- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
1085

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Religion

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

giver en Livsanskuelse, idet den
indordner den hele Verdenssammenhæng under et
ideelt Maal, som den indfører. Der sættes
saaledes en Forbindelse mellem den Enkelte og
det Hele. Den højeste ideale Magt ses tillige
som den, der er i Besiddelse af den fysiske
Magt, hvormed den kan give Sikkerhed for,
at der er en højere Mening i alt, hvad der
sker. Efter sin forsk. Karakter vil enhver R.
give Anvisning paa em særegen Livsanskuelse,
som vil være betegnende for alle, der slutter
sig til den. Det er en ejendommelig praktisk
Bevidsthed, som hermed er angivet. En
saadan fremtræder, efter hvad Erfaringen viser
os, vistnok ofte som, det naturlige Udtryk for
et Samfunds Livsfølelse, men derfor kan den
dog godt begynde som en Oplevelse hos en
enkelt fremragende Personlighed. Men ogsaa
da er den anlagt paa at blive et Samfunds
fælles Ejendom. Hvor individuel R. end er, saa er
den med det samme ogsaa et socialt
Fænomen
. Det indre maa bæres oppe af en
ydre Magt. Jo mere ideal den religiøse
Livsforstaaelse er, des mere intensivt melder den
sig som en Fordring til alle, af almengyldig
Art. Den er anlagt paa at blive et Enhedsbaand
for de mange splittede Individer. Den
ejendommelige Form for en religiøs Forening er
Kultus, det vil sige en ejendommelig ydre
Handlen, der viser sig som en Dyrkelse af det
Højeste i en bestemt Skikkelse. Bønnen er
Midtpunktet heri. Offeret er en videre Udførelse heraf.
Og den Bedende forholder sig direkte til sin
Gud, det vil sige til det Højeste, som staar for
hans Anskuelse i en mere ell. mindre udført
billedlig Form. Hvad Bønnen umiddelbart
forudsætter, er en Følelse og Villie hos den
Højeste. Denne Forudsætning gælder ganske vist
kun i betinget Grad, hvor Refleksionen har
faaet Magt inden for Bevidstheden. Men en vis
Koncentration af den religiøse Følelse i
Andagtens Form maa dog svare til den ret
ubestemte Forestilling om noget »dæmonisk« eller
guddommeligt, saaledes som vi finder det i den
dannede Bevidsthed hos Grækerne og i vor
egen Tid.

Med disse forsk. Grundtræk kan det
almenmenneskelige Fænomen, der betegnes som R.,
vel siges at være karakteriseret. Man har
vistnok sagt, at det vil være umuligt at give en
omfattende Bestemmelse af R., da der her er
Tale om et praktisk Forhold, hvor ganske
modsatte Idealer staar mod hinanden. Det er
allerede et tvivlsomt Spørgsmaal, om vi ved en
saadan Bestemmelse skal tage vort
Udgangspunkt i det laveste ell. det højeste
Udviklingstrin. Hertil maa svares, at en saadan Kritik
kun gælder, naar der er Tale om bestemte
Idealer og Forholdet mellem disse. Men vi har fra
Beg. af i Bestemmelsen af R. alene holdt os
til den subjektive Side, uden nærmere at
fastsætte noget om Objektets Karakter; kun dette,
at R. er et personligt Forhold til det ideale, har
vi lagt til Grund. Det er en rent formal
Bestemmelse, hvoraf der ikke direkte vil kunne
udledes nogen reel Bestemmelse. Kun en
Afvisning maa gøres, fordi der her er Tale om
en Krænkelse af den alm. Grundbestemmelse.
Det gælder Bedømmelsen af R. som
primitiv Verdensforklaring
. En saadan
Betragtning er ikke ualmindelig i vor Tid. Den
har faaet et Udtryk i Auguste Comte’s
Lov om de 3 Stadier i Tænkningens
Udviklingshistorie. Det første Trin skal være det
teologiske, hvor man nemlig finder Forklaringen paa,
hvad der sker, i personlige, guddommelige
Kræfter. Det skal nu ikke nægtes, at paa det
primitive Standpunkt gaar Forklaring og
Forstaaelse, Aarsagsbegrundelse og praktisk
Vurdering sammen i uklar Blanding. Men deraf
følger ikke, at de dækker hinanden. Det viser
sig netop, at R. ingenlunde forsvinder med den
primitive Kultur, men at den netop hævder
sig stærkere efter Frigørelsen fra Naturens
Overmagt.

Som en særegen Vurdering af Tilværelsen er
R. nu bestemt. Den næste Opgave bliver at
paavise, med hvilken Nødvendighed
den faar sin Plads inden for vort
Sjæleliv. Hvori er denne Funktion
begrundet? Hvorfor fungerer vort Sjæleliv paa den
Maade? Det nærmest liggende vil maaske
synes at være, at man i Overensstemmelse med
den sædvanlige videnskabelige
Aarsagsforklaring vil spørge om Oprindelsen til dette
Fænomen, og herudfra vil bestemme det. Men en
saadan Fremgangsmaade vil, selv om den, som
hos Hume, som er dens Fader, holder sig til
praktiske Synspunkter, dog gribe fejl af
Opgaven. Det skal efter denne Filosofi være de
praktiske Motiver Frygt og Haab, der opr. har
skabt R., og derfor skal den bedømmes af os
herudfra. Men selv om dette i sig selv er
rigtigt, saa er det ikke et Svar paa det
Spørgsmaal, der foreligger. Det er nemlig af praktisk
Art og angaar den Værdi, som faktisk for os
er givet i R., og her gælder da den almindelige
Grundsætning, at Bestemmelsen af en Værdi er
afhængig af Spørgsmaalet om dens Oprindelse.
Det er, hvad Kant har gjort gældende over
for Moralen, at det imperative ikke kan
udledes af det indikative. Min moralske ell.
religiøse Bevidsthed er den samme, lige bindende
og forpligtende for mig, enten den saa er
blevet til paa den ene ell. den anden Maade. Det
er da ikke uden for os selv, men i os selv, i
Forstaaelse af den Magt, som Imperativet har
over mig, at Begrundelsen for R.’s Væsen maa
være at finde. Det er med andre Ord
Motiverne, de drivende personlige Bevæggrunde,
vi maa opsøge.

Historisk set er Fornuftmotivet
sikkert det, der først er blevet bemærket. Det vil
sige, at hvad der driver os til R., er Trangen til
at faa Klarhed over den Tilværelse, hvori vi
er stillede. Livet i sig selv er gaadefuldt for
os. Det er denne Gaade, vi da vil løse ved
gennem R. at faa et Svar paa, hvad det er for
en højeste Magt, der holder os i sin Haand og
raader for alt. Vi kan ikke vide det af os selv
og ved egne Kræfter. Derfor maa vi have
Svaret gennem en Aabenbaring. Gud bestemmes
da som den første og afgørende Aarsag. Et
saadant Synspunkt møder os i
Jødedommen, hvor Gudsfrygt er Beg. til Visdommen.
Og det gaar igen i Kirkelæren, hvor Troen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/1119.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free