- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
1077

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Relativitetsteorien

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

2) Relativitetsprincippet og
Princippet om Lyshastighedens
Konstans
. Mekanikkens Love, saaledes som disse
var blevet formuleret af Newton, er af en
saadan Beskaffenhed, at hvis de gælder i et
Koordinatsystem, som hviler i Forhold til en Iagttager
A, saa har de ogsaa Gyldighed i et
Koordinatsystem B, som bevæger sig med jævn Hastighed
i Forhold til A. Et klassisk Eksempel derpaa
findes i den velkendte Erfaring, at Fald- og
Kastlovene er nøjagtigt de samme, hvad enten
Iagttageren udfører sine Faldforsøg paa Jorden
(Koordinatsystem A) ell. paa et Skib
(Koordinatsystem B), som sejler med jævn Hastighed.
Denne Erfaring er, hvad man nutildags gerne
kalder »Relativitetsprincippet« i den klassiske
Mekanik; den fastslaar, at ethvert
Koordinatsystem B, som bevæger sig med jævn
Hastighed »relativ« til A, er »ligeberettiget« for
Beskrivelsen af Fænomenernes Forløb; d. v. s.
gælder Newton’s Love i A, saa gælder de
automatisk ogsaa i B. En fælles Egenskab, hvorved
det er let at skelne disse Koordinatsystemer fra
alle andre tænkelige Systemer (f. Eks. drejende
ell. accelererede Koordinatsystemer), er, at
Inertiens Lov er gyldig i dem alle, d. v. s. den Lov,
at et Legeme, som er helt overladt til sig selv,
enten vil bevæge sig med jævn Hastighed ell.
ogsaa forblive i Hvile. Gaar vi nu over til at
betragte de elektriske og magnetiske
Fænomener, til hvilke iflg. Maxwell’s Undersøgelser
ogsaa Lysfænomenerne maa henregnes, saa
synes det ved første Øjekast udelukket, at
Relativitetsprinicppet ogsaa her skulde gælde. Lyset
f. Eks. maa opfattes som en
Ligevægtsforstyrrelse, der udbreder sig som Bølger med den
overordentlig store Hastighed af omtr. 300000
km pr Sek., men det synes selvfølgeligt, at hvis
en Iagttager i et Koordinatsystem A finder, at
Lyset udbreder sig med møjagtig samme
Hastighed i alle Retninger, kan dette ikke længere
gælde i et Koordinatsystem B, som bevæger sig
jævnt relativt til A. A indtager altsaa en
Særstilling, nemlig som det Koordinatsystem, i
Forhold til hvilket det hypotetiske Medium, i
hvilket Lyset forplanter sig, den saakaldte
»Verdensæter«, er i Hvile. Det var netop denne
Æter, som man ogsaa havde lagt til Grund ved
Beskrivelsen af de elektriske og magnetiske
Fænomener overhovedet. Lovene for disse
Fænomener maatte blive enklest for en
Iagttager A, der hviler i Forhold til Æteren. For
enhver bevæget Iagttager B maa Forholdene
blive mere indviklede p. Gr. a. den »Ætervind«,
som stryger forbi ham. Man kunde nu befrygte,
at der inden i Æteren ogsaa kunde optræde
Strømninger af forsk. Art, men Erfaringen
vedrørende optiske Fænomener, først og fremmest
Lysets Aberration, førte nødvendigvis til den
beroligende Slutn.: de forsk. Dele af
Verdensæteren, denne »Bærer« af alle elektriske og
magnetiske Fænomener, er i fuldkommen Hvile
i Forhold til hinanden (Fresnel’s og
Lorentz’ Hypotese om den »faste« Æter).

Man vilde nu vente, at et og samme optiske
Forsøg udført en Gang af en Iagttager, der
hviler i Æteren, og en anden Gang af en Iagttager,
der bevæger sig i Forhold til den første, ikke
vilde give samme Resultat. Vi vil tænke os et
Forsøg, hvor man lader en Lysstraale udgaa
fra den ene Ende P af en lang Stang til den
anden Ende Q, hvor et Spejl reflekterer den
tilbage til P (smlg. Fig. 1). Er Stangens Længde
l, og betegnes Lysets Hastighed med c, vil Tiden,
der gaar mellem Lysets Udsendelse fra og
Tilbagekomst til P, være lig med l/c + l/c = 2l/c,
naar Stangen hviler i Æteren, medens samme
Tidsforskel vil være l/c—v + l/c+v = 2l/c(1—v2/c2),
hvis Stangen bevæger sig gennem Æteren med
Hastighed v i Retningen fra P til Q. I sidste
Tilfælde vil nemlig Lysets Hastighed relativ til
Stangen være c—v paa Vej fra P til Q, og c+v
paa Vej fra Q til P. Bevæger Stangen sig
gennem Æteren med en Hastighed v i en Retning
vinkelret paa P Q, saa giver Beregningen, at
den nævnte Tidsforskel vilde være lig med
2l/c√1—v2/c2. Paa Grund af Forskellen mellem de
to sidste Udtryk vilde en Iagttager paa Jorden
altsaa principielt være i Stand til gennem et
Eksperiment af den, antydede Art at fastslaa,
med hvilken Hastighed og i hvilken Retning
han bevæger sig gennem Æteren; han behøver
dertil kun at maale den omtalte Tidsforskel for
forsk. Retninger af Stangen i Forhold til
Jordens Overflade. Michelson’s ovenn. Forsøg
(1881) er nu i Virkeligheden en praktisk
Udførelse af Tanken i det her skitserede Forsøg.
Gennem Iagttagelsen af et Interferensfænomen
i hans Apparat, som var mere kompliceret end
det her betragtede, var han i Stand til at
undersøge, om den omtalte Tidsforskel ændrede sig,
naar Stangens Retning blev ændret. Selv om en
saadan Ændring maatte ventes at være
overordentlig lille (v2/c2 er en overordentlig ringe
Størrelse, naar vi for v f. Eks. indsætter Jordens
Hastighed omkr. Solen), saa vilde den dog have
været maalelig. Resultatet var imidlertid
fuldkommen negativt, d. v. s. i intet af Forsøgene
var det Michelson muligt at konstatere nogen
Ændring, og ud fra Teorien maatte han altsaa
slutte, at hans Apparat stod stille i Forhold til
Æteren, et Resultat som stod i Modstrid med
Hypotesen om den faste Æter. Ogsaa andre
Forsøg, der delvis var af optisk, delvis af
direkte elektrisk Natur, og der ligeledes havde
Formaalet at eftervise »Ætervindens«
Indflydelse paa Fænomenerne her paa Jorden, gav
det negative Resultat, at den ventede
Indflydelse ikke var til Stede. Det er denne
Vanskelighed, der gav Anledning til R.

Einstein stillede sig nu 1905 paa flg.
Standpunkt. Erfaringen synes at gaa ud paa, at ikke
alene Lovene for de rent mekaniske Fænomener
er saaledes beskafne, at hvis de gælder i A,
saa gælder de ogsaa i ethvert Koordinatsystem

Fig. 1.
Fig. 1.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:01:45 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/19/1111.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free