Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Religionsfilosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvorigennem dettes Værdi inden for Sjælelivet
bliver klargjort. Dets Forskel fra de andre
Sjælefunktioner bliver godtgjort, og der bliver
særlig lagt Vægt paa det individuelle og det hist.
som betydningsfulde Elementer ved det
religiøse Livs Udfoldelse. Fra Romantikken har
Schleiermacher hentet disse Synspunkter. Men
fra den har han ganske vist ogsaa overtaget
visse Svagheder, navnlig den ensidige
Fremhævelse af Følelsen og den dermed følgende
Tilsløring af den moralske Modsætning i
Tilværelsen.
En ejendommelig Stilling inden for den
videre Udvikling af den religiøse Tænkning
indtager den egl. romantiske Filosofi. Den har
vistnok sit Udgangspunkt i Kant, men den kommer
i sit videre Forløb langt ud over ham. Det er
nu ikke blot vor Bevidsthed, som former
Erfaringsstoffet, men ud af os selv skal vi udlede
dette, idet vi samler hele Tilværelsen, Naturen
saavel som Aanden, i en harmonisk, digterisk
Anskuelse. Man har kaldt hele denne Tænkning
for en Begrebsdigtning og med fuldkommen
Ret. At Filosofi og Religion herved bliver nøje
sammenknyttet i en uklar Metafysik, bliver
Følgen, men sikkert hverken til Gavn for den
ene ell. den anden Part. Mest typisk er
Schelling. Oprindelig er han alene optaget af at vise,
hvorledes Aanden vikler sig ud af Naturens
Skød. Senere bliver han grebet af
Spekulationer over, hvorledes der i Guddomsdybet
foregaar en Spaltning, der ligger til Grund for
Modsætningen mellem Godt og Ondt i Verden. Hos
Fichte træder derimod Villien frem i første
Række. Han ser Religionens Bet. i, at den
forhøjer Pligtforholdet til »ein freudiges
Rechtthun«. Vi maa i vor Handlen forudsætte en
moralsk Verdensorden, der gør Tanken om en
personlig Gud overflødig og umulig. Denne
Paastand paadrog Fichte Anklage for Ateisme.
Gennem sin videre Udvikling førtes han dog til
et andet og højere Syn, idet han i sit Skrift:
»Anweisung zum seligen Leben« gør Gud til den
højeste, uforanderlige Væren, i hvem vor Sjæl
alene finder Hvile. Endelig hos Hegel indtager
Tænkningen den dominerende Plads. Han gør
hele Tilværelsen til et logisk System, hvor den
fortløbende hist. Udvikling er bestemt ved en
begrebsmæssig Dialektik. Verdensløbet er en
Selvudfoldelse af den almene Fornuft, der
herigennem naar til at finde sig selv som absolut
Aand. Det er paa een Gang en Menneskehedens
og Guddommens Historie. Gud bliver sig først
bevidst gennem den menneskelige Bevidsthed.
Denne Sandhed er vistnok udtalt i Religionen,
men kun i Billedets ufuldkomne Form. Først
Filosofien fatter den fuldkommen i Begrebets
Klarhed.
Det var Enheden af Tro og Viden, som
hermed blev proklameret. De Vises Sten var
fundet. Men Fortryllelsen varede ikke længe.
Kritikken rettede sig især mod Systemets ensidige
Intellektualisme og dets tvetydige Udtryk. Var
det en personlig eller upersonlig Gud, som
lærtes? Var det positivt ell. negativt i religiøs i
Henseende? Paa dette Spørgsmaal delte
Hegel’s Disciple sig i et Højre- og Venstreparti.
Størst Virkning gjorde den negative
Fortolkning af Mesterens Tanker, saaledes som den
kom til Orde gennem David Strauss, for hvem
Systemet var afgjort panteistisk. Det
personlige traadte helt til Side for det abstrakte
og almene. I hans »Leben Jesu« blev den
evangeliske Historie reduceret til Myter, og i hans
Troslære blev Forsoningsforsøget mellem
Filosofi og kristelig Tænkning gjort ganske
illusorisk. Et fuldkomment Brud med den
idealistiske Spekulation blev endelig fuldbyrdet af
Feuerbach, der ud fra et rent materialistisk
Synspunkt opfattede Religionen som et blot
Produkt af en egoistisk Indbildningskraft. Det er
Ønsket om en Lykke, som man ikke finder i
Virkeligheden, der skaber Guderne. Saaledes i
»Das Wesen des Christenthums« (1841).
Hermed sker der en Overgang til en
naturvidenskabelig Materialisme, der behersker
Tænkningen i Tyskland i Midten af Aarh. Idealismen
er slaaet over i sin rene Modsætning. Kraft og
Stof bliver nu de højeste Magter, hvortil
alle Menneskelivets Værdier føres tilbage. Men
hvor megen hist. Ret en Protest fra
Fagvidenskabens Side over for en fantastisk Idealisme
end maatte have, kunde en saa nøgtern
Verdensanskuelse dog ikke længe tilfredsstille. Og
da Materialismens uvidenskabelige Karakter blev
godtgjort af Tænkere som Herman Lotze og
navnlig Albert Lange i hans epokegørende Værk
»Gesch. d. Materialismus« (1866), oprandt en ny
Tid for Tænkningen, der nu, belært baade om
Spekulationens og Naturfilosofiens Angreb,
samlede sig om en besindig Kriticisme, der gjorde
Alvor af at vende tilbage til Kant og forny hans
Tankegang. Den kritiske Filosofi bliver den
sidste Fase i 19. Aarh.’s Aandshistorie.
Som fælles Basis for hele den nyere Behandling
af det religiøse Problem kan vi vistnok nævne
Anerkendelsen af den mekaniske kausale
Bestemmelse af Naturen og Bestræbelsen herudfra
for at hævde et ideelt Princip i
Tilværelsen. At den eksakte Videnskab ikke udelukker,
men med større ell. mindre Bestemthed viser
hen til et højeste Værdisynspunkt, er den alm.
Antagelse, som dog begrundes paa meget forsk.
Maade. At der herved ogsaa gaas tilbage til
andre Tænkere end Kant, følger af hele
Tænkningens eklektiske Karakter. Men den Kant’ske
Fornuftkritik er dog den fælles Forudsætning
i dens væsentligste Træk.
Som de to betydeligste og mest selvstændige
Tænkere inden for hele Rækken staar Herman
Lotze og Gustav Theodor Fechner. Begge er
betydelige Naturforskere og forbinder dermed
et religiøst Livssyn. I sit Hovedværk
»Mikrokosmus« har Lotze givet en videnskabelig
Begrundelse af Værdisynspunktets Ret. Særlig
Betydning har hans Hævdelse af Guds
Personlighed. I »Zend Avesta« har Fechner,
Psykofysikkens Grundlægger, paralelliseret Guds Forhold
til Verden med Menneskeaandens Forhold til
Legemet. Beslægtet med Fechner er den kendte
Filosof Sønderjyden Friedrich Paulsen. Ved
Siden af Kant har Hegel og Schleiermacher
stærkt paavirket religiøse Tænkere som Eduard
Zeller, Schweizerteologen Biedermann og Otto
Pfleiderer, Forf. af den udbredte
»Religionsphilosophie auf geschichtlicher Grundlage«. En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
