., og det saa ret truende ud
for Protestanterne, hvorfor de lutherske
Fyrster og Stæder 1531 sluttede et defensivt
Forbund i Schmalkalden. Tyrkerkrigen hindrede
dog Kejseren i at foretage noget alvorligt
Skridt. Württemberg og Pommern sluttede sig
til R.’s Tilhængere, men samtidig begyndte de
frygtelige Sværmer- og Gendøberbevægelser,
der kulminerede med Rædselsherredømmet i
Münster, og som voldte R.’s Sag stor Skade
ogsaa efter deres Underkuelse 1535. Af andre
tyske Stater traadte efterhaanden den
albertinske Del af Sachsen, Hamburg, Frankfurt,
Naumburg, Braunschweig-Wolfenbüttel, Regensburg,
Pfalz-Neuburg, Kurköln og Kurpfalz ind bl. de
Luther’skes Rækker, saaledes at Evangeliets
Sag ogsaa politisk set, trods megen
Skrøbelighed, var fæstnet i Tyskland ved Luther’s Død
1546. Straks efter hans Død kom det til en
politisk og militær Styrkeprøve med
Katolikkerne. Den schmalkaldiske Krig udbrød. Hertug
Moritz af Sachsen gik over til Kejseren, og
denne fik derved stor Fremgang, saaledes at
han endog fangede Lutheranernes Førere, men
pludselig slog Moritz atter om, og Krigen endte
langt gunstigere for de Evangeliske, end den
begyndte. Ved Religionsfreden i Augsburg 1555
fik de fri Religionsøvelse (der blev intet sagt
om de Reformerte), og Territorialprincippet
sloges fast (cujus regio, ejus religio). Kun
gejstlige Fyrster, som gik over til Protestantismen,
skulde give Afkald paa deres Lande. En Stund
blev der nu roligere Forhold i politisk
Henseende, og den lutherske R. bredte sig end
yderligere i Tyskland, saaledes til Baden,
Böhmen og Dele af Siebenbürgen, Østerrig og
Biayern, ligeledes ogssaa til Estland, Livland og
Kurland, hvor Tyskerne havde en betydelig
Magt, og til Polen. Men samtidig begyndte R.
ogsaa at tabe Terrain over for Katolicismen,
saaledes i forsk. Bispedømmer, og indre
Forskydninger gjorde sig gældende, idet adskillige
opr. lutherske Egne gik over til Calvinismen,
deriblandt Kurpfalz 1583, Lippe 1602 og
Heasen-Kassel 1604. Kløften mellem de Reformerte og
Lutheranerne uddybedes mere og mere, og
allerede før Luther’s Død var der tillige udbrudt
flere skarpe dogmatiske Stridigheder mellem
Lutheranerne indbyrdes, men disse sidste
Kampe kæmpedes dog til Ende, og 1580 kom
Konkordieformlen som Slutstenen paa Udviklingen
og den autoritative Afgørelse. Den Teologi, som
Luther havde skabt, udformedes derved videre,
og paa Basis af R.’s Principper opførtes
efterhaanden et helt Læresystem. Paa denne Maade
styrkedes Reformationsværket indadtil. Men
Sansen for »den rene Lære« blev rigtignok
senere saa udpræget, at der blev lagt et nyt
Autoritetspres paa Samvittighederne, og denne
saakaldte ortodoksistiske Periode, som i øvrigt
fandtes i alle lutherske Lande i 17. Aarh.,
ogsaa uden for Tyskland, kunde derfor ikke blive
af lang Varighed, Trediveaarskrigen (1618—48)
betegner endelig det sidste Opgør mellem R.’s
Tilhængere og Katolikkerne. R. i Tyskland og
dermed ogsaa i de andre Lande gik frelst ud
af Kampen, først og fremmest ved Svenskernes
tapre Indskriden, og den westfalske Fred var

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/1043.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free