- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
1103

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Remtræk ell. Remværk - Remuneration - remuneratorisk Gave - Remus - Rémusat, Auguste Laurent og Charles de og Paul de - Rémusat, Jean Pierre Abel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ikke-parallelle Aksler. Den virker fuldstændig
sikkert, hvis Remskivernes Omkredse er
hvælvede, og de sidder saaledes for hinanden, at
det Sted, hvor Remmen forlader den ene Skive,
ligger i den anden Skives Plan. Men hvis man
her forandrede Omdrejningsretningen til den
modsatte, vilde Remmen straks falde af. Hvis
i Fig. 3 de to Akslers Retninger danner 90°
med hinanden, kaldes Remmen
halvkrydset. I andre Tilfælde, f. Eks. hvis Akslerne
ligger i samme Plan, men ikke er parallelle,
maa Remmen føres over Lederuller (Fig.
4). Her gælder samme Regel: Alle Omkredse
af Skiver og Ruller skal være svagt hvælvede,
og det Punkt, hvor Remmen forlader en Skive
ell. Rulle, skal ligge i den næste Skives eller
Rulles Plan. Remmenes Materiale er oftest
Læder; dog bruges ogsaa Hamp o. l. Ved
Brugen strækker Remmen sig og ligger mindre
stramt paa Skiverne, Gnidningsmodstanden
bliver for lille, og Remmen glider paa Skiven.
Syningen maa da tages op og Remmen
forkortes. I visse Tilfælde spændes Remmen ved
en Strammerulle, som presses mod
Remmen; dette bruges f. Eks. ved fl.
Hejseapparater, hvor Remmen strammes under
Ophejsning og slappes under Nedfiring. Der regnes
ofte, at en alm. Læderrem kan overføre
1/15—5/12 H. K. for hver cm’s Bredde og hver m’s
Hastighed.
S. C. B.

Remuneration (lat.), Belønning for ydet
Tjeneste; remunerere, belønne, gengælde.

remuneratorisk Gave er en Gave, der
erlægges til Gengæld for en af Gavemodtageren
erlagt Ydelse ell. udvist Tjeneste.
Forudsætningen for, at en Ydelse kan være en r. G. er, at
den ikke fremtræder som egl. Vederlag for det
fra den anden Side præsterede. Gavebegrebet
er da naturligvis for det første udelukket, naar
den anden Parts Præstation har været betinget
af, at Ydelsen erlagdes. Men selv om dette ikke
er Tilfældet, vil det dog hyppigt være
naturligt at betragte Ydelsen som et egl. Vederlag,
der af den andem Part ved det af ham
præsterede er »fortjent«, f. Eks. Drikkepenge. —
Sondringen imellem, om der i de nævnte
Tilfælde foreligger em Gave ell. ej, er vanskeligt at
drage, men praktisk vigtig, idet Gaveløftet i
forsk. Retninger har svagere Retsvirkninger, f.
Eks. i Tilfælde af Løftegiverens Konkurs, end
Løftet om Vederlag, se nærmere Gave.
A. D. B.

Remus, efter det romerske Sagn Broder til
Romulus.
H. H. R.

Rémusat [remy’za]. 1) Auguste Laurent,
fr. Hofmand (1762—1823), blev 1802
Palæpræfekt hos Førstekonsulen, 1804 kejserlig
Kammerherre og 1807 Intendant for Teatrene indtil
1814; 1808 Greve, 1815—21 Præfekt. Han havde
1796 ægtet Claire Gravier de
Vergennes
(1780—1821), Sønnedatter af Ludvig XVI’s
Minister Vergennes; hun var 1802—14 Hofdame
for Kejserinde Josefine og en fortrolig Veninde
af Dronning Hortense. Derved fik hun god
Lejlighed til at lære alle Kejserhoffets
Hemmeligheder at kende, og hendes Memoirer (fra
1802—08) indeholder ypperlige Bidrag til
Bedømmelse af Napoleon’s Karakter; skønt opr. en
varm Beundrer af Napoleon lægger hun ikke
mindste Dølgsmaal paa hans slette Egenskaber
og store moralske Svagheder.

2) Charles de, Grev, fr. Statsmand
(1797—1875), foreg.’s Søn, optraadte tidlig som
politisk Forf., hyldende den doktrinære Retning.
Han blev 1814 Medarbejder af det frisindede
Blad »Globe« og var senere dets egl. Leder;
underskrev Juli 1830 Bladenes Indsigelse imod
de kgl. Ordonnanser og valgtes endnu s. A. til
Deputeretkamret. 1836—37 var han
Understatssekretær i Molé’s Ministerium og Marts—Oktbr
1840 Indenrigsminister under Thiers (foreslog
Bevillingen til Hjemførelsen af Napoleon’s Lig);
hørte senere til Oppositionen mod Guizot og
arbejdede for en Valgreform. 1848—51 var han
Medlem af Nationalforsamlingen og hørte her
bl. det konservative Partis Ledere; deltog
December 1851 i Indsigelsen mod Statskuppet og
levede derefter 18 Maaneder i Forvisning i
Schweiz. Han holdt sig uden for det politiske
Liv, indtil han Aug. 1871 blev
Udenrigsminister, bragte Orden i Frankrigs Stilling til
Italien og sluttede i Maj 1873 de sidste Aftaler
med Tyskland om Landets Rømning, men
maatte kort efter gaa af ved Thiers’ Fjernelse fra
Magten. At han en Maaneds Tid forinden var
faldet igennem ved et Udfyldningsvalg i Paris
imod den radikale Barodet, brugtes dengang af
de konservative Partier som et vigtigt Vaaben
imod Regeringen. Kort efter valgtes han i sin
gamle Kreds Toulouse og støttede senere den
maadeholdne Republik. Han har desuden
skrevet en Række Skrifter til Oplysning af
Filosofiens Historie: Abailard (1845), Anselm of
Canterbury
(1853), Lord Bacon (1857), Lord
Herbert of Cherbury
(1874) og den eng. Filosofis
Udvikling fra Bacon til Locke (1860, 2. Udgave
1875); endvidere Levnedsskildring af W.
Channing (1857) og John Wesley (1870), samt
»Englands Historie i 18. Aarh.« (2 Bd, 1856).
Allerede 1846 var han blevet Medlem af det fr.
Akademi.

3) Paul de, foreg.’s Søn (1831—97), var
siden 1854 Medarbejder af Revue des Deux
Mondes
og siden 1857 af Journal des Débats. 1870
ledsagede han Thiers som Sekretær paa hans
Rejser til Stormagtshofferne og valgtes 1871 til
Nationalforsamlingen, hvor han hørte til
venstre Centrum; var ogsaa 1871—73 sin Faders
Kabinetschef. 1876—78 var han Medlem af
Deputeretkamret og derefter indtil sin Død af
Senatet. Han udgav sin Farmoders Memoirer
(3 Bd, 1879—80) og Breve (2 Bd, 1881) samt
sin Faders Brevveksling under Restaurationens
første Aar (6 Bd, 1883—87). Endvidere Skrev
han A. Thiers’ Levned (1879).
E. E.

Rémusat [remy’za], Jean Pierre Abel,
fr. Orientalist (Sinolog), f. i Paris 5. Septbr
1788, d. smst. 4. Juni 1832 af Kolera, studerede
Medicin, blev Dr. med. 1813, men kastede sig
tidlig, allerede 1806, efter at have set de af
Abbed Persan fra Østasien hjembragte
Haandskrifter, over østerlandske Sprog, særlig over
Kinesisk og andre østasiatiske Sprog. 1814 blev
han Prof. ved Collège de France i Kinesisk og
Mandschu-Sproget, 1815 Medlem af Instituttet,
1818 Redaktør af Journal des Savants og
1822—32 Sekretær ved det af ham sammen med fl. a.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/1137.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free