- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
1093

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Religionshistorie Religionsvidenskab

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Religionsvidenskaben sig altsaa ved, at den ikke
beskæftiger sig med nogen enkelt Religion alene eller
bedømmer det religiøse ud fra en bestemt
Religion, hvis Værdi det gælder om at fastslaa.
Religionsvidenskaben omspænder hele
Menneskeslægtens religiøse Liv, fremlægger dets
Kendsgerninger baade i Fortid og Nutid, søger
at finde dets Oprindelse (i Slægten og hos den
Enkelte) og at paavise de enkelte Religioners
Udvikling, deres indbyrdes Forhold:
Afhængighed, Ligheder og Forskelle. Maalet for denne
Videnskab er imidlertid ikke blot at fremlægge
Kendsgerninger og finde Love, men ogsaa
derigennem at skabe større Frihed og renere
Overbevisning i den personlige Fromhed, at hjælpe
Mennesker til at udskille Slaggerne og bevare
Guldet i den Religion, som de bekender.

Religionsfilosofien begynder der, hvor man
betragter sin egen Religion med en
Udenforstaaendes Øjne; Religionshistorien begynder
der, hvor man bliver opmærksom paa andre
Religioner end den, man selv tilhører, og giver
sig til at undersøge og beskrive dem. Dette
skete allerede i den klassiske Oldtid, idet
saavel gr. som rom. Forf. har efterladt talrige
Optegnelser om andre Folkeslags religiøse Skikke
og Meninger. Saaledes Herodot, hvis
Meddelelser om ægyptisk, babylonisk og persisk
Gudsdyrkelse vel indeholder Misforstaaelser,
men i det væsentlige dog er blevne bekræftede
af vor Tids Forskning; andre græske Skildrere
af Østens Historie, som Theopompos,
Berosos o. a., dvæler ogsaa ved det religiøse;
men alle disse Forfatteres religionshistoriske
Meddelelser er kun Led i deres almindeligere
Skildring af Folkenes Liv og Historie. En
ganske særlig Interesse for det religiøse Liv havde
imidlertid Plutarch, (f. 46 e. Kr.), hvis Skr.
De Iside et Osiride maa betragtes som et
specielt religionshistorisk Arbejde. Den stærke
Trang, man i Kejsertiden følte til at forsyne sig
med fremmede Guder, førte ogsaa den
videnskabelige Interesse for disse med sig; saaledes
er Skriftet De Dea Syria, som tillægges
Lukianos, en lærerig Skildring af den syriske
Kultus, der just fejrede saa store Triumfer i
Kejserriget. Ej heller forsømte Forfattere som
Cæsar, Strabo, Tacitus, Ammianus
Marcellinus
at fortælle om de Religioner,
de saa; og de mange Forsøg, der er gjorte paa
at skildre Østens og Vestens forsvundne
Religioner ved Sammenstilling af de klassiske
Forfatteres Meddelelser, vidner bedst om, hvor
ivrige Iagttagere disse havde været. Og saa er
endda det meste gaaet tabt. Endnu
mærkværdigere er dog den rent videnskabelige
Interesse, som Grækere og Romere viser for deres
egne Religioner. Allerede Romeren Varro (f.
116 f. Kr.) havde optegnet sin Fædrenetro og
dens Skikke, og Pausanias giver i sin
Beskrivelse af Grækenland (c. 150 e. Kr.) mangt
et vigtigt Bidrag til vor Viden om gr.
Gudsdyrkelse og Gudetro. Fra denne Tid til
Hedenskabets sidste Dage forsømmer den lærde
Granskning (navnlig Alexandrinernes) ikke at
samle, fortælle, sammenstille og forklare de
antikke Myter, hvorom de — dog for største
Delen tabte — »Mytografer«’s Skrifter har
baaret Vidne. De stoiske Filosoffer, der
personlig følte sig staaende uden for Folketroen,
gjorde ogsaa mangen Gang denne til Genstand
for deres Betragtninger, men desværre
skæmmes deres Beretninger af den stedse herskende
Lyst til at forklare Myterne som Udtryk for
Naturbegivenheder. En anden rationalistisk
Mode fra Datiden var den saakaldte
Euhemerisme, der forklarede Guderne som
Fortidens Konger. Med Kristendommens Sejr hørte
denne videnskabelige (ell. halvvidenskabelige)
Interesse for Religionerne op, og dog kan vi
takke Kirkefædrene for nogle af vore
bedste Oplysninger om Oldtidens Hedenskab
(navnlig Clemens fra Alexandria og
Augustin); men deres Beretninger var
fremførte af polemisk Interesse og har derfor ingen
ligefrem Plads i denne Videnskabs Historie.
Bedre Lov fortjener Middelalderens
Krønikeskrivere, af hvilke adskillige har
udvist megen Iver for at optegne den hedenske
Tro og dens Skikke, som de mødte (saaledes
for Nordens Vedk. Adam af Bremen og
Sakse); dog var det hos Krønikeskriverne
langt mere Trangen til at fortælle om
Kuriositeter end en egl. antropologisk ell. hist.
Interesse, der affødte disse Forfatterskaber, og
om nogen Agtelse for de Fænomener, der
berettedes om, var der ikke Tale. Anderledes
blev det i Renaissancetiden, da Sansen
for det gr.-rom. Hedenskab vaagnede og for
manges Vedk. blev til en Slags poetisk-religiøs
Bekendelse. Digtningen, Kunsten og Filosofien
blev nu gennemtrængte af Emner fra den
antikke Mytologi og af hedenske Anskuelser.
Under denne Begejstring for Antikken groede
Studiet af dens religiøse Indhold stedse stærkere
frem og antog efterhaanden en videnskabelig
Karakter. Slægt efter Slægt har indtil den Dag
i Dag arbejdet paa at fremdrage denne tabte
Verden; dog er det først i 19. Aarh., at man
har kunnet lægge saa megen Kritik ind i
Arbejdet, at man nu kan se det antikke
Hedenskab, som det virkelig var. Der krævedes
dertil en større Synskreds og en mere alsidig
Arbejdsmaade end de gamle Lærdes
udelukkende Bogstudium og deres traditionelle
Begejstring. Men ogsaa til denne Synskredsens
Udvidelse havde Renaissancetiden lagt Grunden.
Det var jo ikke blot den gamle Verden, men
ogsaa den ny Verden, disse kraftige
Generationer opdagede, og de store Sørejser
bibragte Folk et ganske andet Kendskab til
Menneskehed og Hedenskab end det, man tidligere
havde haft. Thi Marco Polo’s berømmelige
Rejse til Centralasien i 13. Aarh. havde været for
enkeltstaaende et Fænomen til at sætte
Tankerne i større Bevægelse; men Amerika,
Afrikas Vestkyst, Indien og de fjerne Øer gav
Forskning og Indbildningskraft et lige overvældende
Stof. Spaniere som Sahagun, Acosta og
Garcilasso de la Vega forsømte ikke at
optegne hvad de saa af det første store
Hedenskab, man stødte paa i de glimrende, men
brat udryddede meksikanske og peruanske
Gudsdyrkelser. Nu fulgte efterhaanden de
andre Opdageres Rejseværker; det
religionshistoriske Stof, som disse byder, var just ikke stort,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/1127.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free