- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
1090

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Religionsfilosofi

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

anden Paavirkning er udgaaet fra den med
Romantikken samtidige Jacob Friederich Fries.
Han har betonet den religiøse Følelses
Sammenhæng med den æstetiske. Idet vi gribes af
det skønne og ophøjede i Tilværelsen, faar vi
en Anelse om en højere Verden end den
nærværende Hans nærmeste Discipel er Teologen
de Wette. En senere Discipel er
Marburg-Professoren Otto, der i sin Bog »Das Heilige«
(første Oplag 1917) har bestemt det guddommelige
som »das Numinose«, der paa een Gang
paavirker som det rædselsfulde og dog tiltrækkende.
Endnu en anden Paavirkning er udg. fra
Filosoffen Herbart og har forplantet sig til hans
talrige Disciple. Religionen opfattes her som en
praktisk Magt, der finder Støtte i
Formaalstanken. Der knytter sig hertil en stærk
Polemik mod den filos. Enhedslære. En ganske
bevidst Optagelse af den Kant’ske
Erkendelseslære findes dog ogsaa og betegnes i
Modsætning til de andre Anskuelser som
Ny-Kantianisme. Albert Lange er at betegne som
Skolens egl. Grundlægger. Han anerkender
Materialismen som videnskabelig Metode, men ikke
som Verdensanskuelse. Just den mekaniske
Lovmæssighed kræver som Supplement et praktisk
idealt Standpunkt. Hertil slutter sig Teologen
Lipsius og fornemmelig Albrecht Ritschl, hvis
teologiske Skole er grundet paa Antagelsen af
selvstændige Værdidomme som Udtryk for den
religiøse Erkendelse. Mellem de herhenhørende
Teologer kan nævnes Wilh. Hermann og Julius
Kaftan. Som en Sidelinie i denne hele
Udviklingsrække kan endelig nævnes den
pessimistiske Livsbetragtning, der gaar tilbage til
Schopenhauer, men siden i Eduard v. Hartmann
har faaet Udtryk i en nærmere Bestemmelse af
den religiøse Bevidsthed (»Religionsphilosophie«
1881—82).

Den store Indsats af den moderne Tænkning
inden for det franske Aandsliv sker gennem
Positivismen. Idet Comte opstiller de tre
Stadiers Lov som gældende for den hist. Udvikling,
bliver det teol. Synspunkt for Tilværelsen
nedsat til at være det første, primitive Trin i
Forklaringen af denne. Det afløses af det
metafysiske og endelig af det positive, der betyder
en eksakt videnskabelig Bestemmelse af den
givne sanselige Virkelighed. Her findes ingen
Forstaaelse af Religionen, men den kommer
frem efter et Gennembrud hos Comte, og i
den anden Fase af hans Tænkning opstiller han
en ny Menneskehedens Religion med en
gennemført Dyrkelse af denne som le grand être.
Hans fleste Disciple, deriblandt Littré, tog
Afstand herfra. Men ved Siden heraf foregik en
anden Udvikling, som direkte viser tilbage til
Kant. Medens den store Almenhed beundrede
Renan med hans overlegne Ironi og tvetydige
Forhold til Religionen (Vie de Jesus),
grundlagde Renouvier gennem et langt Liv en
Neokriticisme, der med Fremhævelse af
Modsætningerne i Tilværelsen hævder det personlige Liv
som det rette Udgangspunkt for en samlet
Verdensanskuelse. I Fortsættelse heraf har
Boutroux (Science et Religion), og siden Bergson
gennemført en Opposition mod den filos.
Intellektualisme med en saadan Virkning, at den
nyere fr. Tænkning som Helhed kan
karakteriseres som antiintellektualistisk og mest optaget
af at faststille Videnskabens Karakter og
Begrænsning over for det praktiske Livs ideale
Fordringer. Om en høj Idealitet vidner ogsaa
Guyau’s Forfatterskab. Hans store Værk er
L’irreligion de l’Avenir (1886). Han bygger paa
Naturalismens Grund. Ud fra rent kristelige
Forudsætninger er derimod Auguste Sabatier’s
Værk: Esquisse d’une Philosophie de la Religion
anlagt. Værdisynspunktet er her det raadende
som i den Ritschl’ske Teologi.

Den kritiske Filosofi kom ind i England ved
William Hamilton. Efter ham forholder
Videnskaben sig kun til det betingede. Over for det
ubetingede maa Troen alene være
bestemmende. Hans Standpunkt kritiseres af Stuart Mill,
der repræsenterer den traditionelle eng.
Empirisme. Den teol. Tilspidsning faar Hamilton’s
Tanker hos Mansel, der med Afvisning af al
videnskabelig Teologi hævder Troens
irrationelle Karakter (i Limits of Religious Thought,
oversat af Teisen). Et lgn. Synspunkt anlægges
af den kendte Statsmand Balfour i Essay on the
foundations of belief
(oversat af Aabel, 1895).
Men ogsaa hos Mill i hans efterladte Essays
on Religion
finder vi en religiøs Tænkning, der
standser ved en Teisme, hvorefter Guds Magt
er begrænset ved Naturen. Ved Darwin’s
naturvidenskabelige Teori gives Stødet til en
Udviklingsfilosofi, som fornemmelig er repræsenteret
af Herbert Spencer. Efter hans Mening maa
Religion og Videnskab mødes i
Overbevisningen om, at Tilværelsen er os ukendt. Til denne
Anskuelse, som Huxley har benævnt som
Agnosticisme, bekender ogsaa Darwin sig (»Religion
og Videnskab«, af Spencer, oversat af S.
Hansen). Et Forsøg paa at forene Udviklingslæren
med kristen Tro er gjort af Darwin’s Discipel
Romanes. Ligesom den senere eng. Filosofi
væsentlig er gaaet i spekulativ Retning, er det
ogsaa sket med den religiøse Tænkning.
Anderledes dog i Amerika, hvor William James
grunder den saakaldte Pragmatisme, det vil sige
den teoretiske Tænknings Bestemthed ved et
praktisk Formaal (Varieties of Religious
Experience
, 1906; overs. af Edv. Lehman 1906).

I Danmark indførtes den spekulative Teologi
ved I. L. Heiberg og Martensen. Den største
Interesse knytter sig dog til Oppositionen mod
otenne, saaledes som den skete ved Sør.
Kierkegaard. Kritikken af Hegel findes især i
»Uvidenskabelig Efterskrift«. Mod
Begrebsdyrkelsen, der gjorde det almene Synspunkt til det
højeste, stiller han den enkelte og Paradokset.
Hans Discipel Rasmus Nielsen formede Læren
om Tro og Viden som to uensartede
Principper, der just derfor ikke modsiger hinanden.
(»R.«, 1868). Herved foranledigedes en
omfattende Debat om Forholdet mellem Videnskab og
Religion, hvori en Række betydelige Tænkere
optraadte, saaledes A. C. Larsen, H. Høffding,
G. Brandes, Heegaard, H. Scharling,
Martensen, og med betydelig Virkning H. Brøchner.
Den sidste tilføjede som et positivt Bidrag det
værdifulde, men tanketunge Skrift: »Om det
Religiøse i dets Enhed med det Humane«
(1869). Fra den senere Tid foreligger endelig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/1124.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free