Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Renan, Joseph Ernest - Renard, Jules - Renaud, Achille - Renaudot, Eusèbe - Renaudot, Théophraste - Renault, Louis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
grundige Viden gjorde ham til kompetent Dommer
i en Mængde heterogene Spørgsmaal, og hans
digteriske Evne og blændende Stilkunst
skaffede ham hele Europas Øre i højere Grad end
nogen anden religionshistorisk Forfatter. Under
et satyragtigt Ydre skjulte R. en sjælden ædel
og højsindet Karakter; den 1896 udgivne
Brevveksling mellem ham og Søsteren Henriette
lader dette træde frem fuldt ud. Den i moderne
Tider saa sjældne Harmoni, der var i hele R.’s
Personlighed, er det, som mere end noget andet
betinger Værdien af hans Forfaterskab.
J. Ø.
Renard [rö’na.r], Jules, fr. Forf.
(1864—1910), levede mest paa sit Landgods og virkede
som Sognefoged for Bondeoplysningen, var en
fin, men til Tider besk Humorist i sine Skitser:
Sourires pincés (1890) og Romanen
L’écornifleur (1891, dramatiseret 1903 under Titlen
Monsieur Vernet). Den rørende Barnehistorie Poil
de Carotte (1894) dramatiseredes 1900 og
gjorde stor Lykke paa Scenen (»Rødtop«,
Dagmarteatret). Bl. hans Landlivsskildringer maa
fremhæves Le vigneron dans sa vigne (1900) og
Les bucoliques (1905).
S. Ms.
Renaud [rö’no], Achille, schweizisk-tysk
Retslærd, f. 14. Aug. 1820 i Lausanne, d. 5.
Juni 1884 i Heidelberg, Privatdocent først i
Heidelberg, senere i Bern, Prof. ekstraord.
smst., 1848 Prof. ord. i Giessen, 1851 i
Heidelberg, til hvis mest fremragende Lærere han
hørte. Medlem af Badens Førstekammer. Som
Forfatter var han meget frugtbar; han
behandlede baade fr. Ret — La mort civile en France,
par suite de condamnations judiclaires, son
origine et son développement (1843) —,
schweizisk Retshistorie, tysk Privatret: »Beitrag zur
Theorie der Reallasten« (1840) og »Lehrbuch
des gemeinen deutschen Privatrechts« (I 1848);
paa Processens og navnlig paa Handels- og
Vekselrettens Omraade stod han som en af
Tysklands første Autoriteter. R.’s processuelle
Hovedværk er »Lehrbuch des gemeinen
deutschen Civilprozessrechts mit Rücksicht auf die
neueren Civilprozessgesetzbungen« (1867, 2. Opl.
1873). Toneangivende var hans handels- og
vekselretlige Arbejder, »Lehrbuch des
allgemeinen deutschen Wechselrechts« (1854, 3. Opl. 1868,
oversat paa Italiensk 1874), »Das Recht der
Actiengesellschaften« (1863, 2. Opl. 1875) og
»Das Recht der Commanditgesellschaften«
(1881), hvortil sluttede sig — foruden en Mængde
Tidsskriftafhandlinger o. l. — mindre Skrifter,
som »Kritik des Entwurfs einer schweizerischen
Wechselordnung« (1855) og Rektoratstalen
»Ueber Handelsgesellschaften« (1872) samt det
efter R.’s Død af Paul Laband 1885 udgivne
»Das Recht der stillen Gesellschaft und die
Vereinigung zu einzelnen Handelsgeschäften
für gemeinschaftliche Rechnung«. Fra 1860 var
R. Medudgiver af »Archiv für die civilistische
Praxis«. Han var meget søgt som Afgiver af
Retsbetænkninger. Hans »Rechtliche Gutachten«
(I—II) blev 1886 offentliggjorte af Theodor
Hergenhahn. En flygtig Silhuet af R.’s
Personlighed giver N. Lassen i sine »Erindringer«, II
(1919), S. 13. (Litt.: Felix Hecht i
»Zeitschrift für das gesammte Handelsrecht«, XXXI
N. F. XVI [1885], S. 589—98 — heri Bibliografi,
S. 592—96; »Zeitschrift für deutschen
Civilprozess«, VIII [1885], S. V—VIII; Georg
Weber i »Heidelberger Erinnerungen« [Stuttgart
1886], S. 245—47).
Fz. D.
Renaudot [röno’do], Eusèbe, fr. katolsk
Gejstlig og Lærd (1646—1720), blev 1689
Medlem af det fr. Akademi, har bl. a. udgivet
Historia Patriarcharum Alexandrinorum
Jacobitarum a D. Marco usque ad finem sæculi
XIII (1713) og Liturgiarum orientalium collectio
(1715—16). Med Bayle kom han i en heftig
Strid i Anledning af et Skrift, hvori han 1697
havde angrebet dennes Dictionnaire.
V. S.
Renaudot [röno’do], Théophraste, fr.
Foregangsmand paa forsk. sociale Omraader,
f. i Loudun 1584, d. i Paris 1653. Støttet af
Richelieu og som Kongens Livlæge nydende høj
Anseelse blev R. 1618 Generalkommissær for
Frankrigs Fattigvæsen paa et Tidspunkt, da
Landet og Hovedstaden oversvømmedes af
Tiggere og Landstrygere. For at skabe Anledning
til Arbejde fik han 1630 oprettet et Slags
Arbejdsformidlingskontor og 1637 den første
offentlige Pantelaananstalt (Mont de piété). Til
sine Arbejdsbureauer knyttede han 1631
Gazette de France, der foruden
Arbejdsanvisninger ogsaa indeholdt Nyheder af almindelig
Interesse. Det lille Ugeblad, der senere
blev Dagblad, er Frankrigs første virkelige
Avis og benyttedes af Richelieu og Ludvig
XIII som officielt Organ. R. regnes derfor
som Grundlæggeren af den fr. Presse. Ogsaa
paa Medicinens Omraade forsøgte den
mangesidige Mand at virke reformatorisk ved at tage
Ordet for at afløse det herskende Fantasteri
inden for Lægefaget med eksakte og
eksperimentelle Metoder, grundlagte paa
videnskabelige Undersøgelser. (Litt.: (Hatin, T. R.
[1883]; Gilles de la Tourette, T. R.
[1884]).
(K. V. H.). Sv. N.
Renault [rö’no], Louis, fransk Retslærd,
(1843—1918), tog 1869 den jur. Doktorgrad,
hvorefter han fik et Docentur i Romerret og
Handelsret i Dijon. Fra 1874 var han Prof. i
Folkeret i Paris og fra 1890 det fr.
Udenrigsministeriums jur. Konsulent, i hvilken, Stilling
han har øvet stor og vidtrækkende Indflydelse.
Han valgtes 1888 til Vicepræsident og
rykkede 1894 op til Præsident i Institut de
France; 1882 blev han Medlem af Institut de
Droit international. R.’s Bet. ligger ikke saa
meget i hans videnskabelige
Forfattervirksomhed, der — bortset fra et Par bindstærke Værker
om Handelsret, udgivne sammen med Ch.
Lyon-Caen — overvejende bestaar i spredte, men altid
vægtige folkeretslige Afhandlinger og
Betænkninger, som i hans Deltagelse i de talrige
Forhandlinger, navnlig vedrørende internationale
og politiske Spørgsmaal, i hvilke Frankrig i den
sidste Menneskealder har været interesseret
Han har herunder ikke blot indlagt sig
Anseelse som en af Samtidens grundigste Kendere
af den internationale Rets hele Omraade, men
ogsaa for et praktisk Greb paa Spørgsmaalenes
Løsning i Fredens og den sunde Fornufts Aand.
Samtidig med, at han holdt Ideernes Fane højt,
var han udpræget Praktiker og Realist, og har
derved i eminent Grad bidraget til at udvikle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
