Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Religion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
denne som et almentmenneskeligt Fænomen,
der faar sin nærmere Belysning ved en
Jævnførelse af alle de hist. Former heraf.
Som en foreløbig Definition kan det gælde, at
R. betegner et personligt Forhold til
det Højeste. Det vil være af Bet., at
Bestemmelsen af det religiøse Objekt faar en saa
ubestemt Karakter. Hvis vi bestemmer det som
Gud ell. som det Absolutte, kan der med det
samme spørges om, hvad der skal forstaas
herved. Med Svaret herpaa vil der ske en
Begrænsning af det religiøse, saa at visse
Former, enten lavere, som Animisme, ell. højere,
som Buddhisme, bliver udelukkede. Ved den
elastiske og relative Karakter, som
Genstanden faar ved alene at bestemmes som det
Højeste, bliver den omfattende Karakter af R.
værnet. Tyngdepunktet bliver lagt i Subjektet; hvad
der for det er det højeste, hvad det tror paa,
bliver det religiøse Objekt. R. bliver saaledes
i Alm. eet med Fromhed ell. Tilbedelse.
Berettigelsen af en saadan Bestemmelse er givet
derved, at vi ikke kan betegne nogen som helst ydre
Form for Tilværelsen som umiddelbart religiøs.
En saadan Karakter faar den først gennem vort
Forhold til den, nemlig derved, at vi lægger
vor hele Hengivelse og Hjertevarme ind. Det
kommer ved al R. ikke an paa, hvad vi
forholder os til, men hvorledes vi gør det.
Det er, hvad Luther saa klart har udtrykt
i sin store Katekismus i Forklaringen til det
første Bud, at »det er Hjertets Tro og Tillid,
der giver en Gud ell. Afgud. Det, hvortil Du
hænger dit Hjerte med fast Tro og Tillid, det
er din Gud«. Det forstaas da, hvor uendelig R.
kan varieres uden at tabe sin Grundkarakter.
Det Højeste er en relativ Forestilling, forsk.
for de forsk. efter deres Dannelsestrin og
Tænkemaade. Ogsaa de primitive Kultusformer
vil da kunne regnes med til R., naar blot den
personlige Hengivelse findes.
R. bliver altsaa en Forholdsbestemmelse.
Men hvor omfattende end en saadan bliver, saa
indeholder den dog ogsaa et kritisk Element.
Kun hvor vi forholder os til det Højeste, har
vi R. Og det er ikke Tilfældet i vort alm.
Forhold til Tilværelsen. Det viser sig særlig, naar
vi ser paa den videnskabelige Erkendelses
Karakter. Her søger vi gennem en upersonlig,
rent tankemæssig Sammenknytten af
Enkeltfænomener at finde en Forklaring paa, hvad der
sker. Her naar vi aldrig til et Hvilepunkt, som
det forestilles ved Tanken om et Højeste. Det
er et helt andet Forhold til Tilværelsen, der
sættes i R. Her søges der ikke Forklaring, men
Forstaaelse. Vi ser da ikke paa Tilværelsen,
som den er i sig selv, men alene paa, hvad den
er i Forhold til os. Det er ikke Universets
indre, sluttede Sammenhæng, vi spørger efter,
men det er dets Sammenhæng med vort
personlige Liv. Ikke Aarsager søger vi, men
Formaal, saa vi ud fra os selv kan finde Mening
i, hvad der sker. Idet vi tager vor Livsopgave
op, er det med Tro paa, at vi i Tilværelsens
Gang vil finde en Støtte til at føre den
igennem. Vi føler os som selvstændige Led i en
omfattende Værdisammenhæng. Hvor forsk. den
nærmere Udførelse heraf kan være, viser
Historien os tilfulde. Men Grundtrækket i den
religiøse Verdensbevidsthed er utvivlsomt det,
at man her bedømmer Tilværelsen — enten
den opfattes som stor ell. lille — under
Værdiens Synspunkt. I Videnskaben er det
Forundringen, i R. Beundringen, der driver os.
Saa nær ligger Rødderne ved hinanden, og dog
saa vidt fra hinanden! Afhængighed! i begge
Tilfælde, men forsk. i Karakter, efter som
Afhængigheden er af fysisk ell. ideel Art.
Hvad en ideel Afhængighed vil sige, erfarer
vi tydeligt i Moralen. Mellem denne og R. er
der da ogsaa en indre Forbindelse, selv om vi
i det hist. Forløb kan se dem adskilt fra
hinanden. I begge har vi Udtryk for en
Lovmæssighed i det praktiske liv, der er ganske
forskellig fra den, vi med vor Tænkning finder i
Naturen. Her er Loven umiddelbart
herskende, saa den møder os som et Indikativ, som eet
med den givne Virkelighed. Anderledes i det
praktiske Liv. Der er Lovens Udførelse
betinget ved vort Valg; den har da en imperativ
Karakter; den stiller os over for et Bud, som
vi for vor egen Skyld maa adlyde. Dets Magt
beror paa, at vi erkender det som eet med vort
Væsens ideale Formaal. Den Nødvendighed,
der her handles om, er af rent personlig
individuel Art, medens den, der møder os i
Naturen, er almengyldig. Men for den enkelte,
der føler sig under det praktiske Imperativ,
har dette en ubetinget Værdighed. Det viser
sig paa dobbelt Maade som en fordrende og
givende Magt. Det er den, som udtrykkes i
Ordene det Hellige.
Med denne Forestilling er der sat ind i
Livssynet en kvalitativ Modsætning, som er ganske
fremmed for den ræsonnerende Forstand.
Medens denne er monistisk præget, er vort
praktiske liv dualistisk bestemt. Paa
forskellig Maade viser det sig i Moralen og R. I
den første er Fordringens Synspunkt det
herskende; Budet gælder Valget mellem godt og
ondt i vor Handlen udefter. Her paanøder sig
ikke Billedet af den højere Verden, hvorfra
Budet udgaar. Det er derimod Tilfældet i R.
Den peger paa de Goder, ell. Gaver, som vi
skal modtage. Men hermed vises der tilbage til
en Verden for sig, der indeholder disse. Her
støder vi paa den religiøse Grundtanke, som er
Forvisningen om, at den synlige og sanselige
Sammenhæng, som umiddelbart møder os i
dette jordiske Liv, ikke er den eneste, men at
den har en anden, langt rigere og fuldkomnere,
over sig ell. bag sig. Til den timelige,
forgængelige Verden svarer der en anden af ideel
Art, evig og uforgængelig. En saadan
Livsfordobling, hvor forsk. den nu end kan være
gennemført, er Livsnerven i al R. Bag ved det
synlige er der en usynlig Magt, i hvilken
den Enkelte først finder sit faste Tyngdepunkt.
Men netop saaledes bliver der under
Forskellen en Enhed tilbage. Det synlige viser tilbage
til det usynlige og faar sin Forstaaelse og
Bestemmelse herudfra. For at kunne dømme
og raade over Verden som Helhed maa man
kunne hæve sig op over den til et Punkt
udenfor. Et saadant Punkt, som den blotte
Aarsagsforklaring ikke kan give, bydes af R. Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
