- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
1094

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Religionshistorie Religionsvidenskab

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

men Vejene var nu fundne til Hedenskabets
egl. Lande, og det varede ikke længe, før man
drog ud for at faa det i Tale.

I Samklang med disse kække Mænds
Bedrifter udvidede nu ogsaa de studerende Mænd
deres Blik. Allerede i Humanismens Tid var
man ad lærde Veje kommet ud over den
gr.-lat. Verdens Ensidighed, idet man ogsaa
havde draget den — hidtil kun for Jøderne
bestemte — hebraiske Litteratur for Lyset. Dette
Fremskridt knytter sig især til Johannes
Reuchlin
’s (d. 1522) Navn, og skønt
Interessen ved disse Studier først og fremmest var
rent teologisk, saa havde man dog nu Nøglen
til det semitiske Hedenskab i Hænde. Thi med
Hebraisk fulgte Arabisk og Syrisk: Koranen
blev ikke længere en Bog for Arabere og
Muhammedanere alene. Snart fulgte ogsaa
Kendskabet til Persisk efter; Rejsende som Henry
Lord
(1630), G. Chinon (fra 1640) og J.
Chardin
(1674) bragte Kundskab om Persien
med sig hjem. I 17. Aarh., hvis Studier i det
hele bærer Præget af stor Alvor og Grundighed,
blev der samlet en Mængde Stof til en
kommende Religionsvidenskab, som til Dels endnu
den Dag i Dag har Betydning: ikke blot de
store filologiske Arbejder om de semitiske
Sprog, men ogsaa lærde Sammenstillinger af
de klassiske Forfatteres Meddelelser om
Orienten, bl. hvilke Bøger som Barnabé
Brisson
’s De regio Persarum principatu (allerede
fra 1590) og Thomas Hyde’s Kæmpeværk:
Veterum Persarum religionis historia (Oxford
1700) staar som lysende Eksempler.

Men 17. Aarh. var ogsaa Missionens
store Tid, og denne har Fortjenesten af mange
Steder at have bragt Videnskaben hen til selve
Hedensikabets Kilder. Den første hedenske
Religion, man, næst Islam, fik virkelig Lejlighed
til at studere, var den kinesiske. Den
jesuitiske Mission var naaet til Kina i 16. Aarh.’s
Slutning; men af den fremgik efterhaanden
lærde Arbejder over kin. Religion, som blev af stor
Betydning. 1662 udgav Ign. de Costa sin
lat. Overs. af Tä-hsio (»den store Lære«), en af
Kinesernes hellige Bøger indeholdende
Confucius’ Lære (se Kung-fu-tse) i kort Begreb.
Større Virkning gjorde det 1687 i Paris
udkomne Værk: Confucius Sinarum philosophus,
der indeholdt en Overs. af det karakteristiske
kin. Moralskrift Chung-yung (Læren om
Middelvejen). Og i Løbet af 18. Aarh. blev man
kendt med et ikke ubetydeligt Antal kin. Skr i
Oversættelse.

Bevidstheden om, at der gaves andre
Religioner end Kristendommen, og det endogsaa
Religioner, der, som Islam og Confucianismen,
ja selv Jødedommen, passede langt bedre til det
rationalistiske Skema end navnlig den katolske
Kristendom, styrkede Fritænkeriet i dets Kamp
mod de hjemlige Konfessioner. Den tyske
Filosof Wolf blev afsat bl. a., fordi han erklærede
Confucius’ Lære for lige saa ophøjet som
Kristi, og Lessing, der i sin »Menneskehedens
Opdragelse« skildrede de hedenske Religioner
som Aabenbaringens nødvendige Udviklingstrin,
lader i »Nathan der Weise« Islam og Jødedom
kappes med Kristendommen om Sandhedens
Ring; Voltaire stiller de kristne
Missionærer i komisk Belysning over for den forstandige
Kinesers sunde Sans, og Rousseau sætter,
ganske fantastisk, Naturmenneskets enfoldige
Tro op mod Teologiens forviklede Systemer.
Disse Teorier havde ingen videnskabelig, og
knap nok nogen filosofisk Værdi. Men disse
fantastiske Konstruktioner blev dog et Udtryk
for den fuldstændige Omvæltning i det hist.
Verdensbillede, den ny geogr. Synskreds havde
ført til, og fremkaldte en Række Arbejder, som
vilde grave Menneskehedens opr. Tro frem af
de positive Religioners Løngange.

Dette var nemlig Maalet, man nu satte sig
ved Overgangen til 19. Aarh., og Frimureriet,
som dengang var i sin ypperste Blomstring,
ægger yderligere Lysten til at finde Mysteriet
bag de gamle Ceremonier. Forgæves advarede
Tyskeren Meiners i sin kritiske og saglige
»Grundriss der Geschichte aller Religionen«
(1785), efterfulgt 1806 af hans »Allgemeine,
kritische Geschichte aller Religionen«, mod at
anstille saa vidtgaaende Betragtninger paa saa
løst et Grundlag.

Selv saa store Forskere og kritiske Talenter
som de tyske Filologer Heine og Hermann
anede en højsindet Filosofi bag de gr. Myter;
endog Herder med hans store hist. Blik
havde ladet disse optræde som »Allegorier« for
dybere Sandheder, og denne Rationalismens
Arvetanke optog den romantiske Filologis
Banebryder F. Creuzer, idet han forklarede
Religionernes ydre Former som en »Symbolik«,
bag hvilken Menneskehedens ældste og evige
Tanker »Guds Tilværelse og Sjælens
Udødelighed, Slægtens Fordærvelse og Forsoning«
skjulte sig; en særlig rig Fundgrube for disse
Tydninger fandt man da i de gr., særlig de
eleusinske Mysterier. I dette Spor slog
Romantikkens Filosof i nu ind: Schelling og
Hegel overbyder hinanden i Dybsindighed
om det Absoluttes Selvudfoldelse gennem
Religionernes Trinstige, men en vis æggende Kraft
havde dog disse Spekulationer over for
Samtidens Ungdom og kaldte den til virkelige
Studier af Religionerne.

Et sagligt Kendskab til de fjerne Religioner
banede sig samtidig Vej gennem
Forskningsrejser og Udgravninger, ledsagede af ny
Sprogstudier.

Den eventyrlige Beg. paa disse Rejser gjorde
Franskmanden Auquetil Duperron, der
1755 lod sig hverve til Soldat for at komme til
Indien og faa Rede paa Parsernes hellige Skr.
Han bragte det første Eksemplar af
»Zend-Avesta« til Europa og præsterede den første
Overs. af dette hidtil ganske ukendte Værk;
Duperron’s egne Bidrag til Tydningen var dog
meget ufuldkomne, og hans hele Foretagende
blev mødt med utilbørlig Mistro. Gennem
Rask’s og Burnouf’s Bestræbelser fik den
filologiske Tydning af Avesta imidlertid fast
Grund under Fadderne. Noget senere kom den
indiske Litteratur for Lyset, men den blev
til Gengæld ført frem med desto større
Sikkerhed af saa talentfulde Mænd som
William Jones (1746—94), der trykte og
oversatte de første Sanskritværker (Kalidasa’s

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/1128.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free