Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Religionshistorie Religionsvidenskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Sakuntāla« og Marni’s Lovbog), og H. J.
Colebrooke (1765—1837), ligesom Jones en
højtstaaende Embedsmand i Indien, der gennem
sine Essays om Veda’erne, om indisk Filosofi
og mange andre Emner paa een Gang aabnede
den hele indiske Verden for den europæiske
Videnskab. Og endelig Napoleons-Tiden med
dens videnskabelige Forskninig i Levanten. 1799
fandtes i Ægypten Rosette-Stenen, hvis
tresprogede Indskrift gav Champollion
Nøglen i Hænde til Hieroglyfernes Tydning og
dermed til den Forstaaelse af den ægyptiske
Religion, som senere Forskere som Lepsius,
Brugsch, Le Page Renouf, Maspéro
o. a. har skænket. Nu fulgte Rejserne Slag i
Slag: 1819—23 berejste Danskeren Rasmus
Rask Persien og Indien og bragte den
buddhistiske Kanon og mange andre
Haandskrifter (ogsaa af Avesta og det senere pers. Skrift
Bundahish) med sig til Kbhvn; samtidig, 1820,
trængte Ungareren Alexander Csoma ind
i Tibet og skaffede Lamaismens hellige
Kodices: Kahgyur og Tangyur til Veje; men om
Assyrien og Babylonien vidste man stadig ikke
anden Besked, end hvad man kunde hente fra
de klassiske og jødiske Skrifter. En
Forberedelse var dog sket til engang at læse de
babyloniske Mindesmærker, som Jorden endnu gemte.
C. Niebuhr havde paa sin af den danske
Regering foranstaltede Orienftrejse (1761—68)
bemærket den pers. Kileskrift, og
Grotefend tydede denne 1802. Da Franskmanden
Botta og Englænderen Layard 1842—50
foretager de første større Udgravninger i
Babylon, og finder de assyriske Lertavlebøger, bl.
hvilke en stor Mængde hellige Skrifter, gaar
det derfor forholdsvis hurtig med Tydningen
af disses Kileskrift, og Udgravningerne, der
fortsattes af Rawlinson, Smith, Rassam, Oppert,
Hilprecht o. a., drager bestandig nyt Materiale
frem, saaledes endnu 1889 det vigtige
Tell-el-Amarna-Fund i Ægypten, som har kastet et saa
mærkeligt Lys over Tilstandene i Forasien i 15.
Aarh. f. Kr. Den babyloniske Religion, som vi
læser ud af disse Kileskrifter, staar endnu
langtfra for os i fuldkommen Tydelighed, men vi
kender dog en stor Mængde af dens
Fænomener og aner den Bet., den, saavel som hele
den babyloniske Kultur, har haft for det
vestlige Asien i en tidlig Oldtid, ja vistnok langt ud
over denne Verdensdels Grænser. Det
sparsomme Kendskab, vi har til de andre, forsvundne
semitiske Religioner, skyldes ogsaa
Udgravninger, saaledes især Fremdragelsen af Palmyra
i Syrien, af de fønikiske Indskrifter (navnlig i
Karthago), Fundet af Mesa-Stenen i Moab
(1869) og Udgravningen af det syriske
Sendschirli (1893). Jævnsides med dette Arbejde i
det fjerne gaar den stedse ivrige
Gennemsøgning af Europas egen Jordbund, først
af Grækenland. Det Synspunkt, Karl Otfried
Müller vandt dernede, er af uforglemmelig
Værdi, og allerede hans »Prolegomena zu einer
wissenschaftlichen Mythologie« (1825) blev i
Virkeligheden, hvad Titlen siger, og kunde,
om man havde fulgt dens kloge Raad, have
sparet os et halvt Aarh.’s Vildfarelser. Det er
egl. først Schliemann’s Udgravninger af
Troja og Mykene (1870—90) og de mange Fund,
der nu gøres paa Cypern og Kreta og
Lilleasiens Kyst, der har bragt os paa Spor efter
Hellenernes tidligste Religionsformer. Den
nordiske Arkæologi, der var fuldt udfoldet,
før den gr. naaede en tilsvarende Højde, og
som har virket grundlæggende for al
arkæologisk Metode, fortjener i denne Sammenhæng
en særdeles ærefuld Plads, og den nordiske
Filologi, der jo fra gammel Tid har haft de
religiøse Grundtekster i Hænde, har ikke staaet
tilbage.
Støttet og vejledt af dette mægtige Apparat
af udgravede Mindesmærker og fremdragne
Kildeskrifter har Religionsvidenskaben i 19.
Aarh.’s sidste Halvdel kunnet tage en Vending
mod Virkeligheden, der, om end kun langsomt,
har udfriet den af de filosofiske Væv og
forudfattede Meninger, hvormed Rationalisme og
Romantik havde omspundet den. Ja, der kunde
overhovedet først nu, da Kildeskrifterne og
Kultusminderne forelaa, være Tale om en alm.
Religionsvidenskab. Og denne maatte naturlig
først udgaa fra Indologernes Kredse. Thi
den indiske Litt. er et mægtigt Vidnesbyrd om
en ubrudt religiøs Udvikling gennem 4000 Aar,
og i dennes Beg., de vediske Digte, mente man
først at have fundet det umiddelbare Udtryk
for den indo-europæiske Races opr. Hedentro.
Paa denne Formodning og paa en idealistisk
Naturtydning af de indiske Myter, som har sin
Rod i Schelling’s Filosofi, men heldigvis ogsaa
med en udstrakt og grundig indologisk
Lærdom, opbyggede Max Müller, Professor
i Oxford, den moderne Religionsvidenskab i
sine berømte Hibbert lectures. Denne
Forelæsningsserie, der ligesom de beslægtede Gifford
lectures har tjent mægtig til
Religionsvidenskabens Opsving, er baseret paa rige Fond,
udtrykkelig til Brug for Religionsvidenskaben.
Stor Bet. fik M. Müller ogsaa ved at
iværksætte Udgivelsen af Sacred books of the East,
en Række eng. Oversættelser af de forsk.
Religioners hellige Skrifter (nu c. 100 Bd).
Ogsaa i Frankrig tog man Ikraftig fat, idet H.
Reville samlede sin Tids religionshistoriske
Resultater i elegante Fremstillinger og
grundlagde Tidsskriftet Revue de l’histoire des
Religions. Dertil kommer Oprettelsen af Musée
Guimet i Paris, der udelukkende samler paa
Genstande, som er af Interesse for
Religionshistorien, og udgiver kostbare Værker om
samme Emne, ligesom dets Pengemidler
underholder adskillige religionshistoriske Lærestole ved
Collège de France. Et trofast Hjemsted har
Religionshistorien ogsaa haft i Holland, hvor
navnlig C. P. Tiele (d. 1901), som første
Professor i Religionshistorie i Leyden, med
Klarhed og Kritik ordnede Religionshistoriens
mangfoldige Stof og frigjorde den fra de romantiske
Hypoteser, i hvilke Max Müller dog stadig
bevægede sig. Tiele’s Lærebøger (hans
»Grundtræk« er oversat paa Dansk af F. Buhl)
betegner et foreløbigt Hvilepunkt; men ny
Bevægelser er i de sidste tyve Aar draget ind i
Religionshistorien. Dels har den saakaldte
Folklorisme, som grundlagdes med
Grimm’s »Deutsche Mythologie« og senere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
