Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arcinoitherium - Arcon, Jean Claude Eleonore Lemicaud d'
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
verdslig Henseende skulde han søge at mægle i
Striden mellem Christian II og Sten Sture. Med
talrige Hjælpere til sin Raadighed ledede A.
Afladshandelen, der ved den Frækhed,
hvormed den udøvedes, fremkaldte stor Forbitrelse,
selv blandt Gejstlige (Paulus Eliæ). Efter at
have udplyndret Danmark, begav han sig Apr.
1518 til Sverige; han havde lovet Christian II
at tage sig af hans Sag i Sverige; men det
lykkedes Sten Sture ved at give A. Udsigt til
Ærkestolen i Upsala at vinde ham for sig. Da
dette blev forraadt til Christian II, lod han alt
Legatens Gods i Danmark beslaglægge og gav
Ordre til at fængsle ham selv, der Marts 1519 fra
Sverige havde begivet sig tilbage til Danmark.
Legaten slap dog tilbage til Sverige og kom
derfra Oktbr 1519 tilbage til Nordtyskland, hvor
Reformationen imidlertid var udbrudt, og A.
modtoges med drøje Smædeskrifter. Hans
Broder Antonellus, der som Købmand i
Milano fulgte med Broderen for at lede de med
Afladshandelen forbundne
Grossererforretninger, blev derimod fængslet af Christian II, der
holdt ham i Fængsel lige til sin egen Flugt 1523.
Uagtet A. i Sverige havde svigtet Kirkens Sag
ved at slutte sig til Sten Sture imod den af ham
afsatte Ærkebiskop Gustaf Trolle, lykkedes det
ham dog hurtig atter at vinde Pavens og tillige
Kejser Karl V’s Gunst, og han blev 1525 Biskop
af Novara, 1550 Ærkebiskop i Milano, hvor
han døde i sit 70. Aar. (Litt.: Allen, »De
tre nordiske Rigers Historie« II, 400 ff; III,
135 ff.).
A. H-e.
Arcinoitherium, en fossil Hovdyrslægt,
nærmest beslægtet med de nulevende smaa
Fjeldgrævlinger (Hyrax), der tillige med Elefanter
og Søkøer danner en særlig Afdeling af
Hovdyrene (»uægte Hovdyr«). Kun een Art findes,
idet Hovedskal og væsentlige Dele af Skelettet
i nyeste Tid er fremdragede af afrikanske
(ægyptiske) eocæne Lag og beskrevne 1906 af
Andrews. A. var et stort, mægtigt svært
Hovdyr; Tandsæt indrettet til Planteføde;
ejendommeligt er, at alle Fortænder og Hjørnetænder
er smaa, ikke udformede som Stødtænder e. l.
Det uhyre store Hoved har to mægtige,
sidestillede Horn siddende paa Næsebenene og et Par
mindre siddende bagved paa Pandebenene; til
Støtte for de saaledes belastede Næseben var i
Næsebrusken dannet en Benbro fra Næsebenene
til Mellemkæben. Lemmerne var overordentlig
svære, med korte Mellemfødder og Tæer.
R. Hg.
Arcis sur Aube [arsi-sy↱r-o.b], By i det østlige
Frankrig, Arrondissements Hovedstad i Dept
Aube, ved den sejlbare Aube og ved Østbanen,
28 km N. f. Troyes, har (1906) 2803 Indb. og
driver Strømpevæveri og Handel med Korn og
Kul. A. brændte 1814 og har nu af gamle
Bygninger kun en Kirke fra 16. Aarh. Der findes et
Monument for Danton, som er født i A. 20.—21.
Marts 1814 stod ved A. et Slag mellem Napoleon
og den østerrigsk-russiske Hær under
Schwarzenberg.
G. Ht.
Arckenholtz [↱arkənhålts], Johan, svensk
Historiker (1695—1777), var født i Finland,
studerede i Åbo og Upsala og foretog siden store
Udenlandsrejser. 1725 ansattes han i det kgl.
Kancelli, men rejste snart udenlands igen. I en
af sine Rejsebeskrivelser talte han haanligt om
den fr. Kardinal Fleury. Dette benyttedes af
Hattepartiet, hvis Forbundsfælle Fleury var, til
at berøve A., som var ivrig Tilhænger af Arvid
Horn, hans Embede. A. blev herefter en
forbitret Modstander af Hattene, som bl. a.
skaffede ham halvandet Aars Fængsel. Han rejste
nu udenlands, og Kong Frederik gav ham
1746 en Hofbibliotekarplads i Hessen. 1751—60
udgav han Mémoires concernant Christine, reine
de Suède (4 Kvartbind) med værdifulde Bidrag
til Gustaf Adolf’s Datters Historie; det er
endnu et af de vigtigste Kildeskrifter til
Kristina’s Historie. Værket skaffede ham en Fejde
med Holberg, som skrev ret nedsættende om
Kristina. 1766 vendte han hjem, da Hattene var
blevne styrtede, og Rigsdagen havde bevilget
ham en Pension.
A. M. D.
Arco [↱arko], Vinterkursted i Sydtirol, ligger
i Sarca-Dalen nær ved Garda-Søen, 91 m o. H.,
omgivet af høje Bjerge; Station paa Jernbanen
Mori-Riva. (1900) som Kommune 4380 Indb.
Stedet har et meget mildt Klima med ren og stille
Luft, temmelig ensartet Temp. og yppig
Vegetation, søges meget af nervøse og anæmiske
Patienter, Rekonvalescenter og gamle
Mennesker; tillige findes fl. Brystsygesanatorier.
E. F.
arco (ital.), Buen (til Strygeinstrumenter).
Col arco (forkortet arc ell. c. arc.}, arcáto
sættes efter et forudgaaende pizzicato for at
antyde, at Strengene atter skal stryges med Buen,
ikke anslaas med Fingrene.
S. L.
Arco, d’ [↱d-arko], Carlo, ital.
Kunsthistoriker (1799—1872), var opr. Maler. Hans Skr staar
næsten alle i Forbindelse med hans Fødeby,
saaledes Giulio Romano’s Biografi (2. Udg. 1843)
(denne Kunstner har jo virket meget i Mantova),
Delle arti e degli artefici di Mantova (2 Bd,
1857—58), Studj intorno al municipio di
Mantova (3 Bd, 1871—72) o. fl.
(E. G.). E. M-r.
Arcole [↱arkole], lille By i Norditalien, Prov.
Verona, ligger 25 km SØ. f. Verona ved Adiges
Biflod Alpone og midt imellem Sumpe. A. er
historisk bekendt fra Slaget 15.—17. Novbr 1796,
da Napoleon Bonaparte sejrede over
Østerrigerne under Alvinczy, der var rykket ind i
Italien for at undsætte Wurmser, der var
indesluttet i Mantova. Da Østerrigerne, efter at
have slaaet Augereau og Masséna ved Caldiero
søgte at overskride Adige, rykkede Napoleon
frem for at hindre dette. Det kom herved til
en Kamp om Broen over Alpone ved A., hvor
Napoleon selv greb en Fane og styrtede frem
mod Broen i Spidsen for Angrebet. Da dette
afsloges, blev Napoleon revet med af
Tilbagetoget, under hvilket han faldt i en Sump og
nær var omkommen. Omsider lykkedes det ham
dog med sine øvede Tropper at besejre
Østerrigerne.
H. P. S.
Arçon [d-ar↱sǡ], Jean Claude Eléonore
Lemicaud d’, fr. Ingeniørofficer (1733—1800),
havde allerede erhvervet sig et anset Navn som
Militærforfatter og Kartograf, da han 1781
opfandt de berømte »flydende Batterier«, ved
Hjælp af hvilke Karl III af Spanien søgte at
tilbageerobre Gibraltar fra Englænderne. Senere
var han Chef for et af de Armékorps, der under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
