- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
1014

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Refraktion (astron.)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Zenit (hvor den er Nul) til Horisonten, og
foreslaar at bestemme R.’s Størrelse ved at
observere en Fiksstjerne i dens forsk. Afstande fra
Zenit. Senere omtales R. af Alhazen, Walther
og Vilhelm IV af Hessen, men først Tyge Brahe
bestemte R.’s Størrelse ved at maale Solens
forsk. Højde i dens Dagbue og sammenligne den
maalte Højde med den beregnede. I Horisonten
finder han for Solen R. til 34′, og at den
forsvinder i 45° Højde, for Fiksstjernerne er R. i
Horisonten 30′ og forsvinder allerede i 20°
Højde. Brahe mente, at R.’s Størrelse afhang af
Himmellegemets Lysstyrke og dets Afstand.
Kepler korrigerer disse urigtige Antagelser af
Brahe og paaviser, at R. er uafhængig af
Stjernens Afstand, men Kepler gør paa sin Side den
Fejl at antage Luften for uelastisk og overalt
lige tæt, hvorved Lysstraalernes Gang i
Atmosfæren bliver retlinet. Nogen simpel Lov for R.
lykkes det ikke Kepler at finde, men trods de
urigtige Forudsætninger konstruerer han en
Refraktionstabel, som lige til 70° Zenitdistance ikke
afviger mere end 11″ fra Nutidens, et Resultat,
som for hans Tids Observationskunst var mere
end nøjagtigt. Efter ham arbejder Scheiner og
Hevel med R., men uden at finde
Brydningsloven; det er først Cassini I, som konstruerer en
Refraktionsteori, hvori Brydningsloven er lagt
til Grund. Picard paaviser, at R. er større om
Vinteren end om Sommeren, større om Natten
end om Dagen, m. a. O., at den afhænger af
Temp. og Lufttrykket, Lacaille giver den første
Korrektionstabel til R. for Temp. og Lufttryk.
Romer er i sine Anskuelser om R. forud for sin
Tid — hvert Sted har sin egen R., i Dalen er
den mindre end paa Fjeldet. Newton finder efter
sin Lysteori, at R. er en Følge af Attraktionen,
og at man gennem den kan bestemme
Lysstraaler virkelige Bane i Luftlag af forsk. Tæthed.
Simpson arbejder videre i denne Retning og
finder et simpelt Udtryk for R., som er blevet
benyttet af Bradley, Maskelyne o. a. Euler og
Lambert giver værdifulde Bidrag til Teorien for
R., og Lagrange diskuterer, om Temp. aftager
proportionalt med Højden. Senere har Laplace,
Bessel, Ivory, Lubbock, Gyldén, Oppolzer,
Radau (Recherches sur le théorie des refractions
astronomiques (1882, 1889), Alliaume,
Grossmann, Tucker, Esclangon (Études sur la
refraction astronomique
, 1913) og andre arbejdet
med Teorien for R., og de af disse givne
teoretiske Undersøgelser skiller sig hovedsagelig
fra hverandre i de forsk. Hypoteser, der er
opstillede angaaende Atmosfærens Konstitution.
Til 75° à 80° Zenitdistance er denne uden
mærkelig Indflydelse paa R., først i 80° til 90°
Zenitdistance giver de forsk. Teorier væsentlig
forsk. Værdier. Men i saa lave Højder
observerer Astronomerne kun undtagelsesvis, medens
Geodæterne ved deres Maalinger af
Zenitdistancer af terrestriske Objekter hovedsagelig
arbejder i disse Højder. Denne terrestriske R., som
Bayer paaviste 1840, men som først blev nøjere
undersøgt af Bauernfeind 1880—90 og Fearnley
(»Zur Theorie der terrestrischen Refraktion«,
1884), er i høj Grad underkastet Forandringer,
saavel regelmæssige som uregelmæssige, og
disse hidrører først og fremmest fra, hvorledes
Temp. aftager med Højden. Medens Aftagelsen
udgør i Medium 0,58° pr. 100 m, er den ved
Middagstid inden for de første 100 m ofte flere
Grader, fremkaldt ved den stærke Insolation af
Jordbunden. Om Natten og omkr. Solopgang
har man derimod ofte i de nederste Luftlag en
Stigning af Temp. med Højden p. Gr. a.
Udstraaling fra Jorden. Som Følge heraf vil
Maalinger af Zenitdistancen af terrestriske Objekter
kunne være behæftede med store Fejl. Man har
søgt at udlede teoretiske Formler for den
terrestriske R.; imidlertid har det sine
Vanskeligheder at bringe ind i Beregningen alle de
Faktorer, hvoraf R. er afhængig. Og det fremgaar
af disse Formler, at den numeriske Værdi for
R. om end i ringere Grad ogsaa er afhængig af
Barometerstanden og Luftens Fugtighed.
Betragter man den Bane, Lysstraalen gennemløber
mellem det terrestriske Objekt og Iagttageren,
som et Stykke af en Cirkelbue, hvis
Centralvinkel er lig Summen af Vinklerne mellem
Korden fra Objektet til Iagttageren og Tangenterne
til Buens Endepunkter, saa har man ved
Observation fundet, at Radien til denne Cirkelbue
er omtr. 1/8 af Jordradien. Forholdet mellem
disse to Radier kalder man Luftens
Refraktionskoefficient
. I Medium er den
0,13, men den vil efter det ovenfor anførte
variere fra 0,08 ved Middagstid til 0,20 om
Natten, og en Variation af Temperaturaftagelsen
med Højden af ± 1° pr. 100 m bevirker i lave
Højder over Havet en Forandring af
Refraktionskoefficienten af ± 0,06, hvoraf fremgaar,
at allerede 2° Variation er tilstrækkelig til at
forklare den regelmæssige daglige Periode i
Koefficienten. Stjernens Farve er ikke uden
Indflydelse paa R., men dette er hidtil lidet
studeret. Courvoisier har allerede 1905 henledet
Opmærksomheden paa, at Kimuraleddet (se
Polhøjde) kan have sin Opr. fra et Solen omg.
Medium, som strækker sig udenfor Jordbanen,
og har anstillet Observationer til nærmere
Begrundelse af denne Hypotese, som
Observationer af Venus ikke bekræfter (»Über
systematische Abweichungen der Sternpositionen im
Sinne einer jährlichen Refraktion«, Beob. Erg.
der kgl. Sternwarte zu Berlin 13. 1913).
Freundlich, har paavist, at derved vil der opstaa
umulige Værdier for Jordens Bevægelse, saa han er
mest tilbøjelig til at forklare denne aarlige
R. som hidrørende fra Instrumentet
(»Systematiske R.-anomalier«) ell. at være af fysiol.
Oprindelse.

For den astron. R. kan man til 70°
Zenitdistance for Lufttemperatur = 0° og
Barometerstand 760 mm ved 0° efter Radau sætte
R. = 60,33″ t g z. For en anden Temp. og
Barometerstand maa denne midlere R. korrigeres.
Desuden maa der ved Zenitdistancer større end
80° tages Hensyn til den Virkning, Luftens
Fugtighed har paa R.’s Størrelse. R. i 45° Højde
kaldes Refraktionskoefficienten =
60,33″.

Ved Udviklingen af det teoretiske Udtryk for
R. gaar man ud fra, at Atmosfæren meget nær
er i hydrostatisk Ligevægt, og at dens brydende
Virkning ophører i Højder over Jordoverfladen,
som kan anses som smaa i Sammenligning med
Jordens Radius. Atmosfæren anses altsaa at
bestaa af koncentriske Lag, hvis Centrum ligger i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/1048.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free