Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Religionshistorie Religionsvidenskab - Religionspsykologi - Religiosi - religiosi dies - religioso - Relikter - Reliktfauna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fortsattes saa glimrende af Mannhardt
(»Wald- u. Feldkulte«, 1—2. 1875—77), men som
i lang Tid lodes uænset af Religionshistoriens
Ordførere, nu taget saa kraftig til Orde, at den
ikke kan overhøres længere, men er blevet et
vigtigt Led i den religionshistoriske
Undersøgelse; dels har Etnografien villet angive
Metoden og bearbejde Religionshistorien efter
den Darwin-Spencer’ske Udviklingslære. Denne
sidste Retning, der har sin kraftigste Type i
Antropologen Tylor’s Bog Primitive Culture,
har understreget den saakaldte »Animisme«
(Dyrkelsen af Afdødes Aander) som Religionens
Begyndelse, medens CambridgeSkolen, anført
af Semitisten Robertson-Smith og
Frazer (»Golden Bough«) tillige betonede
»Totemismen« (s. d.) som em opr. Foran af Religion;
og dette har, i Forbindelse med Arkæologiens
samstemmende Vidnesbyrd, bidraget til at stille
det religiøse Liv hos Oldtidens Kulturfolk i ny
Belysning. Det gik heller ikke af uden Kamp,
og navnlig rettede Skotten Andrew Lang
heftige og vittige Angreb paa Max Müller og
hans stedse kunstige Forsøg paa at hævde sin
»Degenerationsmetode« (der vil forklare de
lavere Fænomener i Hedenskabet som Frugterne
af et Forfald fra en højere Begyndelse).
Imidlertid har Andr. Lang i sin Bog The making
of religion (1898) indrømmet et højere
Gudsbegreb hos Naturfolkene. Den evolutionistiske
Hypotese har, ligesom den romantiske, sat
meget Arbejde i Gang; den har befrugtet
Forskeren paa alle Omraader, og Bøger som
Wellhausen’s. Stade’s og R. Smith’s
om semitisk Religion, de Groote’s Religious
system of China, Oldenberg’s »Die Religion
der Veden«, Erwin Rohde’s »Psyche« om
gr. Religion, Golther’s og Mogk’s
germanske Mytologier o. m. a. skylder den mere ell.
mindre deres Synsmaade. Men Realiteterne,
der drages frem for at bekræfte Hypotesen,
begrænser den tillige, og ikke mindst bl. selve
Etnograferne finder man nu en Tilbøjelighed
til at benytte det evolutionistiske
Udgangspunkt med meget Forbehold. Vi staar i dette
Øjeblik igen foran en realistisk og tillige
kritisk Periode, hvor man tillægger de alm.
Synspunkter mindre Værdi og lader Forskningen
afsætte sine Resultater enkeltvis. Man
bestræber sig netop nu for at fastslaa hvert
Kildeskrifts Indhold, hvert Mindesmærkes
Ejendommelighed og hver Lokalitets Kultus saa
nøjagtig som muligt, indtil en naturlig Samstemning
mellem mange Enkeltiagttagelser fører
Forskeren til en mere omfattende Paastand.
(Litt.: K. O. Müller, »Prolegomena zu
einer wissenschaftl. Mythologie« [1827, Tillæg];
F. Max Müller, Introduction in the science
of religion [1874]; C. P. Tiele, Elements of
the science of religion [Gifford lectures 1896],
1—2 [1897—99]; M. Jastrow, The study of
religion [1901]; Steinthal, »Allgemeine
Einleitung in die Mythologie« [»Archiv f.
Religionswissenschaft«, Bd III]; E. Hardy, »Zur
Geschichte der vergleichenden
Religionsforschung«, smst., Bd IV; L. Marillier, Art.
»Religion« i »La grande Encyclop.«; L. H.
Jordan, Comparative Religion [1905]; Edv.
Lehmann, »Religionsgeschichte« [i
»Herzog-Hauck Realencyklopädie« [3. Udg. 1924] og i
Chantepie de la Saussaye’s »Lehrbuch d.
Religionsgesch.«, 4. Udg. Indledn.).
Edv. L.
Religionspsykologi som en særegen
Videnskab kommer først frem i den allersidste Del
af forrige Aarh. Den har dels fundet Dyrkere
i Frankrig, hvor den største Interesse dog har
samlet sig om de pathologiske Fænomener, som
staar i Forbindelse med det religiøse Sjæleliv,
og dels i Amerika, hvor Stanley Hall har givet
Stødet til talrige Detailundersøgelser paa det
religiøse Livs Omraade. Man har udsendt
Spørgeskemaer og paa Grundlag heraf givet
statistiske Oplysninger om, i hvilken Alder
Opvækkelserne fremkommer, paa hvilken Maade de
forløber, og hvilke Virkninger de medfører.
Ogsaa her viser Faren sig for at lægge for megen
Vægt paa de ekstreme Tilfælde. Af Forskere
kan nævnes Leuba, Starbuck og især William
James. Hos den sidste beherskes Stoffet af en
Grundanskuelse, der i de religiøse Virkninger
erkender Aktiviteten af en usynlig
guddommelig Magt. Ved Siden af den individuelle
Psykologi gives der ogsaa en social, der navnlig har
faaet Udtryk i Wundt’s »Völkerpsykologie«.
Herhjemme har I. P. Bang indført R. gennem sit
Værk: »Det religiøse Sjæleliv.
Religionspsykologisk Undersøgelse«, I—III (1911—12). Desuden
kan henvises til H. Høffding,
»Religionspsyikologiske Undersøgelser« i Universitetsprogrammet
April 1903).
F. C. K.
Religiosi (lat.) kaldes Medlemmer af Munke-
og Nonneordener.
religiosi dies eller atri dies kaldtes hos
Romerne de Dage af Aaret, som ansaas for
Ulykkesdage, hvorfor der paa dem ikke maatte
afholdes Folkeforsamlinger ell. Retsmøder; de
var altsaa nefasti dies (se fasti). Det var dels
Dage, som stod i Forbindelse med bestemte
religiøse Fester, dels Mindedage for visse
ulykkelige Begivenheder, svære Nederlag e. l.
H. H. R.
religioso [reli’dзoso] (ital.), mus.
Foredragsbetegnelse, højtidsfuldt, andægtigt.
S. L.
Relikter (lat.), de tilbageblevne, efterladte;
Efterladenskaber.
Reliktfauna. 1860 paaviste den sv.
Naturforsker S. Lovén, at der i de store sv. Søer
fandtes en Fauna af arktiske marine Dyr,
navnlig Krebsdyr, men ogsaa en Fisk: Cottus
quadricornis; bekendtest er vistnok Schizopoden
Mysis relicta og Isopoden Idothea entomon;
denne Faunas egl. Hjem var de arktiske Have,
hvor den endnu lever. Senere Aars
Undersøgelser har vist, at den mangler langs Norges
Vestkyst og i Kattegat, er sjælden i Østersøen og
kun alm. i den bottniske Bugts nordligste Del.
Ud fra Landets geologiske Bygning paaviste
Loven, at de store sv. Søer var tiloversblevne
Rester af en gl Havarm, der havde strakt sig
tværs over Sverige, forbindende den bottniske
Bugt med det nuv. Kattegat. Den arktiske
Fauna var indvandret i den bottniske Bugt
paa et Tidspunkt, da denne stod i aaben
Forbindelse med det hvide Hav over Finland.
Under paafølgende Landhævninger ophørte denne
Forbindelse; de fra de arktiske Have afstængte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
