Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Argensola, Bartolome Leonardo de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Skuespillerinde til Spanien, blev hentet
tilbage og anbragt ved det fr. Gesandtskab i
Konstantinopel. Han deltog senere i den polske
Arvefølgekrig, blev Invalid og maatte derfor
1734 søge sin Afsked. Faderen havde imidlertid
gjort ham arveløs, og for at kunne leve,
nedsatte A. sig som Forf. i Holland. I Ly af den
hollandske Pressefrihed skrev han her sine
Lettres juives, Lettres chinoises og Lettres
cabalistiques. Disse Bøger, der bekæmpede
Kristendommen, vakte den preussiske Kronprins’
Opmærksomhed, og da han som Frederik II
havde besteget Tronen, kaldte han A. til sig og
gav ham en Stilling ved Hoffet. A. skrev nu
Philosophie du bon sens (1737) og en
Oversættelse af Julian’s Fragment imod Kristendommen
under Titlen: Défense du paganisme. Han stod
den preussiske Konge personligt nær, men vakte
hans Uvillie ved omtr. 60 Aar gl at ægte en ung
Skuespillerinde. Han besøgte ofte Frankrig og
døde under et saadant Ophold. Som Filosof har
A. ingen videnskabelig Bet., men han er en
typisk Repræsentant for de ringere Aander inden
for den franske Oplysningsfilosofi.
A. T-n.
Argensola [dæ-arkæn’såla], 1) Bartolomé
Leonardo de, sp. Digter, f. i Barbastro i
Aragonien 1562, d. 1631; Familienavnet var egl.
Leonardo. Som Præst levede han en Tid ved
Hoffet; men 1610 fulgte han sin Broder (se ndf.)
til Neapel, hvor begges Beskytter, Greven af
Lemos, var Vicekonge. Der blev han til 1616 og
levede siden i Zaragoza, idet de aragoniske
Cortes havde overdraget ham det Hverv at
være Kongerigets Historiograf efter Broderen.
— Som Historiker har A. indlagt sig
Fortjeneste ved La conquista de las islas Molucas
(1609; 1891 med en god Biografi) og Anales de
Aragon, primera parte (1630), Fortsættelse af
Zurita’s Værk. Hans Digte er udgivne sammen
med Lupercio’s (1634) og senere (1786, 1804 og
1846) (sidstn. som 42. Bd af Rivadeneyra’s
Biblioteca), endelig 1889 i 2 Bd ved Grev de la
Viñaza. De er overordentlig formfuldendte, i
klassisk Stil efter Horat’s Mønster, især de
elegante Epistler i Terziner.
2) Lupercio Leonardo de, sp. Digter,
Broder til ovenn., f. i Barbastro 1559, d. i
Neapel 1613. Han var Hofmand, først Sekretær
hos Enkekejserinde Maria af Østerrig, hvis
Kapellan Broderen var, senere Kammerherre hos
Ærkehertug Albert. Tillige betroedes det ham
at skrive Aragoniens Historie efter Ferdinand
den Katolskes Død (saa langt gaar nemlig
Jerónimo Zurita’s Anales). Da Greven af Lemos
udnævntes til Vicekonge af Neapel 1610, drog A.
med ham derhen som Kongerigets
Statssekretær. Her døde han allerede 3 Aar efter. — Man
har kun en mindre Del tilbage af A.’s Lyrik,
da han selv brændte sine fleste Digte. De
udmærker sig ved samme Fortrin som Broderens,
og fremhæves maa navnlig den berømte Satire,
der er henvendt til la Marquesilla, og
Sonetterne Imagen espantosa de la muerte og
Yo os quiero confesar, don Juan, primero, den
ene alvorlig, den anden humoristisk, med den
ofte citerede Slutning Lástima grande, que no
sea verdad tanta belleza (»Det er meget
beklageligt, at al den Skønhed ikke er Sandhed«).
Desuden har man af ham tre Tragedier.
E. G.
Argenson, d’ [d-arзã↱sǡ], egl. Voyer d’
Argenson, gl fr. Adelsslægt i Touraine, som
især i 18. Aarh. har givet Frankrig fl.
betydelige Mænd. 1) Marc René, Markis d’A.
(1652—1721), blev 1697 Chef for Politiet i Paris,
gennemførte hidtil ukendt Orden og Renlighed,
samt udviklede det politiske Tilsyn og indførte
udstrakt Brug af lettres de cachet. 1718 blev
han Storseglbevarer og Formand i Finansraadet,
men afgik 1720 som Følge af Law’s mislykkede
Foretagender. Hans Rapports du lieutenant de
police (1697—1715) udgaves 1891 af Cottin. —
2) René Louis Markis d’A., foreg.’s Søn
(1694—1757), var Novbr 1744—Jan. 1747
Udenrigsminister og ønskede at gennemføre et nyt
politisk System, hvorefter Frankrig ikke skulde
søge Landudvidelse, men sikre sin Indflydelse
ved at støtte de mindre Stater, omtr. i Lighed
med Henrik IV’s fantastiske Plan fra 1595.
Indadtil nærede han Tanker om fri Kornhandel
og bedre Skatteordning, og hans Considérations
sur le gouvernement de la France (1764)
indeholder mange vigtige Iagttagelser og kloge
Bemærkninger. Ogsaa maa nævnes hans Loisirs
d’un ministre d’État (1787, 2 Bd); hans
Erindringer udgaves 1860—68 i 9 Bd. (Litt.
Zevort, Le marquis d’A. et le ministère des
affaires étrangères [Paris 1880]; Alem, D’A.,
économiste [Paris 1900]).
3) Marc Pierre Grev d’A., foreg.’s
Broder (1696—1764), blev Krigsminister 1743 og
havde store Fortjenester af at tilvejebringe
Orden og Mandstugt i Hæren og saaledes
muliggøre Sejrene 1745—47; senere grundlagde
han Militærskolen i Paris 1751. Men da han
efter Damiens’ Mordforsøg mod Ludvig XV
søgte at faa Mad. Pompadour fjernet fra
Hoffet, blev han selv afskediget og forvist til sine
Godser. Han var nøje knyttet til Voltaire og
d’Alembert, og de første Dele af den store
Encyklopædi dediceredes til ham (1751).
4) Antoine René Markis d’A., i Reglen
kaldet Markis de Paulmy, Søn af A. 2)
(1722—87), ydede sin Farbroder god Hjælp ved
Hærens Forvaltning og blev hans Eftermand,
dog kun for et Aars Tid; var senere Guvernør
ved Arsenalet. Han samlede et udmærket
Bibliotek (100000 Bd), som 1781 købtes af Greven
af Artois (senere Karl X) og blev Grundlaget
for det store »Arsenal-Bibliotek«. Ogsaa udgav
han lærde Indledninger om mange af sine
Bøger i Mélanges, tirés d’une grand
bibliotéque (65 Bd, 1779—87).
5) Marc René, Markis Voyer d’A.
(1771—1842), sluttede sig ved Revolutionens
Begyndelse til den frisindede Retning og var 1792
Lafayette’s Adjutant, men trak sig derefter
tilbage til sine Godser, og ægtede 1796 Fyrst
Claude V. de Broglies Enke (var saaledes
Stiffader til den senere Fyrst Victor de Broglie).
Han var 1809—13 Præfekt for et Dept i
Belgien og stræbte her at gennemføre en streng
lovlig Forvaltning i Modsætning til de
daværende Magthavere. 1815—34 hørte han som
Medlem af Deputeretkamret stadig til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
