Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Religionsfrihed - Religionshistorie Religionsvidenskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
anden Side Statens Interesse for Religionen
maa respekteres.
R. i egl. Forstand hører den nyere Tid til.
En Vis Tolerance spores dog allerede i
Oldtiden, f. Eks. under det rom. Kejserdømme,
men den staar gerne i Forbindelse med en
Svækkelse af den religiøse Interesse i det hele,
og naar Religionsøvelsen havde en politisk
Side, holdt den hedenske Stat strengt fast ved
den, selv om den var en blot og bar Ceremoni.
Da Kristendommen under Konstantin den Store
bliver officielt anerkendt, er der Tilløb til at
sidestille den og den gamle Religion som
ligeberettigede, men Pariteten forsvinder snart, om
den overhovedet har været praktiseret.
Middelalderen igennem kender de kristne Stater
ikke til R., og Muhammed kendte den heller
ikke. Afvigelse fra den ortodokse katolske Tro
betragtedes i de kristne Lande som en
borgerlig Forbrydelse. Ang. Stillingen til Jøderne
baade i Middelalderen og senere, se Jøder. Først
med Reformationen begynder R.’s Historie. Dog
var det ikke aandelige, men rent politiske
Motiver, som førte Staterne ind paa R., og den
var i Beg. stærkt begrænset.
Territorialprincippet (se Reformation) var opr. det
raadende, og det betød i Praksis, at egl. kun
Fyrsterne havde R. Ved den westfalske Fred 1648
blev de 3 Konfessioner, den katolske, den
lutherske og den reformerte, ligestillede i
Tyskland, men ingen andre Trossamfund maatte
taales. I øvrigt skulde hver Landsdel have den
Konfession, som den havde 1624. I Frankrig
havde Protestanterne efter haarde Kampe 1598
faaet fri Religionsøvelse ved det nantiske Edikt,
men 1685 ophævede Ludvig XIV Ediktet (se
Hugenotter), og de Evangeliske maatte
forlade Landet (se Refugié). Ligesom de
kat. Lande optraadte skarpt mod
Protestanterne, saaledes ogsaa de protestantiske mod
Katolikker inden for deres Omraade, og selv
mellem Lutheranere og Reformerte var der i
17. Aarh. alt andet end indbyrdes Tolerance.
Det maa dog ikke overses, at Konfession og
Politik i Tiden efter Reformationen var saa
stærkt sammenknyttede, at den enkelte Stat let
kunde sætte sit Velfærd paa Spil ved at tillade
alle Trosbekendelser. Under den deistiske
Periode og Oplysningsperioden begynder man at
hævde Tankens og Samvittighedens Frihed. Den
amer. Frihedskrig og de ny Staters
Proklamation af Menneskerettighederne fremmer R.’s
Sag, og Fyrster som Frederik II af Preussen,
Josef II af Østerrig og Gustaf III af Sverige
samt endelig hele den fr. Revolutionsbevægelse
hjælper Sagen end yderligere. I 19. Aarh. er
R. definitivt indført i alle civiliserede Stater,
dog i forsk. Omfang. England, Nordamerika og
Holland har været Førerne. Den kat. Kirke har
1864 i Pius IX’s Encyklika af 8. Decbr
principielt udtalt sig mod R., men de kat. Stater
har dog anerkendt den, om end — paa
Frankrig nær — mere nølende og med store
Indskrænkninger. Under Verdenskrigen
behandledes Militærnægterne, navnlig i Krigens første
Aar, saa at sige alle Vegne haardt. Og efter
Krigen har R. haft svært ved at komme frem
i flere af de ny Stater. I det bolsjevistiske
Rusland traadte Religionsforfølgelse i R.’s Sted,
og først fornylig har Sovjetregeringen begyndt
at tolerere Religionsøvelse, dog kun inden for
snævre og vilkaarlige Grænser. Se i øvrigt de
enkelte Landes Historie.
I Danmark skabte Grundloven fuld R.
Dens § 79 (nu § 77) siger, at ingen p. Gr. a.
sin Trosbekendelse kan berøves Adgang til den
fulde Nydelse af borgerlige og politiske
Rettigheder, men ingen kan heller unddrage sig
Opfyldelsen af nogen alm. Borgerpligt. Efter § 77
(nu § 75) er ingen pligtig til at yde personlige
Bidrag til nogen anden Gudsdyrkelse end den,
som er hans egen, og efter § 76 (nu § 74) er
Borgerne berettigede til at forene sig i
Samfund for at dyrke Gud paa den Maade, der
stemmer med deres Overbevisning, dog at intet
læres ell. foretages, der strider mod
Sædelighed ell. den offentlige Orden. Ifølge § 3 er den
evangelisk-lutherske Kirke den danske
Folkekirke, og den understøttes som saadan af
Staten. Denne Kirke skal Kongen bekende
sig til, jfr § 5. (Litt.: Bluntschli,
»Geschichte des Rechts der religiösen
Bekenntnissfreiheit« [Elberfeld 1867]; H. Matzen og
Timm, »Haandbog i den danske Kirkeret«
[1891]; Christen Brun, »R.’s Historie«
[1918]).
A. Th. J.
I Norge erklærede Rigsforsamlingen paa
Eidsvold 1814, at den evangelisk-lutherske
Religion skulde forblive Statens offentlige; men
for øvrigt gjordes ingen andre principielle
Indskrænkninger i R., end at Jøder, Jesuitter og
Munkeordener forblev udelukkede. Først ved L.
af 16. Juli 1845 kom dog R. til sin fulde Ret,
idet denne Lov, nu afløst ved L. af 27. Juni
1891, sikrede Dissenternes Rettigheder i
Enkelthederne. 1851 ophævedes Forbudet mod
Jøders Adgang til Riget, 1896 mod Munkeordener.
1878, 1880 og 1894 gaves nærmere
Bestemmelser om Embedsmænds Stilling. Ved
Grundlovsforandring af 15.—24. Maj 1919 er Grl.’s §§ 12
og 27 ændret saaledes, at kun »over det halve
Antal« af Statsraadets Medlemmer skal
»bekende sig til Statens offentlige Religion«, og de
Medlemmer, som ikke bekender sig til den,
»deltager ikke i Behandlingen af Sager, som
angaar Statskirken«. M. H. t. Lærerstandens
Bekendelsespligt findes Bestemmelser i
Folkeskoleloven, og disse gaar fra 1915 ud paa, at
kun Religionslærerne og de, som fører Tilsyn
med Religionsundervisningen, maa »tilhøre
Statskirken«. Dissentere kan være Medlemmer
af Skolestyret, men de maa fratræde, naar
Kirkesager behandles i Sognestyret paa Landet
og i Bystyret i Byerne. (Litt.: Taranger,
»Norsk Kirkeret« [1917], hvor de sidste
Lovændringer ikke er kommet med).
Abs. T.
Religionshistorie og Religionsvidenskab.
De to Ord betegner omtr. det samme, idet en
videnskabelig Behandling af Religionerne altid
først og fremmest maa blive historisk; men af
Religionsvidenskaben forlanger man tillige den
psykologiske og filosofiske Betragtning af det
religiøse Liv, som opleder dets Elementer og
overvejer dets Værdier, saaledes som man gør
det i andre Videnskaber om det menneskelige
Aandsliv. Fra Teologien adskiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
