- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
1088

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Religionsfilosofi

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

sine Lærere, af de skulde bevise dens Ret til
en saadan Pretension. Det blev Skolastikken i
Middelalderen, som tog denne Opgave op.
Sandhedens Indhold var givet i Kirken, men kun
paa populær Maade for Troen; det gjaldt nu
for Filosofien om at bevise dette ved
Fornuftgrunde. Man gik saaledes ogsaa nu ud fra
Enheden af Tro og Viden, men paa modsat Maade
af før; det hed nu, at Filosofien kun skulde
være Teologiens Trælkvinde (ancilla), Teologien
var Herskerinden, den sande højeste
Videnskab, der sad inde med den fuldkomne
aabenbarede Sandhed. Opgaven for R. var nu blevet
en rent apologetisk, at begrunde den givne
Tros Sandhed. Paa denne Opgave har
Middelalderens store Kirkelærere, som Anselm og
Thomas af Aqvino, sat deres Kræfter ind. At
den var uløselig og tillige urigtig stillet, blev
allerede klart for den middelalderlige
Tænkning; Anerkendelsen heraf foreligger i
Nominalismen. Alligevel beherskes Tænkningen i fl.
Aarh. endnu af denne Problemstilling. Naar vi
ser paa Filosofien efter Reformationen, da gaar
den saavel i de protestantiske som katolske
Lande ud fra, at Religionen er efter sit Væsen
en bestemt Verdensanskuelse, hvis Rigtighed
Filosofien da enten maa komme til at bekræfte
ell. benægte. Og ikke alene i den katolske
Teologi sker Begrundelsen paa ganske skolastisk
Maade i fuld Tilslutning til Thomas Filosofi,
men ogsaa inden for den gl. protestantiske
Teologi er den samme Metode helt blevet fulgt.
Med Renaissancetidens Tænkning er
imidlertid en helt ny Epoke indledt. Idet
Tyngdepunktet er lagt i Bestemmelsen af Naturens
Lovmæssighed, er der indført en hel anden Opfattelse
af, hvad Videnskab er, end den skolastiske. Der
spørges nu om veræ causæ, d. v. s. saadanne
naturlige Aarsager, der lader sig
erfaringsmæssig kontrolere. Videnskaben faar en eksakt,
mekanisk Karakter. Derved bliver Teologien
diskrediteret i videnskabelig Forstand, og en
ganske anden Spænding, end før var kendt,
kommer til Stede mellem den videnskabelige og
den religiøse Opfattelse. Hos Descartes bliver
Modsætningen ikke fremhævet af Ærbødighed
for Kirken. Men hos Spinoza fremtræder den
fuldt bevidst. Paa en mærkelig Maade har han
forudgrebet de to modsatte Synspunkter for
Forholdet mellem Tro og Viden, som i
Fremtiden skulde dele Aanderne. I sin teologisk
politiske Afhandling (1670) gør han en principiel
Forskel paa Religionen, hvis Formaal er rent
praktisk, og Videnskaben, som har en rent
teoretisk Bestemmelse. Og ud fra denne
Forskellighed anerkendes begges Ret. Men i Etiken,
hans Hovedværk, gennemfører han en
spekulativ Monisme, en Enhedslære, hvorefter Gud og
Verden bliver eet. Al Formaalsbestemmelse
forsvinder over for den gennemførte
Aarsagsnødvendighed. Over for denne Ensidighed søger
Leibniz at slaa Bro mellem Modsætningerne.
Hans hele Tænkning gik ud paa en Formidling
mellem Teleologi og Mekanisme, idet han med
Anerkendelse af begges Ret vil føre
Aarsagssammenhængen tilbage til en tilgrundliggende
Formaalsbestemmelse. Herunder optager han
ogsaa ganske apologetiske Tanker. Særlig
bekendt er det Forsvar, han i sin Theodicée fører
for Verdensstyrelsen over for den mørke Side
i Tilværelsen.

Gennem Filosoffen Chr. Wolf blev Leibniz’
Tanker populariserede og tilegnede af det tyske
Folk, hvis aandelige Liv de kom til at præge i
den førstel Del af det 18. Aarh. Men mange
Tegn viste hen til Frembruddet af en ny Tid.
Allerede længe før havde Lord Herbert af
Cherburg paa en Tid, da hans Fædreland var
oprevet af teologiske Partistridigheder, henvist
til en naturlig Religion, der uafhængigt af alle
de forsk. Kirkesamfund skulde være det store
Korrektiv over dem. De fem Sætninger, hvori
han formulerede denne Visdom, samlede sig
om Troen paa et højeste guddommeligt Væsen,
der især skulde dyrkes gennem et dydigt
Levned. Herfra udviklede sig den Retning, som er
blevet kaldt for Deisme, og den bredte sig ikke
blot i England, men kom ogsaa til Frankrig,
hvor Voltaire var dens mest virksomme
Repræsentant. Denne ny Oplysning faar i
Tyskland en meget ejendommelig Talsmand i
Lessing, hvis hele Virksomhed ogsaa over for
Teologien var af afgjort kritisk opløsende Art. Han
angreb Bibeltroen ud fra et hist. Synspunkt, idet
han over for al Autoritetsdyrkelse henviste til
den levende Søgen efter Sandheden. Han
gennemførte ogsaa det hist. Synspunkt over for
hele Verdenshistorien, hvor Aabenbaringen kun
faar en opdragende Betydning. Og i sit Drama
»Nathan der Weise« stiller han Kristendommen
ved Siden af Jødedom og Muhammedanisme,
uden at nogen absolut Forskel sættes. Det er
Synskredsen, som nu er blevet udvidet til
andre Religioner end den kristne. I den Retning
har Herder arbejdet. Hertil kommer endelig
dels den Opløsning af al Dogmatisme, baade i
teoretisk og praktisk Henseende, som foretoges
af den skotske Filosof Hume, og dels den
selvstændige, suveræne Stilling over for
Traditionen, som tillægges den religiøse Følelse af
Rousseau.

Det er dog først med Kant, at det faste
Grundlag bliver givet for den ny Tænkemaade.
Gennem Kriticismen føres vi fra den ydre
Verden tilbage til os selv, til at undersøge vor
Aands og Erkendelses Natur. Alle de
forskellige Teorier, baade af teoretisk og praktisk Art,
maa bedømmes ved at forstaas som Udtryk for
Lovmæssigheden i vort Væsen. Selverkendelse
bliver det første. Med fuldkommen Ret er Kant
blevet kaldt for Protestantismens Filosof. Lige
saa vel den praktiske som den teoretiske
Erkendelse maa følge den Vej, han har anvist.
Deraf følger dog ikke, at hans Bestemmelse af
Religionen skulde være fuldkommen. Han er
bestemt ved sin Tid. Det ufuldkomne i hans
Religionslære er dels hans Underordning af
Religionen under Moralen, hvorved dens
Selvstændighed ikke kommer til sin Ret, dels hans
abstrakte Fornuftsynspunkt, der lader ham overse
Historiens Bet. for Religionen. I begge disse
Henseender faar vi Suppl. hos
Schleiermacher, der gennem sine »Reden« og sin
»Glaubenslehre« bliver den store Religionslærer for
Eftertiden. Hans Fortjeneste er navnlig den
psykologiske Behandling af det religiøse,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/1122.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free