Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Archer - Archer (flod)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvor de endnu 1627 forekom som samlet
Afdeling.
(E. P.) C. Q.
Archer [↱a.ət∫ə.], Flod paa Vestsiden af den
til den britisk-australske Koloni Queensland
hørende Halvø York, falder under 13° 21′ s. Br.
i Carpentaria-Bugten. Den blev 1880 undersøgt
af Pennefather. I sit nedre Løb er den
gennemgaaende c. 500 m bred, men p. Gr. a. sin
sandede Munding kun sejlbar for Fartøjer med et
Dybgaaende af indtil 3 m. Landskabet paa begge
Sider af Floden er overalt bedækket med yppig
Vegetation.
M. V.
Archer [↱artsjər], Colin, norsk
Skibskonstruktør, tilhører en til Norge 1825 indvandret skotsk
Familie (nedenn. William A. er en nær
Slægtning), f. i Larvik 23. Juli 1832, var 1850—61
Guldgraver i Kalifornien og Faareopdrætter i
Australien, nedsatte sig 1862 som Skibsbygger i
sin Fødeby, hvor han 1870—1910 havde eget
Skibsværft og Baadebyggeri. A. optog her med
afgjort Held Arbejdet for at forbedre de norske
Fisker- og Lodsbaade, hvis Konstruktion i
Henseende til Soliditet, Sejledygtighed og
Sikkerhed før hans Tid stod paa et forholdsvis
primitivt Standpunkt. Ogsaa paa Lystsejladsens
Omraade banede han Vej for ny Baadtyper, der
betegnede et afgørende Fremskridt for denne
Sport, til hvis Udvikling han ogsaa paa andre
Maader bidrog i Egenskab af Formand i »Norsk
forening for lystseilads« 1889—1903. Megen Bet.
for Norges Redningsvæsen til Søs har en af A.
konstrueret Model til en praktisk,
formaalstjenlig Redningsskøjte til Anvendelse for »Norsk
selskab for skibbrudnes redning«, hvis Medstifter
han var 1891, og i hvis Hovedstyre han havde
Sæde indtil 1913. Videst er dog A.’s Ry naaet
som Konstruktør af Norges berømteste Fartøj
»Fram«, bygget for Nansen’s
Nordpolsekspedition 1893—96 og senere anvendt ved Otto
Sverdrup’s og Roald Ammundsen’s
Polarekspeditioner. Om sine Skibs- og Baadkonstruktioner har
A. skrevet mange Afh. i norske og eng.
Fagtidsskrifter, saaledes om »Fram« i »Norsk tidsskr.
for søvæsen«, Bd X.
K. V. H.
Archer [↱a.ət∫ə], James, skotsk Genre- og
Portrætmaler, f. 1824 i Edinburgh, d. 3. Septbr
1904 i Haslemere. Han kom paa Edinburghs
Trustees Academy og udstillede første Gang
1849. Efter at han 1862 var flyttet til London,
malede han sine bedste Værker: »Puritaneren«
(1865), »Karl I’s Tid« (1867), »Mod Cromwell«
(1869), »H. Irving som Karl I«, »Den lyse og
den mørke Skønhed«, »De tre Søstre« (1876),
»Miss Primrose« etc.
A. Hk.
Archer [↱a.ət∫ə], William, eng. Oversætter
og Forf., f. i Perth i Skotland 23. Septbr 1856.
Hans Bedstefader var britisk Konsul i Larvik,
hvor hans Slægt fremdeles er bosat. Han
studerede ved Edinburgh Univ. og tog Graden som
Master of Arts 1876. Efter at have tilbragt et
Aar i Australien tog han fast Ophold i London
og virkede som Teaterkritiker først ved
Londons Figaro, senere ved World og Tribune og
nu ved Nation. Som en ivrig Beundrer af
Ibsen’s Digtning har han arbejdet ihærdigt for at
gøre dennes Værker tilgængelige for det
engelske Publikum. Han begyndte 1880 med en
Oversættelse af »Samfundets Støtter«; senere er
fulgt Oversættelse af fl. andre, samlede i 5 Bd.
Hans dramatiske Kritikker er samlede i
English Dramatists of To-Day (1882), Masks or
Faces (1888), Study and stage (1899). 1901
udgav han en Samling litterære Essays: Poets of
the Younger Generation. En Rejse, han foretog
gennem de Forenede Stater, har han skildret i
America To-Day (1900). 1911 udgav han Life,
Trial, and death of Francisco Ferrer.
I. O.
Archesporium betegner i Botanikken det
Cellevæv, som (hos de højere kryptogame [ɔ:
blomsterløse] Planter, f. Eks. Mosser, Bregner,
Padderokker, Vandbregner og Ulvefodsvækster)
er Urvævet (d. v. s. bestaar af Urmodercellerne)
til Sporerne ell. (hos Blomsterplanterne) til
disses homologe Dannelser (Kimsæk og Støvkorn).
Ordet er dannet af Goebel.
V. A. P.
Archestratos fra Syrakus (ell. Gela), i det
4. Aarh. f. Kr., Forf. til et parodisk Digt af
gastronomisk Indhold, som Ennius under Titlen
Heduphagetica oversatte paa Latin. Udg. af
Ribbeck: Archestrati Syracusii sive Gelensis
reliquiae (Berlin 1877).
K. H.
Archeus, Livskraften (spiritus vitae) betegner
hos Middelalderens lærde Magere og de flg.
Aarhundreders Okkultister den næstlaveste af de
7 Grunddele, hvoraf Mennesket antoges at
bestaa. Den laveste er det elementære, d. v. s. det
materielle Legeme; derefter følger A., som
nærmest er det formende Princip i Legemet. Det
styrer Fordøjelsen og frembringer ell. helbreder
Sygdomme, alt efter de ydre Paavirkninger,
som det er Genstand for. Hos Paracelsus
spiller A. en stor Rolle, idet han antager, at noget
deraf stadig forbliver knyttet til, hvad der
udskilles af Legemet, og derved kan komme til at
indvirke paa andre Organismer; den
saaledes overførte Del af A. kalder Paracelsus
»Mumie«. Senere udvikles denne Lære videre
af I. B. v. Helmont. (Litt.: C. Agrippa,
Philosophia occulta [Colon. Agrip. 1531—33];
Paracelsus, Philosophia sagax. Opera
omnia [Strassburg 1603]; Kiesewetter,
»Geschichte des neueren Occultismus« [Leipzig
1891]).
Alfr. L.
Archevêque [ar∫ö↱væk], se L’Archevesque.
arch(i)- [ark(i)-], en gr. Forstavelse, der
betegner det øverste og højeste i sin Slags; den
findes i mange middelalderlige Ord
(Archiepiscopus, Archidux) og har i Dansk og Norsk faaet
Formen Ærke- (f. Eks. Ærkebiskop,
Ærkehertug, Ærkeskælm, ærkedum). — A. ell. arci i
Musikken en Forstavelse, der antyder en i
Omfang ell. Indhold ualmindelig Størrelse, en
forøget Bet. af det dermed sammensatte Ord.
Archiac [d-ar↱∫iak], Etienne Jules
Adolphe, Vicomte d’, fr. Geolog, f. 24. Septbr 1802
i Rheims, d. 24. Decbr 1868 i Paris. A. var i
mange Aar Vicepræsident ved det franske
geologiske Selskab og Prof. i Palæontologi ved Musée
d’histoire naturelle i Paris. Af hans Arbejder
kan fremhæves: Histoire des progrès de la
géologie de 1834 à 1850 (Paris 1847—50, 8 Bd);
Cours de paléontologie stratigraphique (1864) og
Paléontologie de la France (1868).
J. P. R.
Archias [↱ar-; gr. ↱кi-], Aulus Licinius, en
i Antiochia c. 120 f. Kr. f. gr. Digter, der 102 kom
til Rom og fik Indgang i de fornemste Familier.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
