- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
1086

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Religion

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

i første Forstand defineres som Antagelsen af
en Lære om Gud. Ogsaa i Filosofien, hvor man
dog forbeholder sig selv den øverste Plads, har
man, som Hegel, bestemt R.’s Bet. som den
at give Erkendelsen af Sandheden i en lavere,
billedlig Form.

Men dette Synspunkt rammer aldeles ikke
R.’s Væsen. Selv om der ogsaa hører en
Erkendelse med, saa er Fromheden ikke bestemt
ved, i hvor høj Grad og hvor rigtigt vi
erkender. For den religiøse Bevidsthed er
Interessen slet ikke knyttet til en Viden om, hvad
den højeste Magt er i sig selv, men alene til
en Forvisning om det Forhold, hvori den staar
til mig og mit personlige Liv. Den religiøse
Erkendelse er af en rent praktisk Art.

Et andet Motiv til R. er søgt i vor
Uendelighedsbevidsthed
, der trænger til
at finde et Hvilepunkt uden for sig. Det er
Følelseslivet med dets Stemninger, man henviser
til. Motivet bliver stemningsbetonet og saaledes
af æstetisk Art. Den Enkelte føler sig som et
Led af et stort Hele, og han standser ikke ved
Samfundet, men gaar ud over dette til
Naturen og ser alt det eksisterende som et samlet
Liv, som en Helhed i Universet. Han føler sig
i Afhængighed af dette og tillige i en inderlig
Harmoni dermed. Hans umiddelbare
Bevidsthed heroverfor er en Følelse af det
Ophøjede. Det er Schleiermacher, der
først med fuld Bevidsthed har gjort denne
Anskuelse af R.’s Væsen gældende som den
eneste rette. Og det med saa stor Virkning, at
det siden har været alm. at betegne R. som et
Forhold til det Uendelige.

Der er ingen Tvivl om, at dette Synspunkt i
en ganske anden Grad end det før nævnte
intellektualistiske rammer det ejendommelige i
R. Men det er dog heller ikke tilfredsstillende.
Naar man alene holder sig til Følelsen,
kommer man ikke ud over det ganske ubestemte
og flydende, saa der ikke kan blive Tale om
klare Forestillinger. Det viser sig i den
mystiske Fromhed, som er en Udførelse af
dette Synspunkt. Fremdeles vil der i
psykologisk Henseende mangle den fornødne
Begrænsning over for andre Forhold til det uendelige
som Poesi og Kunst. Her bliver det vanskeligt
at gennemføre en Sondring. Og endelig er det
en Ensidighed, naar alene Harmoniens
Synspunkt er fremhævet over for Universet.
Allerede i Indførelsen af det Ophøjede er der givet
en Modsætning til noget lavere.

Saa er det endelig forsøgt at udlede det
religiøse Motiv af den moralske
Bevidsthed
. Det skal være Trangen til at hævde det
Gode som Tilværelsens Grundmagt, der har
drevet R. frem. I sig selv er det Gode jo kun
en Fordring, der for at virkeliggøres
appellerer til den Enkeltes Villie. Men ifølge dets
Værdighed nødes man dog ogsaa til at tillægge
det den højeste Magt til at føre Maalet igennem
til Sejr. Det er Retfærdigheden, som man
tilbeder i Gud. Her er Retten eet med Magten,
En saadan Betragtning er at finde baade i
Jødedom og Hedenskab. I nyere Tid er den
især gjort gældende af Kant, for hvem R.’s
Bet. bliver at give en Sanktion af Moralbudet.

Hvor meget rigtigt der er i dette Synspunkt,
kan det dog slet ikke udfylde det religiøse
Motiv. R. vilde herefter ikke umiddelbart have
nogen Plads i vort Sjæleliv, men kun i anden
Række som Støtte for de moralske Værdier.
Det er baade et ensidigt Synspunkt, og det
betegner en Underkendelse af R.’s
Selvstændighed som et ejendommeligt Udtryk for vort
Sjæleliv. Netop dette, som man i nyere Tid har
kaldet for »det religiøse Apriori«, gælder det
om at ramme.

Vort religiøse Motiv ligger utvivlsomt i
Bevidstheden om, at vi ikke har vort Liv af os
selv, men at vi har modtaget det udefra. Livet
med alt, hvad det indeholder, er en Gave, som
vi modtager af en stærkere Magt. Det
erkender vi ikke blot i R., men ogsaa i
Videnskaben. Men medens denne kun ser paa den
givende Magt som en Aarsag, hvoraf vi er
Virkning, saa tillægger R. Giveren en særegen
Værdighed i Forhold til os. Det nævnte »udefra«
bliver nu til et »ovenfra«. Idet vi fornemmer
vor egen selvstændige Værdi og afleder den af
den store Giver, tillægger vi ham en højeste
Grundværdi. R. bliver en ubetinget
Ærefrygt for vore
Livsbetingelser eller
, hvad der er det samme, for
Giveren
. Det er ikke den blotte Magt, vi
tilbeder. Kun paa et lavere Trin eller for en
rent naturalistisk Betragtning er Frygten det
religiøse Grundmotiv. Det er just Forestillingen
om Giveren som den højeste ideale Magt, der
gør ham til Gud. Den Transcendens, som
tilkommer Gud, er i sin Grund af etisk Art. I
Guderne har Folkene haft deres Samvittighed:
saaledes er det normale Forhold, som ganske
vist altereres gennem Udviklingen.

Den sidste Opgave bliver nu at pege paa
den Kraftkilde, som ligger til Grund for
Udviklingen i dens hele Forløb. Hvorfra faar de
nævnte Motiver deres Magt? Hvorledes opstaar
R. i sine historiske Former? I det enkelte maa
Religionshistorien svare herpaa, idet den gør
rede for de særegne Betingelser, under hvilke
de enkelte R. opstaar. Men det er selve det
formende og dannende Princip, der her maa
spørges om. Man har ret alm. i nyere Tid talt
om en naturlig R., som skulde ligge til
Grund for alle de hist. Former, idet dens
Sætninger skulde frembyde sig med umiddelbar
Nødvendighed for alle. Det var især Antagelsen
af et Forsyn, en Gengældelse og en Dom, men
intet vil være mere urigtigt end Antagelsen
af en saadan ensartet Lære, der skulde have
umiddelbar aandelig Magt over alle Mennesker.
En saadan maa netop ifølge R.’s personlige
Karakter søges i det personlige Liv. R. er efter
sit Væsen en Oplevelse. Og fra en intensiv
Oplevelse maa de store Virkninger udgaa.
Kraften i det religiøse Liv kommer fra den stærke
religiøse Personlighed. Det er de store
Mænd
, der er skabende paa det religiøse
Omraade. Vi mangler vistnok de fornødne Data
til at godtgøre dette over for de primitive
Religioner og endog over for Folkereligionerne.
Men naar vi ser paa de store Aandsreligioner,
da er disse hver for sig bestemt ved en genial
Personlighjed som Stifter. Det, som giver ham

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/1120.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free